Genforeningen blev markeret med bold og net ved grænsen
Fodboldklubberne Bov IF i Sønderjylland og Harreslev-Kobbermølle syd for grænsen var to af de klubber, der i weekenden markerede 100-året for Genforeningen med fodtennis. Eventet var arrangeret i et samarbejde mellem DBU Jylland og Grænseforeningen under overskriften ’Genforen dit fællesskab’.
Bov IF og Harreslev-Kobbermølle, der har adresse på hver sin side af den dansk-tyske grænse, spillede fodtennis ved grænseovergangen Rønsdam for at markere 100-året for Genforeningen.
Foto: Leif Christensen/LLN Press
Grænseovergangen Rønsdam ved Bov var sidste weekend blandt de steder, der blev benyttet til at markere 100-året for Genforeningen med et spil fodtennis.
Her mødtes fodboldklubberne Bov IF og Harreslev-Kobbermølle Ungdomsforening (HKUF), der har adresse på hver sin side af den dansk-tyske grænse.
”Vi vil selvfølgelig gerne være med til at fejre Genforeningen på denne måde”, sagde Frank Thietje, formand for fodboldafdelingen i Bov IF, ifølge DBU Jyllands hjemmeside.
Det er DBU Jylland og Grænseforeningen, der står bag eventet under overskriften ’Genforen dit fællesskab’ med støtte fra Sydbank Fonden. I alt var 63 klubber fra hele Jylland tilmeldt markeringen. Om initiativet siger Knud-Erik Therkelsen, generalsekretær i Grænseforeningen:
”Det er meget glædeligt, at 100-året for Genforeningen nu er blevet markeret på fodboldbaner og andre kreative steder i hele Jylland med fokus på fællesskabet. I Grænseforeningen er vi optagede af at genforene vores fællesskab lokalt og nationalt efter coronapandemien, og det her er et godt skridt på vejen”, siger han.
Fodtennis-kampen ved Rønsdam-grænseovergang, der ligger ved grænsesten nr. 32, fandt sted på den danske side af grænsen. Efterfølgende blev der tændt op i grillen og serveret ringriderpølser og Bratwurst.
Flere nyheder: