Stormflod

Ekstraordinært højt højvande i forbindelse med stærk blæst.

Stormflod opstår ved en kombination af solens og månens tiltrækningskraft på vandet (højvande, som udløser højdeforskel på ca. 2 meter, f.eks. ved Esbjerg) og stærk storm, som kan udløse yderligere 3 – 3,5 meters højdeforskel.

Stormfloder i Nordsøen rammer især de nordvestvendte kyster i Vadehavet, Tyske Bugt og langs den hollandske kyst, fordi de kraftigste storme kommer fra nordvest. På halligerne kaldes stormflod for "Landunter", fordi hele landet sættes under vand.

De værste stormfloder i Sønderjyllands historie:

16. januar 1362. ”Der grote Mandrænke” (frisisk, den store mandedrukning). Stormfloden tog over 30 kirkesogne og kostede ifølge overleveringen over 100.000 mennesker livet, hvilket formentlig er stærkt overdrevet. Et stort landområde ud for den nordfrisiske kyst blev revet i stykker og opdelt i mindre øer og halliger. Af de udslettede byer er Rungholt den mest kendte. Resterne af Rungholt blev fundet under vaderne ud for Husum i 1923.

1. november 1436. "Allehelgensfloden" ramte Slesvigs midterste kyst. Efter stormfloden sendte Slesvig domkapitel en ansøgning til det pavelige koncil i Basel om hjælp, fordi "det salte hav har taget 60 kirkesogne". Ribe domkapitels protokol, den såkaldte "Ribe Oldemor", beretter om, at sognet Anflod ved Møgeltønder helt forsvandt i bølgerne.

Knap 100 år efter, i 1532 ramte den anden Allehelgensaftensflod. Alene ved den sydslesvigske halvø Ejdersted druknede 100 mennesker og på øen Strand omkom 1.500 mennesker. I Tønder stod vandet 3 alen (1,8 meter) højt i Sct. Laurentii kirke, som ellers er bygget 3,5 meter over havets overflade, hvilket giver en vandstand på 5,3 meter over dagligt vande. Fra Ribe forlyder, at vandet stod så højt, at "der kunne fanges levende fisk i klosteromgangen". Alle Mandøs beboere omkom under oversvømmelserne, bortset fra 8 mænd, som tilfældigvis befandt sig på fastlandet. I følge legenden rejste de efter stormfloden til Sønderho på Fanø og fandt sig koner, som de bragte med til Mandø, hvor de byggede øsamfundet op igen.

Stormfloden i december 1615 krævede også mange menneskeliv. Det var den begivenhed, der medførte, at Karen Roed fra Rømø i 1620 kom for Riber Ret og blev dømt og brændt for hekseri, fordi hun ifølge anklagen "rejste det store stormvejr for nogle år siden, da de mange fiskerbåde gik under og folkene druknede, så der den tid blev mange faderløse børn". Om samme storm noterer P. Rohde i Haderslev amts Beskrivelse: "Atter så skrækkelig en oversvømmelse af Vesterhavet at vandet stod op til vinduerne på Tønder slot og i Ribe by sejlede man med både".

11. oktober 1634 blev Sønderjyllands vestkyst ramt af den værste stormflod nogensinde, som blev kaldt "den anden store menneskedrukning". I Ribe brød havet ind i domkirken, der ligger knap 4 meter over  dagligt vande. Inde i kirken blev vandstanden næsten mandshøj, 1,6 meter over kirkegulvet, det vil sige næsten 5,5 meter over dagligt vande. I f.eks. Nr. Farup sogn druknede 295 mennesker, halvdelen af sognet. Så langt væk som Seem sogn, der ligger 14 km fra havet, omkom 10 mennesker. Krønikeskriveren Peter Sax, der oplevede stormfloden, beretter: "Klokken syv vendte Herren vinden til sydvest, og lod det storme så stærkt, at næsten intet menneske kunne stå eller gå. Ved klokken 8 og 9 var alle diger sønderslagne, gennembrudte og omstyrtede. Luften var fuld af ild, hele himlen brændte og Gud Herren lod det tordne, regne, hagle, lyne og vinden blæste så stærkt, at jordens grundvold bevægede sig."

Stormfloden gik især ud over øen Strand, som blev delt i to, hvorved øerne Pellworm og Nordstrand opstod. Af Strands ca. 9.000 indbyggere omkom de 6.000. På øen Pellworm kom man forholdsvis hurtigt i gang igen, men på Nordstrand skete det først, da kapitalstærke hollændere indvandrede i 1652.

3. februar 1825. Gik især ud over halligerne og øen Før. Af den samlede befolkning på 937 mennesker druknede 74. Kun 24 huse var beboelige. Frederik 6. besøgte det vestlige Sønderjylland og halligerne efter stormfloden. I Højer står en mindesten med indskriften: Landungs-Platz König Friedrichs des VI am 5ten July 1825 auf der Rückkehr von einer nach den durch die Sturmfluth am 3ten und 4ten Februar desselben Jahres überschwimmt gewesen Inseln und Halligen unternommenen Reise. Hoyer A 1825. H. Bohne.

1. februar 1953. Stormfloden forårsagede digebrud i Holland og kostede ca. 2.000 menneskeliv.

16. februar 1962. Stormfloden ramte især de lavtliggende områder ved Elbens munding og Hamborg.

3. januar 1976. Stormflod ramte især Rømødæmningen og talrige diger. Tøndermarsken måtte evakueres. Denne stormflod var anledning til et tæt dansk-tysk samarbejde om bygningen af "Det fremskudte Dige" fra Hindenburg-dæmningen til Emmerlev Klev ved Højer.

24. november 1981. Stormflod ramte især Esbjerg Havn, hvor vandstanden blev registreret til 4,33 meter over normalen. Det fremskudte Dige var færdigbygget få måneder før og bestod sin første alvorlige prøve.

Kilder:
Den store danske Encyklopædi.
F. Dinsen Hansen: Nordfrisland – digernes land. Udgivet af Foriining for Nationale Friiske. Bygd 1976.