Som optakt til 80-årsdagen for Danmarks befrielse 4. maj har en række erhvervsskoler over hele landet indgået et utraditionelt samarbejde med Frihedsmuseet og Frøslevlejren: Nemlig at bygge en rullende formidlingsvogn, der skal bygge bro mellem nutidens og besættelsestidens unge
Frøslevlejren og Frihedsmuseet har sammen med fem erhvervsskoler virkelig knækket koden til, hvordan historieundervisning kan være praktisk, tværfaglig, nutidig og direkte anvendelig. Uden at det bliver tungt og akademisk.
Mange af de unge, der gik til modstand under Besættelsen, havde også erhvervsfaglige uddannelser, og de brugte deres faglige viden til at udvikle innovative ideer i kampen mod besættelsesmagten.
Elever på fem erhvervsskoler i Horsens, Aarhus, Sønderborg og København har i løbet af marts i fællesskab bygget en rullende formidlingsvogn, der indeholder viden og inspiration om Besættelsens unge, deres valg og innovative opfindelser til at gøre verden til et bedre sted.
Eleverne på de udvalgte skoler har bygget hver deres lille del af vognen, og netop følelsen af fællesskab er helt centralt for projektet ifølge David Høyer, museumschef for Frihedsmuseet:
“Fællesskabet var afgørende for 80 år siden, da unge i Danmark tog sagen i egen hånd og sammen gik til modstand mod en alvorlig trussel. Og fællesskab er nødvendigt i dag, hvis unge skal tro på en god fremtid i en tiltagende usikker verden. Dette projekt vil forhåbentligt inspirere nye generationer til at tage ansvar og handle i deres eget liv.”
Erhvervsskoler vigtige i fremtidens Danmark
Og der er en særlig grund til, at det netop er erhvervsskolerne, Frihedsmuseet og Frøslevlejren har rakt ud til. Det fortæller Morten Teilmann-Jørgensen, museumschef for Frøslevlejren:
“Eleverne på erhvervsskolerne får en central rolle i fremtiden med opbygningen af den grønne omstilling og teknologiske udvikling. Men mange unge har svært ved tro på, at det nytter. Det vil vi gerne være med til at ændre ved at vise, hvordan fællesskab og innovation kan føre til betydningsfulde forandringer. Og inspirationen finder vi i modstandskampen under Besættelsen.”
De udviklede hemmelige skjulesteder til vigtige, illegale beskeder og kodesystemer.
Erhvervsskolen ‘Horsens Håndværker Kollegiet’ byggede første del af formidlingsvognen, som de resterende skoler så siden har bygget videre på. Den 5. maj – på 80-året for Befrielsen – vil den færdige vogn blive officielt indviet på Frihedsmuseet, og i løbet af efteråret vil den køre rundt i hele landet til skoler og kulturinstitutioner, så skoleelever og andre interesserede kan komme indenfor og opleve historier om unge modstandsfolk og deres innovative opfindelser – og forhåbentlig finde inspiration og ny viden.