Henriette Gubi: Digte om H.A. Krüger
Henriette Gubi virkede som lærerinde og senere som vandrelærer. Hun ønskede egentlig at blive digter, men opgav på et tidligt tidspunkt denne drøm. Hun har efterladt sig en række digte, hvoraf 29 er blevet udgivet i samlingen Efterladte Digte efter hendes død.
Henriette Gubi havde en nær tilknytning til Krügerfamilien. H.A. Krüger var hendes mentor og sørgede for, at hun kom på Ryslinge Højskole og herefter på N. Zahles Seminarium i København. I en periode var hun også huslærer hos Krügers bror. Hun skrev to digte til hans ære: Det første fra 1877 hylder hans kamp for danskheden i Slesvig, det andet er skrevet som et mindedigt ved Krügers død i 1881.
Til H.A. Kryger, Landdagsmand
(i Marts 1877)
Et dejligt Blomsterflor fra Danas Have
blev sendt til dig i Slesvigs tunge Tid.
Det var en yndig, stor og mægtig Gave,
et Tusinds Tak for ufortrøden Id -
Nu jeg tillader mig – en slesvigsk Kvinde –
en lille fattig Krans til dig at binde.
Dengang, da jeg endnu var lille Pige,
da gamle Danmark var vort Fædreland,
da stod du højt paa Folkets Hyldingsstige,
du pristes som en ægte Danemand,
beundrende da tit Dit Navn blev nævnet,
hvor danske hjerter var til Fester stævnet.
Da kom den Tid, vi maatte Nakken bøje
for Overmagten – hvilken Sorg og Harm!
Vi saa da Blikket lyne i dit Øje,
mens Vreden lued’ i din danske Barm.
Dog end i Sorg du Trøst os kunde yde,
lod mangt et kraftfuldt Ord fra Læben lyde.
For Slesvigs Sag du tappert Ordet fører
og hviler ej, skønt Dage blev til Aar;
skønt Tidens Tand vel ogsaa dig berører,
i Aand og Daad du som en Yngling staar.
Thi Tiden kan vel selv den stærke ramme,
men Aanden er og bliver dog den samme.
Hav Tak, at du end ikke Modet taber,
skønt mangen Hindring lægges paa din Vej.
Hav Tak, Hav Tak, fordi du ej forsager,
din Viljes Kraft dog endnu svigter ej;
saalænge Haabet aldrig fra dig viger,
saalænge efter bedre Kaar vi higer.
Og skal engang vi se den dag oprinde,
da atter vi skal løses af vor Tvang,
da vil hver ærlig, trofast Mand og Kvinde,
Istemme, Dig til Ære, Jubelsang!
Nej, aldrig skal dit Navn os gaa af Minde,
en Hæderskrans vi alle dig vil binde!
Ved H.A. Kryger’s Død
Henover Land et Budskab der lød
”Nu er det forbi! Nu er Kryger død!”
Forbi! – ja, hans Kamp er tilende.
Gud Fader, som ser til de lidende ned,
har hentet ham hjem til hin evige Fred,
hvor Sjælen sin Hvile skal kende!
Det er forbi, forbi med den Røst,
som før har lydt til vort Haab, vor Trøst,
har lydt til vort Forsvar dernede –
hvor ligger der dog i de simple Ord
en Sorg saa tung, saa uendelig stor. -
Forbi midt i Kampens Hede!
Hvad er det, som sig knytter dertil
lig et trøstende, stemningsfuldt Sørgespil,
mens Kirkeklokkerne kalder?
Det er ordet der klinger, hans eget Bud:
”Staa fast I yngre, hold frejdigt ud –
Staa fast – naar jeg engang falder.”
Med dette Løsen i Barmen lagt,
hvert haabefuldt Ord han har os sagt
med dette for Øje i Striden,
skal Fjenden os finde hver eneste Dag.
Hans Krygers Ord om vor egen Sag
nej aldrig vi glemmer det siden!
Hans Navn ej mere ved Valget staar,
en trofast Efterfølger han faar,
om ham vil de slutte sig sammen,
og mindes i Daad hint sande Ord:
En liden Hær bliver tifold stor,
naar Enighed danner Rammen.
Hans Minde skal fredes blandt Store og Smaa,
for os alle det skal saa levende staa –
omend vi bliver trætte med Tiden,
vi vil bære det frem, hvad til os han har sagt,
til vor Efterslægt paa den seneste Vagt:
Hold ud til I segner i Striden!
Kildehenvisning:
Efterladte Digte af Henriette Gubi. Udgivet af Hans Petersen. Gråsten 1901, s. 5-6 og 11-12.