Trump. Brexit. Udviklingen i Ungarn under Victor Orban. Erdogan i Tyrkiet. AfD i Tyskland og Nye Borgerlige i Danmark. For blot at nævne nogle af eksemplerne på den udvikling i vores verden, som lige nu er i centrum. Det handler om grænser, mindretal og flertal og i sidste ende om demokrati.

Hele denne udvikling kan kortfattet samles i et enkelt overordnet spørgsmål, som alle ovennævnte bruger direkte eller indirekte for at nå deres politiske mål, nemlig: Hvor går grænsen? Og svaret er naturligvis, at grænsen er den linje i landskabet, som definerer, hvortil en stats suverænitet når.

Når man spørger på den måde, ligger svaret lige for, og allerede der er vi ledt ind i en endimensional tankegang, hvor grænse er et enten-eller. Enten er vi i Danmark eller også er vi i Tyskland. USA eller Mexico. Ungarn eller Kroatien. Det er en tankegang, som er let forståelig og som nemt kan skærpes af nationalistiske og populistiske politikere, og som kan ende med ikke blot en linje gennem landskabet, men en toldmur (mellem Storbritannien og Irland) eller en fysisk mur (mellem USA og Mexico).

Men man kunne også spørge ”Hvad er en grænse”? Er den alene en linje? Eller kan grænsebegrebet også forstås som et todimensionalt rum, et område med længde og bredde, hvor dele af to staters suverænitet nedtones, og der gives et rum for fælles løsninger udformet ikke af staten, men af regionale aktører på begge sider af en grænse?

Det er bl.a. denne diskussion, som på fremragende vis behandles i bogen Europas grænser, som anmeldes andet steds i dette nummer af magasinet Grænsen. Alene bogens forside afslører ved at vende ordet grænser på hovedet, hvad det drejer sig om. Forfatterne kunne også have spejlvendt bogstaverne, for endnu tydeligere at vise, at det er krævende opgave at arbejde med grænsebegreber.

Vi står over for 100-året for folkeafstemningen, grænsedragningen og Sønderjyllands genforening med Danmark. Og Grænseforeningens 100-års jubilæum. Grænsedragning og Grænseforening er to sider af samme sag. I de kommende par år vil der komme et stærkt fokus på denne historie og fortællingen om grænsen og grænsedragningen. Og som Grænseforening har vi en særlig forpligtelse til at fremme debatten om, hvor grænsen går, og hvad en grænse egentlig er.

Grænser og grænsebegreb er ikke alene historie, men helt centralt i den aktuelle debat. I Danmark. I Europa. I verden. Grænseforeningen burde med sin 100-årige historie for længst have nået støvets alder, men lige det modsatte er ved at ske. Vi står som den eneste folkelige aktør med vores 100-årige fokus på grænse og mindretal med en enestående mulighed for at gøre jubilæet relevant for nutiden. Er grænsebegrebet i både juridisk og folkelig forstand et enten-eller, som det af indlysende årsager var ved folkeafstemningen i 1920, og som stærke populistiske kræfter i dag forsøger at genkalde? Eller kan grænsebegrebet anno 2020 forstås på en anden måde?

Der er nok at diskutere.

Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen