Gå til leksikonoversigt

Misthusum

Steder

Tidligere landsby i marsken vest for Skærbæk, beliggende på værfter, der går tilbage til 1200-tallet. I 1600-tallet bestod landsbyen af 11 gårde anlagt på otte eller ni værfter. Den blev ødelagt under stormfloden i 1634, men atter beboet. Efter stormfloden i 1720 begyndte beboerne at flytte ind på den højereliggende geest ved Hjemsted. Misthusum blev opgivet kort efter år 1800. Den sidste familie forlod stedet i 1814. Herefter opførtes to små huse (det ene nedbrudt 1911), hvor markmanden (byhyrden) boede om sommeren. 

Det nuværende markmandshus fra 1810 er opført af byggemateriale fra de øvrige værfter. Markmandshuset blev brugt til omkring 1910, men der var markmænd i Ballummarsken helt til omkring 1970. Huset nedbrændte i 1990, men blev genopført. Det blev fredet i 1991 og tilhører Museum Sønderjylland. 

Af H.E. Sørensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.