Istedløven
Løvemonument i bronze som blev skabt af billedhuggeren H.W. Bissen (1798-1868) til minde om Slaget ved Isted den 25. juli 1850, som afsluttede Treårskrigen. Bissen var ikke blot samtidens ypperste danske billedhugger, men - hvad der er vigtigere i denne sammenhæng - han var også danskhedens og nationalliberalismens mest fremtrædende kunstner.
Slaget ved Isted er et af de største og mest blodige slag i Nordens historie. På dansk side var tabene ca. 3.200 mand (døde, sårede og savnede), på slesvig-holstensk side ca. 1.700 mand. Ca. 500 af de faldne danske soldater blev begravet på Sankt Marie Kirkegård i Flensborg som i dag kaldes Flensborg gamle Kirkegård, hvor Frederik 7. anlagde en mindehøj med mindetavler for en del af de faldne.
Initiativet til skulpturen blev taget af den førende nationalliberale politiker Orla Lehmann, der den 23. juli 1858 i et brev til Bissen første gang omtalte ideen. Han ønskede en løve placeret på en høj søjle af bornholmsk granit, så den kunne ses over hele Flensborg, hvilket Bissen dog modsatte sig. Orla Lehmanns valg af en løve som motiv for mindesmærket var meget bevidst. "Løven er ikke blot dyrenes konge, men også Sindbilledet paa Folkeaandens Kraft" og "Skjoldmærke for kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig" (som der stod i indbydelsen til at tegne bidrag) og blev opfattet som udtryk for styrke og kampberedthed. I det hele taget kan det diskuteres, hvorvidt løven var et sejrsminde eller et gravminde.
Pengene blev skaffet ved en stor landsindsamling i 1858, som blev gennemført af en komité med generalmajor M. Lüttichau, ingeniørkaptajn J.P. Købke og oberst Wilster, der alle havde deltaget i Istedslaget. Den civile side blev repræsenteret af to nationalliberale, en borgerrepræsentant fra København og professor H.N. Clausen. Komiteen samlede uden vanskeligheder 25.000 rigsdaler sammen, men manglede til sidst dog ca. 1.200 rigsdaler. Komiteen foreslog da Frederik 7. at donere de sidste penge, hvilket kongen personligt sikkert gerne ville have givet, men han blev det frarådet. Der har således været stærke kræfter, som har taget afstand fra ideen, fordi den kun kunne bidrage til øget splittelse imellem Holsten og Danmark.
Også biskop U.S. Boesen i Slesvig og biskop Jørgen Hansen på Als var tilbageholdende med støtte til monumentet. Boesen var imod løvemonumentet, fordi han lagde vægt på ikke at træde tyskheden for nær. Jørgen Hansen henregner i sine erindringer løven blandt de danske overgreb, som blev begået i tiden mellem de to slesvigske krige: "Når jeg vinder en proces over min nabo, slår jeg ikke en plakat op på min mur med en løve vendt med ansigtet truende mod ham. En truende løve er ingenlunde nødvendig som hæderstegn for armeens tapperhed og forbiter kun. Man må kunne have sagt sig selv, at Danmark ikke altid var sikker på at beholde løvens magt, og jeg gad vidst, hvad man i Danmark ville sige, når Preussen ved Kongeåen rejste en løve truende mod Jylland, og hvorledes man ville behandle den, hvis den danske arme atter besatte landet syd for Kongeåen. Dertil kommer, at der efter sejren i en borgerkrig aldrig burde kunne holdes truende sejrsfester, snarere sørgefester, og alt hindres, der kan oprive såret og vanskeliggøre udsoningen".
Istedløven blev opsat på en fire meter høj sokkel på Flensborg gamle Kirkegård ved siden af mindehøjen. Soklen var tilvirket af svensk granit fra et stenbrud i Uddavälla som i øvrigt også leverede granitten til støtten på Skamlingsbanke. Løven blev indviet på 12-årsdagen for slaget, den 25. juli 1862 under stor national festivitas og indgik i rækken af nationalliberale monumenter, som blev skabt i mellemkrigsårene mellem 1850 og 1864 og bl.a. omfatter Den tapre Landsoldat i Fredericia, Rytterstatuen af Frederik 7. i København og Skamlingsbankestøtten.
Afsløringsfestlighederne og placeringen af det 7-8 meter høje monument på den højtbeliggende og meget synlige kirkegård (og i øvrigt oven på slesvig-holstenske krigergrave fra Treårskrigen) var en provokation mod de slesvig-holstensk sindede flensborgere, hvad byens overpræsident Carl von Rosen gjorde opmærksom på allerede i planlægningsfasen. Mange honoratiores deltog i afsløringen, herunder digteren H.C. Andersen, der undervejs på en af sine mange rejser til Tyskland passerede Flensborg lige omkring festlighederne. Læs hans beskrivelse af afsløringen her. Endvidere blev der sunget en række sange skrevet til lejligheden af bl.a. Frederik Hammerich og Carl Ploug.
H.N. Clausen betonede i sin festtale stærkt, at målet var et uafhængigt Danmark til Ejderen. Efter afsløringen sagde han: "Så stå du ædle sejrsminde! ved den sidste af vore heltegrave rejst af et taknemligt folk. Du står ikke udæskende - Danmarks gamle rige er ikke sammensanket ved rov, og Danmarks politik har intet tilfælles med dette grådige rovdyrs - men som du er taget fra Danmarks og Slesvigs våbenskjold, således vil du kalde til trofast, heltemodigt forsvar mod enhver, der ville bryde vor grænsefred. Men her - på stedet der prædiker fred efter strid - vil vi nedbede fred fra fredens hjem. Fred over gravene og deres minde, fred over stad og land, fred over konge og land".
På soklens to langsider sad mindetavler for de kendteste officerer fra krigen, nemlig oberst W.H.F.A. Læssøe (der var øverstbefalende for de danske styrker under slaget) og generalmajor F.A. Schleppegrell, der begge omkom under slaget, samt generalløjtnant G.C. von Krogh og oberst Hans Helgesen, der overlevede slaget.
Kort efter tilbagetoget fra Danevirke den 6. februar 1864 blev Flensborg besat af preussiske og østrigske tropper. Slesvig-holstensk nationale hærværksmænd, vistnok fra Altona ved Hamborg, begyndte at ødelægge monumentet, men politiet greb ind og fik nedtaget løven. Dog forsvandt de fire mindetavler.
Løven blev de første år opbevaret i Flensborg, men den blev i 1868 på befaling af den preussiske konge flyttet til Berlin og opsat som sejrstrofæ ved Berlins Tøjhus (Zeughaus). I 1878, da tøjhuset blev omdannet til museum, blev Istedløven flyttet til en nyopført kaserne i Lichterfelde, hvor den skulle minde de unge kadetter om den preussiske hærs bedrifter.
Her stod Istedløven helt frem til 1945, hvor Politikens korrespondent i Berlin, Henrik V. Ringsted ved en tilfældighed opdagede løven. Ringsted fik med hjælp fra de amerikanske tropper transporteret Istedløven til København, hvor den blev overgivet til Christian 10. og opsat på en midlertidig træsokkel bag Tøjhusmuseet. Se Christian 10.'s tale ved overrækkelsen den 20. oktober 1945.
Se uddrag af film om flytningen af Istedløven i 1945 produceret af ASA Film.
I forbindelse med Det kongelige Biblioteks udbygning i 1999 med bl.a. "Den sorte Diamant", blev området mellem Tøjhusmuseet og Christians Brygge frilagt. Pladsen hedder i dag Søren Kierkegaards Plads, og her stod Istedløven frem til 2010 på en ny stensokkel efter en renovering bekostet af Ny Carlsbergfondet.
I 2001 blev kopier af de fire portrætmedailloner og to tekstplader sat på soklen.
Istedløven er blot en af mange både danske og preussiske sejrsmonumenter. Det preussiske sejrsmonument på Dybbøl Banke, Düppel Denkmal, blev rejst i 1865, kun tre år efter Istedløvens afsløring.
I juni 2009 besluttede et næsten enstemmigt flertal i Flensborg byråd at tage initiativ til, at føre Istedløven tilbage til sin oprindelige placering på Flensborg gamle Kirkegård. Her fandt løven efter en grundig renovering og etablering af en sokkel identisk med den oprindelige (af granit fra samme stenbrud i Uddavälla) formentlig sin endelige plads ved indvielsen den 10. september 2011, men nu som symbol på tillid og samarbejde mellem dansk og tysk. Hermed har Istedløven som et af de få mindesmærker overlevet hele rejsen gennem den dansk-tyske historie fra krig og modsætning til tillid og samarbejde. Videoindslag med stenhugger Thomas Neumeyer.
Tilbageføringen af Istedløven til Flensborg og løvens nye betydning som symbol på forsoning og samarbejde hen over grænsen rejser grundlæggende spørgsmål om, hvad betydning kulturarv har og i hvilken grad ældre monumenter kan genbruges og gives ny mening. Den politiske brug af kulturarv er en bred europæisk diskussion. Videoindslag med forskerne Marie Louise Sørensen og Inge Adriansen.
Den "falske" Løve
Der eksisterer endnu en "Istedløve", som er noget mindre berømt end den originale. I 1869 lod en bankier ved navn Wilhelm Conrad (1822-1899) en zinkkopi af Istedløven støbe og opstille i bydelen Alsen, ned til søen Wannsee sydvest for Berlin. Løven fik navnet "Der flensburger Löwe" og i stedet for portrætterne af de oprindelige fire danske officerer, blev der påsat et portræt af den preussiske kommandør fra 1864, Prins Friedrich Carl. Fra at være et dansk sejrsmonument blev Bissens skulptur nu et monument over preussernes endelige sejr ved overgangen til Als den 29. juni 1864.
I 1938 blev Løven flyttet til Heckeshorn, hvor den blev opstillet i en park ned til Wannsee (i øvrigt få meter fra "Haus der Wannsee Konferenz" hvor fremtrædende nazister i januar 1942 traf beslutning om "Endlösung"). Her står den "falske" løve, eller "Der flensburger Löwe", som den kaldes på tysk, i dag. Løven fik efter mange års forfald en hovedrenovering i 2005.
Læs "Istedløvens Odyssé" som tegneserie
Kilder:
Claus Bjørn: "Istedløven". Udgivet af Sydslesvigs Museumsforening og Mikkelberg, Hatsted, Slesvig. Poul Kristensens Forlag, 1993.
Bjørn Poulsen og Ulrich Schulte-Wülwer: Istedløven: Et nationalt monument og dets skæbne. Udgivet af Sydslesvigs Museumsforening og Mikkelberg.
Om hjemførelsen fra Berlin til København i 1945: Politiken, 14. oktober 1945: Henrik V. Ringsted: "Istedløvens eventyrlige hjemrejse med en amerikansk militærlastbil".
Henrik V. Ringsted: "Fra vor udsendte korrespondent".
Henrik V. Ringsted: "Erindringer". Bind 2.
Jörn-Peter Leppien: "Operation lion". Henrik V. Ringsted og Istedløven 1945 - et kildemateriale fortæller". (Udgivet af Grenzfriedensbund og Städtisches Museum Flensburg 1995, dansk og tysk tekst).
Sønderjysk Månedsskrift, 2011 nr. 6, s. 203-210: Istedløven tur-retur.
