Da den teaterbesatte aristokrat Frederik Ahlefeldt-Laurvig (1760-1832) slog sig ned på Tranekær Slot på Langeland omkring 1791, begyndte han straks at indrette et teater og et musikkapel. Han havde længe været leder af hofteatret ved Gottorp Slot i Slesvig og kunne derfor tage en stor del af ensemblet med derfra. Således flyttede en stribe musikere med ham fra Slesvig til Langeland, og alle de ugifte af musikerne fik lov til at bo på Tranekær Slot.

Men det var ikke nok for den altid driftige Ahlefeldt-Laurvig, så han gik i gang med at lokke andre musikere til Langeland. Det gjaldt eksempelvis klarinettisten Johann Gottlob Jähningen. Ahlefeldt-Laurvig overtalte ham til at flytte fra kongens København til Laurvigs Langeland. Det var forbundet med en vis risiko, da kongen – Frederik d. 6. – var kendt som et hidsigt gemyt.

Jähningen fik audiens hos kongen for at meddele ham sin beslutning og kom ind i gemakket, hvor kongen som altid stod i bagerste hjørne. Da klarinettisten havde fortalt, at han ønskede opsigelse for at drage til Langeland, skal Frederik d. 6. med små, hurtige skridt være gået helt over til Jähningen, plantet sin sabel mellem benene, set ham lige ind i øjnene og råbt: ”Han skulle dog betænkte, at han forlader en konge for at gå til en greve!” Jähningen fik dog lov til at drage af sted til denne greve: Frederik Ahlefeldt-Laurvig.

Dansk-tysk kultursammenstød

Historiker Mikael Kristian Hansen skriver om episoden i sin nye bog Frederik Ahlefeldt-Laurvig. Teatrets aristokrat i det dansk-tyske grænseland, der handler om en af oplysningstidens mindre kendte, men meget farverige skikkelser inden for det dansk-tyske grænselands teaterhistorie og dertil en særdeles europæisk indstillet person.

Ahlefeldt var tilsyneladende en ganske udmærket soldat, men temmelig uvidende om økonomi, forvaltning af godser m.m. Så meget desto bedre brugte han det meste af sin tid og sine penge på at skabe teater på en meget visionær måde.

Ahlefeldt-Laurvig blev som blot 32-årig leder af hofteatret på Gottorp Slot i Slesvig By og gjorde det på ingen tid til et af de vigtigste teatre i Nordeuropa. Kvaliteten var så høj, at han ikke engang brugte tid på at sammenligne sig med teatret i København, men konstant kiggede mod Europa. Det betød også, at det lille teater i mange af tidens dagblade nævnes på linje med teatrene i Wien, Hamburg, Weimar og Berlin.

Ahlefeldt-Laurvig var eksempelvis en af de første danskere, der fik øjnene op for på den tid ukendte navne som Mozart og Schiller. Han sørgede for, at Schillers sørgespil Don Karlos jævnligt blev spillet allerede omkring år 1793 – til sammenligning fik det provinsielle København først øjnene op for mesteren Schiller og Don Karlos i 1831.

Tysksproget teater

Ahlefeldt-Laurvig havde selv rødder i grænselandet, og hans slægt var gammel holstensk adel. Selv om han var dansksindet lod han teatret ved Gottorp Slot være tysksproget. Han slap dog ikke for tidens sammenstød mellem dansk og tysk.

Særligt markant blev det på Fyn, hvor han bidrog til at grundlægge Odense Teater. Det lokale borgerskab havde længe forsøgt at holde et teater i live i byen, men med beskeden succes. Da aristokratiet så med støtte fra den kyndige Ahlefeldt-Laurvig, forsøgte at overtage teateret, kom det til stridigheder, fordi borgerne ikke kunne lide, at der skulle spilles og synges på tysk.

En af de heftigste kritikere var en boghandler ved navn Christian Iversen, der konsekvent hånede alle aristokratiets opsætninger i lokalavisen. Han mente sig så upopulær, at han var i fare for at blive gennempryglet af aristokratiets maskerede tjenere ved et maskebal. Det blev dog ikke nødvendigt. Borgerskabet kunne ikke forstå tysk, og derfor fik teateret problemer.

Mikael Kristian Hansens vurdering er, at denne sprogkamp ikke handlede om nationalitet. Hverken borgerskab eller aristokrati gik på dette tidspunkt i Odense ret meget op i nationalt tilhørsforhold. Det handlede om kvalitet, og her holdt aristokraterne på det tyske, og borgerskabet på det danske.

Bogen tegner et billede af en hovedfigur i teaterhistorien på begge sider af grænsen. En kunstnerisk drømmer-type af en greve, der kørte sine godser økonomisk i sænk, fordi kunsten betød alt. Tydeligvis også mere end de nationale spørgsmål.

Mikael Kristian Hansen: Frederik Ahlefeldt-Laurvig. Teatrets aristokrat i det dansk-tyske grænseland. Teatermuseet i Hofteatret. 185 sider. 150 kr.