Undervisning betyder ikke at vise et under, men at vise det, der ligger under. Det, vi ikke kan se, men som vi gerne skal kunne se for at forstå de større sammenhænge. Børn – men også os voksne – ser ikke historien, selvom vi befinder os midt i den. Vi lever i Danmark, i Tyskland eller måske i det dansk-tyske grænseland, men ser ikke historiens vingesus, med mindre vi får den fortalt eller rettere vist.

Sigurd Barrets bog, Sigurd fortæller om Genforeningen, er ikke bare en fortælling om en historisk begivenhed eller en beretning om en grænse, der skiller Danmark og Tyskland, men den er undervisning, når den er bedst. På sin egen særlige måde viser Sigurd meget præcist og vedkommende alt det, vi ikke ser, selvom i befinder os midt i tiden.

Vi ved, hvor grænsen ligger, hvad Danmark og Tyskland er, og vi kender til egne og byer som Flensborg, Aabenraa og Fredericia. Men selvom vi besøger de kendte steder, er der noget, vi ikke ser. Historien på godt og ondt. Alt det viser Sigurd Barrett i sin bog, der har undertitlen En historie om at leve side om side med andre.

Bogen forbinder fakta, fortælling, sang, musik og billeder stilsikkert og skaber en fortælling om Genforeningen, som vi i måske slet ikke anede fandtes. Gennem 18 små kapitler, bliver vi alle – små som store – taget med tilbage til starten af historien og helt frem til i dag. Og det er noget af en bedrift. For hvad er Genforeningen egentlig, og hvem interesserer sig for den?

Hvorfor skal børn lære om en lille bitte grænsedragning i en kæmpestor verden? Deres fremtid er global ikke lokal. Hvorfor er det vigtigt at vise dem, at sproget ikke er en selvfølgelighed, når de nu med Google har adgang til alverdens sprog? Og hvorfor er det vigtigt at fortælle, at den grænse, vi tager for givet, engang ikke var så givet, men tværtimod omstridt? Hvorfor skal vi stadig fortælle og undervise om Genforeningen?

Sigurd begrunder det ikke ud fra den store og tunge historie, men gennem små historiske fortællinger med levende og flotte illustrationer af Jørgen Eivind Hansen. Der er historien om Anders, der først kæmpede for slesvig-holstenerne og senere for den danske konge, men som egentlig bare ville leve i fred. Der er historien om Hans, der gemte Dannebrog i 51 år i håbet om engang at kunne tage det frem igen. Eller historien om tjenestepigen Maren, der ikke måtte arbejde, fordi hun var dansk, og om bum-bum-Zacharias, der med krudt og kugler gik i druk. Og der er også historien om gullaschbaronen, der tjente tykt på andres ulykke og tyske familiegrave, der måtte graves op for at gøre plads til Istedløven. Gennem små fortællinger og illustrationer bliver fjerne begreber som håndfæstning (up ewig undgedeelt), Stænderforsamlingen, sprogreglerne, Grundloven, Treårskrigen, Dybbølmærker, Novemberforfatningen, Sprogforening, sønderjysk kaffebord, fredsaften i Berlin m.m. gjort levende og vedkommende.

Med brug af sang, billeder og fortælling, formidler Sigurd historien om et grænseland, en historie, som det er værd at lytte til, fordi historien på eksemplarisk vis bliver forbundet med nutiden og peger ind i en nær fremtid. Vi skal ikke lære om Genforeningen for at få bekræftet ydre grænser og skabe billeder om ‘os’ og ‘dem’, men for at forstå, at grænser først og fremmest er noget inde i os selv.

Jeg håber, at Sigurd fortæller om Genforeningen vil blive fortalt, læst højt og sunget derhjemme og i skolens undervisning. Bogen giver en fantastisk anledning til at tale med børn og unge om grænser, og hvad de betyder for mennesker. Om ydre og indre grænser, og hvordan vi kan lære at leve med grænser. Hvor går de grænser, som vi må prøve enten at nedbryde eller værne om? Hvem er de fremmede i dag, der inviterer til nye måder at leve sammen på? Det er Sigurd Barretts store bedrift, at historien om Genforeningen bliver levende og betydningsfuld, når den kommer ud af historiebøgerne og i stedet bliver vist gennem konkrete fortællinger, billeder og sange. Det er dygtigt gjort.