For godt ti år siden udkom den fremragende bog ‘Danskere på Vestfronten 1914-1918’ af Claus Bundgård Christensen om de unge sønderjyske mænds lidelser som frontsoldater i skyttegravene i Belgien og Nordfrankrig under Første Verdenskrig. Bogen var en kraftpræstation af rang, og det er stadig den bedste bog, der er skrevet om det emne. Den giver overblik, systematik og forklaringer. Det svage punkt ved den type bøger er, at de tager tid og er krævende at læse. Det er til gengæld ikke tilfældet med Hans Christian Brodersens bog ‘I Ildlinjen’ fra 1933. Den er exceptionelt velskrevet, meget dramatisk og læser nærmest sig selv. Det skal dog siges, at bogen også fås som lydbog, og den skal man holde sig fra. At en højtlæser ikke har undersøgt, hvordan ukendte ord skal udtales, er ganske enkelt ikke godt nok. Det er en ommer, når navnet på den tyske forfatter Remarque udtales som om, han var en forfængelig, fransk kunstmaler fra Montmarte. Jeg mistede i hvert fald gentagne gange tråden og slukkede efter en times tid.

Dele af Brodersens erindringer vil for mange danskere virke bekendt, selvom de aldrig har læst bogen. DR filmatiserede nemlig uddrag af bogen i det tredje afsnit af ‘Grænseland’, som handlede om Sønderjylland i tiden under Første Verdenskrig, og hvor Brodersen blev spillet af Kasper Løfvall Stensbirk.

Hans Christian voksede op på Als i den fattigere ende af det sønderjyske landbosamfund. Allerede som niårig blev han sendt ud for at tjene, men den unge dreng sled og slæbte, og det var ikke forgæves. Han var dygtig i skolen, han fik ros for sin indsats i landbruget, og han udmærkede sig i gymnastikforeningen. I 1911 blev han værnepligtig ved et regiment i Danzig, og efter to år kunne han forlade kasernen med de fineste soldaterpapirer og en 4. plads ud af kompagniets 120 mand. Brodersen fik en stilling som landpost på Als, og kæresten Anne læste til jordemoder i Kiel. “Det var en dejlig tid … og alt syntes herligt og vel”, erindrede Brodersen mange år senere.

“Fronttilværelsen truffet på en Prik”

Tiden før 1914 står i skærende kontrast til det, der fulgte. Brodersen var med i krigen fra start til slut, og han og Anne brevvekslede flittigt. I 1933 fortalte han i et interview til avisen Hejmdal, at det var kritiske anmeldere af Erich Maria Remarques berømte bog ‘Intet nyt fra Vestfronten’, der fik ham til selv at skrive en bog. Anmelderne ville ikke tro, at forholdene ved fronten havde været så forfærdelige som beskrevet, hvilket harmede Brodersen, da det var “Fronttilværelsen truffet paa en Prik”. Han læste derfor alle sine breve fra fronten igennem og skrev dem sammen til en bog, men forlagene ville ikke udgive den. Den var for voldelig.

Forfatteren Marcus Lauesen anbefalede, at han gav bogen form af en dagbog – og hjalp nok også lidt med det sproglige. Det ville i hvert fald forklare, hvorfor bogen har så store litterære kvaliteter. Det er således ikke en dagbog fra krigens tid, som er blevet udgivet, men en blanding af feltpost, erindringer og krigsroman i et eller andet forhold, der ikke er til at afgøre. Det er nok mest erindringer, idet Brodersen i 1950’erne skrev en selvbiografi til rigspolitichefen, og her henviste han blot til ‘I Ildlinjen’ med hensyn til tiden 1914-19.

“Det var alt for frygteligt til, at det kan glemmes”

Brodersen var ikke en helt almindelig soldat. Han var både fysisk og psykisk usædvanlig robust, han kunne sit håndværk, og han fandt hurtigt en strategi til, hvordan man bedst overlevede. Hvordan han og ‘skorstensfejeren’ slæbte sig igennem det ene mareridt efter det andet er både fascinerende, ubehagelig men også fornøjelig læsning. Man skal dog ikke lade sig forblænde af den hårde mands bedrifter og tro, at ‘vor helt’ slap uskadt igennem. Det havde sin pris for alle. I 1933 blev Brodersen spurgt, om krigsoplevelserne kunne glemmes, udviskes, hvortil han svarede: “Det tror jeg ikke. De præger bestandig ens Liv, og der skal gode Nerver til at taale saa stærk en sjælelig Belastning. Endnu 15 Aar efter Front-Tilværelsen drømmer man om den, vaagner op af Skyttegravs-Drømme badet i Sved … nej, det var alt for frygteligt til, at det kan glemmes.”