Sønderjysk Arbejderforening (SAF)

Sønderjysk Arbejderforening (SAF) udsprang af Dansk Arbejderforening for Nordslesvig, som blev stiftet i 1911 i Haderslev. Ved udbruddet af 1. Verdenskrig indstillede Dansk Arbejderforening for Nordslesvig sine aktiviteter. I november 1918 genopstod foreningen som Sønderjysk Arbejderforening, som havde til formål at varetage husmænds, landarbejderes, arbejderes og mindre håndværkeres interesser. Foreningen, der særligt stod stærkt i landsognene, udgjorde en konkurrent til det danske Socialdemokrati. SAF arbejdede for et socialt engagement samtidig med fastholdelsen af et nationalt synspunkt. Et samarbejde mellem SAF og det danske Socialdemokrati blev i februar 1919 afvist af statsminister Thorvald Stauning, da Socialdemokratiet opfattede SAF som en forening med et tidsbegrænset formål og levetid. Fra foråret 1919 udgav foreningen sit eget ugeblad, Sønderjyden.

I november 1918 havde foreningen 373 medlemmer, men medlemstilgangen eksploderede efter krigen. Den store tilslutning skyldtes hovedsageligt mobiliseringen forud for folkeafstemningen om Sønderjyllands fremtidige tilhørsforhold. Kort før afstemningsdagen den 10. februar 1920 opgjorde SAF sit medlemstal til 12.730. Efter Genforeningen tilsluttede langt de fleste medlemmer af SAF sig Socialdemokratiet, enkelte meldte sig ind i Det Radikale Venstre, og en del blev partiløse. 

I 1954 genopstod Sønderjysk Arbejderforening som en sammenslutning inden for det danske mindretal i Sydslesvig med politiker og forfatter W.L. Christiansen som formand. Foreningen blev tilsluttet den danske hovedorganisation Sydslesvigsk Forening. Den genoprettede forening skulle opretholde forbindelsen til socialdemokratiske kredse i Danmark. 

I dag er SAF en dansk socialdemokratisk forening for Sydslesvig, der ikke driver partipolitik, og som er tilsluttet Sydslesvigsk Forening. 

Se også artiklen Arbejderbevægelsen i Sønderjylland.