Jørgensen, A.D., 1840-1897, rigsarkivar
Adolf Ditlev Jørgensen blev født i Gråsten i 1840. Han oplevede som barn Treårskrigen og dens krigsskuepladser ganske tæt på sin fødeby. Faderen, farver Markus Adolf Jürgensen, bekendte sig allerede fra 1848 til det danske. Han var bl.a. leder for Sundeveds Bønder, hvor han nidkært arbejdede for danske synspunkter, hvilket givetvis gjorde et stort indtryk på sønnen.
Han blev i 1853 elev på den dobbeltsprogede latinskole Flensborg, men han blev skoletræt og begyndte i 17-års alderen som landvæsenselev (landbrugsuddannelse). Men de fysiske kræfter slog ikke til og han vendte efter kort tid tilbage til latinskolen i Flensborg, hvor han afsluttede med studentereksamen i 1859.
A. D. Jørgensen drog herefter til København, hvor han var stærkt optaget af litteratur og mytologi og ved selvstudium erhvervede sig et bredt dannelsesgrundlag. Han fik aldrig en akademisk titel. I 1869 blev han tilknyttet Kongerigets arkiv og fik gode muligheder for at drive kildestudier. Hans mål var at formidle historien, som han tillagde overordnet betydning for udviklingen af den nationale identitet. Samtidig forholdt han sig stærkt kritisk til den nationale selvovervurdering, som havde præget mellemkrigsårene frem til 1864.
A. D. Jørgensen var stærkt optaget af danmarkshistorien, men i særlig grad af den del, der vedrørte Sønderjylland. Han arbejdede således i flere år på en flerbindsudgave af Sønderjyllands historie.
Hans manglende akademiske eksamen åbnede for interessen for folkehøjskolerne, der blandt akademikere ringeagtedes som institutioner for "halvdannelse". Han indså tidligt folkehøjskolernes betydning for folkeoplysningen og deres bestræbelser for at udligne standsforskelle i samfundet. Han kom i 1875 i kontakt med grundlæggeren af Vallekilde Højskole Ernst Trier og skrev efter et besøg på Triers højskole:
"Jeg tilstår, at mange ting, som jeg her så og hørte, forbavsede mig højlig, og skønt jeg villig indrømmer, at også jeg ville lægge endog langt mere vægt på kundskabsmeddelelsen, så var det dog en så stor og betydningsfuld gerning, her udrettedes, og jeg gjorde bekendtskab med bønder, som for flere år siden havde gennemgået skolen, og som nu i sandhed stod på et trin, der gjorde dem selv og deres stand ære".
A. D. Jørgensens interesse for folkeoplysningen bragte ham også i forbindelse med "Udvalget til Folkeoplysningens fremme" som havde udgivet en lang række populærvidenskabelige bøger. Udvalget udgav med støtte fra brygger J. C. Jacobsen og med A. D. Jørgensen som forfatter i 1882 de berømte "Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie", som blev uddelt i 10.000 eksemplarer i Sønderjylland og snart var at finde i alle dansksindede hjem. Samtidig blev 5.000 eksemplarer af bogen solgt i kongeriget. Bogen beretter om Danmarkshistorien fra sagntiden og frem til 1864 og har til hensigt at understrege Slesvigs nære tilknytning til det danske rige. Bogen kom i flere oplag og Sprogforeningen tog sig af uddelingen.
Traditionen fortsættes af Ebbe Kløvedal Reich som i årene 1981 til 1983 udgav trebindsværket "De første", "Ploven og de to sværd" og "Den bærende magt" der alle bærer undertitlen "30 fortællinger" om Danmarks historie. Også historikeren Søren Mørch har fortsat traditionen med værket "Den sidste Danmarkshistorie" (1996) som har undertitlen "57 fortællinger af fædrelandets historie", men som altså med henvisning til A.D. Jørgensen også hævder at være den sidste.
A.D. Jørgensen døde den 5. oktober 1897 og ligger begravet på Frederiksberg Kirkegård.
Mindesten ("Modersmaalet") i Skibelund Krat. Buste opsat i Gråsten. Portræt i det nationale portrætgalleri på Folkehjem i Aabenraa.
Litteratur:
A.D. Jørgensens breve. Udgivet af Den Danske Historiske Forening i Hundreaaret for dens Stiftelse ved Harald Jørgensen. H. Hagerups Forlag, København 1939.
Troels G. Jørgensen: A.D. Jørgensen og 1864. Arne Frost-Hansens Forlag, København 1964.
