Tyske Forbund, Det

Forbund af tyske stater som blev oprettet efter Wienerkongressen i 1815. Forbundet omfattede 35 lande og fire fristæder og havde til opgave at sikre landenes selvstændighed og suverænitet. Forbundet styredes af en forbundsdag, der mødtes i Frankfurt am Main. Forbundsdagen mødtes i plenum eller i et snævrere råd, forbundsregeringen. I begge organer var indflydelsen gradueret efter medlemslandenes status. Holsten og Lauenburg, men ikke Slesvig, indgik i forbundet, og den danske konge var i sin egenskab af hertug over disse lande repræsenteret i Forbundsdagen.

Forbundet omfattede de tyske fyrster inklusiv den danske kong Frederik 6. som var hertug af Holsten, fra 1816 tillige som hertug af Lauenborg, da dette hertugdømme blev tillagt det danske monarki som erstatning for Norge. F.C. Dahlmann, som kan siges at være ophavsmand til den slesvig-holstenske tankes fødsel, sagde i en tale i 1815: Trods opsplitningen i de mange stater "findes der et Tyskland, fordi der findes et tysk folk, som forenes i et stadig stærkere broderskab for hver dag, der går". Om Slesvigs stilling sagde Dahlmann: "Om end slesvigeren aldrig har været med i Det tyske Forbund, så hørte og hører han stadig til gennem den holstenske broder, som han gennem århundreder har rakt sin trofaste hånd og med hvem han er inderligt sammensmeltet i forfatning, friheder og rettigheder". Slesvigs århundredgamle forbindelse med Holsten medførte altså for Dahlmann hertugdømmets tilhørsforhold til Tyskland. Dette underbyggede Dahlmann siden med Christian 1.'s Ribebrev fra 1460, der rummede løftet "Disse forbenævnte lande lover vi efter vor formåen at holde i god fred, og at de forbliver evigt udelte sammen (ewich tosamende ungedelt)".

Det Tyske Forbund opretholdt en forbundshær, men forbundet fik ikke på anden måde betydning for tysk enhed før i 1848, da det blev forsøgt at etablere en tysk centralmagt, og hvor forbundshæren blev sat ind over for Danmark i Treårskrigen. Bestræbelserne på at etablere en tysk enhed led nederlag, hvilket svækkede forbundet, som blev skueplads for rivalisering mellem de to største stater, Preussen og Østrig. En betydelig del af forbundets aktivitet i disse år var vendt mod Danmark og omhandlede hertugdømmernes stilling. Krigen mellem Preussen og Østrig og dets sydtyske allierede i 1866 førte til Preussens udmeldelse og efter Østrigs nederlag til forbundets ophør.

Efter den fransk-tyske krig i 1870-71 etableredes tysk enhed i Det tyske Kejserrige under Preussens og Bismarcks ledelse.