Constitutio Valdemariana (Valdemars forordning)

Constitutio Valdemariana er betegnelse på bestemmelsen fra 1326 om at Sønderjylland ikke måtte indlemmes i Danmark.

Løfte afgivet i 1326 af den 11-årige hertug Valdemar 5. i forbindelse med hans valg til konge af Danmark under navnet Valdemar 3. Valget skete på initiativ af hans formynder, den holstenske grev Gert (den kullede greve). Valdemar 3. måtte afgive en streng håndfæstning, hvori han bl.a. lovede, at hertugdømmet Sønderjylland aldrig måtte forenes med eller sammenlægges med kongeriget Danmark, således at den samme herskede over begge.

Løftet kom senere til at spille en rolle ved Christian 1.s valg til konge af Danmark i 1448, idet han på baggrund af løftet fra 1326 måtte love ikke at indlemme hertugdømmet i Danmark. Før sit valg til dansk konge udstedtes Christian 1. i 1448 et forpligtelsesbrev, hvori han lovede at overholde den såkaldte Constitutio Valdemariana, hvori der på latin står: “Ligeledes skal hertugdømmet Sønderjylland ikke forenes og forbindes med Danmarks rige og krone, således at én mand er herre over begge”. Forpligtelsesbrevet oplyser, at bestemmelsen oprindelig er udstedt i 1326 og måske med rette, for netop det år modtog den holstenske grev Gerhard 3. Sønderjylland i forlening, og det måtte derfor være i hans interesse at få sikkerhed for, at hertugdømmet ikke igen blev en del af kongeriget.

Under striden om Slesvigs og Holstens tilhørsforhold i midten af 1800-tallet blev der fra tysk side lagt stor vægt på Constitutio Valdemariana. Den blev tolket sammen med Christian 1.s løfte i 1460 i Ribe-brevet om, at Slesvig og Holsten altid skulle være “udelte sammen”.