Hvordan skulle en bog om Genforeningen i 1920 kunne indledes på anden vis, end med en skildring af kongens ridt over grænsen ved Taps nord for Christiansfeld? Hans Schultz Hansen kommer naturligvis ikke udenom denne nationalromantiske åbningsscene i sin bog Genforeningen om en af de nok mest kendte danmarkshistorier. Heldigvis dvæler bogen ikke ved myten fra 1920, men giver på præcis 100 sider en anskuelig, prægnant og først og fremmest moderne fremstilling af begivenhederne i 1920, særligt af den udvikling, der førte frem til folkeafstemningen.

Ideen om “folkenes selvbestemmelsesret” og dennes udmøntning i besvarelsen af det “nordslesvigske spørgsmål” er temaet for den første store del af bogen. Hans Schultz Hansen fører kyndigt og kort læseren gennem historien om hertugdømmet Slesvig, som var delt mellem “slesvig-holstensk-tyske” og “dansk-sønderjyske” krav.

Ideen om en deling af Slesvig blev for første gang ytret i 1848. Men på det tidspunkt var tiden endnu ikke moden til, at de stærke nationale krav kunne lægges til side: Hverken danskere eller tyskere ville give afkald på kravet om at få hele Slesvig. På lignede vis gik det med delingsforslag i 1864. Hvis den danske side havde tilsluttet sig mæglingsforslagene, ville der allerede dengang være blevet trukket en anden grænse, og de dansksindede slesvigere ville være blevet sparet for “de preussiske år”.

Det skulle dog vise sig, at det kom til at se sort ud for sønderjyderne, indtil de uventet fik chancen for et “comeback”, som Hans Schultz Hansen formulerer det. Tysklands forventelige nederlag i Første Verdenskrig og den amerikanske præsident Wilsons forslag om i fremtiden at trække grænser på baggrund af folkeafstemninger fik sat gang i den danske bevægelse i Slesvig. Her nævnes – ikke for første gang i bogen – en afgørende person: Det var sønderjyden H.P. Hanssen, som – med omtanke og inden den officielle våbenstilstand – forhandlede med den tyske side i Berlin med det klare mål at få en folkeafstemning om Nordslesvig.

Genforeningens umiddelbare forhistorie begyndte altså med direkte dansk-tyske forhandlinger. De fejlede, fordi de sejrende allierede magter blandede sig og tvang sønderjyder og rigsdanskere til at fremlægge det “nordslesvigske spørgsmål” ved fredsforhandlingerne i Versailles, hvor tyskerne ikke havde en stemme.

Hans Schultz Hansen anskueliggør de forskellige politiske holdninger til det “nord-slesvigske spørgsmål” i Danmark, som for de daværende danske hardlinere mere var et “slesvigsk spørgsmål”. Disse ”Dannevirkemænd” fremsatte krav om, at afstemningen også skulle omfatte Sydslesvig, mens den mere besindige H.P. Hanssen fandt, at kun afstemninger om Nordslesvig og Flensborg/Mellemslesvig var acceptable og fornuftige. Den danske regering måtte endda kæmpe for, igen at få Sydslesvig ud af fredstraktaten, hvilket lykkedes til sidst.

Resultatet af afstemningerne i februar og marts 1920 er alment kendt. Mindre kendt er det dog, at det var kongen, der lod sig rive med af nationalistiske kredse til at blande sig i den danske forfatning og ikke at ville anerkende tabet af Flensborg. Det resulterede i “Påskekrisen”.  Kongens forsøg slog fejl. Grænsen blev dér, hvor afstemningsflertallet ønskede den.

Særligt læseværdig er bogens sidste store kapitel om Genforeningens følger. For historien slutter ikke med kongens ridt over grænsen. En førhen velfungerende region blev delt i 1920, og et ret stort tysk mindretal blev nu danske statsborgere. Endnu mere betydningsfuldt var dog, at kravene om en grænserevision ikke forstummede. Først i 1955 blev de bragt til tavshed på begge sider af grænsen af en fremtidsorienteret mindretalsordning (København-Bonn-erklæringerne, red.).

Men hvad var “Genforeningen” egentlig? “Afståelse og deling”, spørger Hans Schultz Hansen og påpeger afslutningsvis, hvor forskelligt dette kapitel af den dansk-tyske historie kan tolkes, også i dag. I Tyskland er der i hvert fald ingen, der fejrer denne genforening – først og fremmest, fordi folkeafstemningen i 1920 ikke er en ‘tysklandshistorie’, der på samme måde som i Danmark tæller blandt de vigtigste historiske begivenheder. For tyskerne henviser ordet genforening udelukkende til den tysk-tyske genforening i 1990. Og mindet om 1920 er fuldstændig blegnet, også i Slesvig-Holsten.

Det er beklageligt, at så få slesvig-holstenere kan læse deres nabosprog – Hans Schultz Hansens bog alene ville retfærdiggøre et danskkursus!

‘Genforeningen’. Af Hans Schultz Hansen, 2019, 100 sider, Aarhus Universitetsforlag, er udkommet i serien “100 danmarkshistorier”, 100 kr.  

Anmeldelsen er oversat fra tysk af Merlin Christophersen.