Gå til leksikonoversigt

Romregatta

Begreber

 

Romregattaen på Flensborg Fjord er en kapsejlads for gaffelriggede sejlskibe med op til 100 deltagende skibe. Sejladsen finder traditionelt sted i weekenden efter Kristi himmelfart og er det største af sin art i Norden.

Regattaens navn henviser til Flensborgs traditionelle rolle som romproducerede handelsby (se artiklen Romproduktion). Skibe fra Flensborg sejlede i 1700- og 1800-tallet på Dansk Vestindien og hjembragte herfra caribisk sukkerrør, som efterfølgende blev forarbejdet til rom. 

Selve Romregattaen er blevet afholdt siden 1980 og organiseres af frivillige tilknyttet Flensborg Museumshavn. Efter en beskeden start med omkring 30 skibe blev regattaen fra midten af 1980’erne til en større begivenhed, som i dag tiltrækker flere tusinde tilskuere. 

Som optakt på regattaen sejler allerede på himmelfartsdagen en del af skibene fra museumshavnen i Kappeln til Sønderborg, den såkaldte silderegatta. Dagen efter sejler skibene fra Sønderborg til Flensborg, den såkaldte Flensborg Fjord-regatta. Samme dag samles de mindre skibe og sejljoller til Lillefisker-regattaen. Selve romregattaen finder sted om lørdagen. Kapsejladsens startlinje er ved Sosti (tysk: Wassersleben), hvorfra skibene sejler til Holnis (dansk: Holnæs) og Rinkenæs sydvest for Gråsten og tilbage igen. 

Som noget særligt gælder det ikke at vinde løbet, men at blive nummer to. Båd nummer to får en treliter flaske rom fra det lokale romhus Hansen som præmie, mens båd nummer et kun får hån og et grimt ”trofæ”. Skipperne er derfor meget opsatte på at undgå at komme over målstregen som den første. Derudover uddeles der priser til de bedst vedligeholdte og de bedst restaurerede skibe.

I selve Flensborg afholdes der i weekenden efter Kristi himmelfart marked med fest og gøgl. Tilskuerne kan komme til Open Ship på udvalgte skibe og i museumshavnen få indblik i aspekter af det traditionelle bådbygningshåndværk.