Sigurd Barrett spiller 100 koncerter om Genforeningen i hele Danmark i 2020.

Foto: Thomas Tolstrup

Sigurd Barrett: “Genforeningen minder os om, at vi skal rumme hinanden"

Genforeningen 1920-2020

Musikeren, forfatteren og komponisten Sigurd Barrett fortæller, hvordan det gik til, at han kom på den idé at spille 100 koncerter i Danmark i genforeningsåret 2020, skrive 17 sange og dertil en bog om Genforeningen

Sigurd Barrett indrømmer, at han ikke selv vidste særlig meget om grænselandets historie, da han i juni 2016 kørte til Flensborg for at spille koncert i Ansgar Kirke. Det var i den forbindelse, at han mødte Preben Kortnum Mogensen, der er dansk præst i Sydslesvig.

“Preben gav mig en pjece om grænselandets historie og spurgte, om jeg ikke ville skrive en sang til genforeningsjubilæet. Pjecen åbnede en helt ny verden for mig, og interessen var vakt efter meget kort tid. Det er jo en afsindigt spændende historie, som i den grad er væsentlig også i dag.”

“Selvfølgelig skal vi fejre 100-året for Genforeningen, og at mennesker selv kunne få lov til at bestemme, hvor de ville bo efter en folkeafstemning. Men for mig er den vigtige fortælling i dag, at vi som mennesker og nationer skal kunne rumme hinanden. Det kan lyde så banalt, men det banale har som regel en stor sandhed i sig. I dag står vi over for rigtig mange udfordringer, og for mig at se kan vi kun løse dem ved at vende tilbage til en forståelse af, at vi mennesker hører sammen. Hvis vi tager de kristne briller på, ville man sige, at vi skal elske vores næste. I mere fællesmenneskelige termer vil det sige, at vi skal kunne rumme dem, der er anderledes end os selv”, siger han.