Over den store rundbuede portal på Flensborghus centralt i Flensborg ses Frederik 4.’s monogram og Flensborgs byvåben i to sandstensrelieffer. Huset repræsenterer i dag om noget det danske i Flensborg. Her har flere af de foreninger, som udgør rygraden i det danske mindretal i Sydslesvig, hovedkvarter.

På anden sal tager generalsekretæren i Sydslesvigsk Forening (SSF), Jens A. Christiansen, imod. Han er fra Flensborg, men har tilbragt mange år i både Danmark og Tyskland syd for Sydslesvig.

“Flensborg er ikke en ren tysk by, det er en grænseby, hvor de danske spillede en utrolig stor rolle, og byen har haft en position i kongeriget som den andenstørste havn”, siger Jens A. Christiansen.

Han henviser blandt andet til den florisante handelsperiode i midten af 1700-tallet med søfart til De Dansk-Vestindiske øer.

Han tilføjer, at Flensborg først kom nærmere det tyske eller det preussiske efter 1864, hvor byen mere og mere udviklede sig på tyske præmisser, og der fandt en kulturel og sproglig påvirkning sted, som trængte det danske lidt i baggrunden.

I dag er der en stor rummelighed og god plads til, at det danske har en naturlig plads ved siden af det tyske som udgør flertallet i Flensborg.

“Både tyskere og danskere har en positiv indgang til vores by, som vi er fælles om. Jeg ser noget fra en dansk historisk vinkel. Og den tyske nabo ser det fra en tysk. Og det kan vi gøre fredeligt og åbent, og deri ligger ikke en kulturkamp. Det er mere udtryk for den fredelige sameksistens, vi har i dag. At vi kan sige det, og at man accepterer det, og på den måde accepterer man hinanden.

“Det, der er tysk, er ikke nødvendigvis skidt, og det, der er dansk, er ikke nødvendigvis godt. Men jeg er er nu bare udrundet af, at jeg er født ind i at være dansk i Flensborg, henholdsvis Sydslesvig, og det er mit grundvilkår. Men den tyske kultur og det tyske sprog har også påvirket mig, og sådan gælder det mange sydslesvigere; vi ville ikke undvære det tyske, for det er selvfølgelig en vigtig del af vores dannelsesunivers; ja, ved lidt omtanke gælder det vel for enhver dansker. Vi er jo præget af de store tyske tænkere, teologer og videnskabsmænd.” siger Jens A. Christiansen.

Dansk by

Han møder dog stadig nu og da i det tyske flertal en opfattelse af det danske som et mindretal på lige fod med mindretal, der er indvandret til Tyskland.

“Det er ikke fordi, vi har noget imod disse mindretal, men der skal man så skelne imellem, hvad der er et nationalt mindretal, og hvad der en etnisk minoritet. Og den oplysningsopgave, den har vi så stadigvæk, må jeg konstatere. Derfor er hjemstavnsbegrebet meget vigtigt for det danske mindretals selvforståelse. Vi er ikke kommet til via folkevandring, men vi har altid været her, og det danske har altid været en del af Sydslesvig og af Slesvig-Holstens historie, og det kræver stadig noget energi at genfortælle den historie.”

SSF er en kulturel forening, som bringer den danske kultur i spil gennem arrangementer og lokalforeningsarbejde. Også til gavn for det tyske flertal i Flensborg og Sydslesvig.

“Det danske mindretal og SSF i særdeleshed formidler jo ikke dansk, nationalistisk kultur på den måde, at det skal være snævert dansk, hvordan man så end ser det, vi er en del af det danske sprog og kulturområde. Vi sørger for, så vidt vi kan, her i Sydslesvig at stille de kulturtilbud til rådighed, som er i Danmark, og som er levende i Danmark, siger Jens A. Christiansen.

Han tilføjer, at når man er en del af den danske kulturscene, enten fordi man kan sige, man har et rent dansk udgangspunkt, eller man er den internationale kunstner i Danmark, så er man også naturligt en del af den sydslesvigske kulturscene.

“Det er selvfølgelig med til også at åbne verden for den tyske nabo, som har mulighed for at sige: Jeg vil godt til den koncert eller jeg vil godt være med til den aktivitet. Jeg vil næsten vove at påstå, at en del af vores kulturarbejde også for den tyske borger er med til at åbne verden udover det danske perspektiv, fordi vores kulturtilbud er så vel klassisk dansk kultur som det kulturelle liv, der er i Danmark med udenlandske bidragsydere”.

Dansk er positivt

Jens A. Christiansen oplever i det hele taget, at den tyske befolkning ser meget positivt på både det danske mindretal og dansk kultur som sådan.

“Den almindelige tysker, navnlig i den nordlige del af forbundsrepublikken, har meget positive venerationer overfor det nordiske. Der er ligefrem folk, som, har sagt, at når de kører over grænsen, så kan de endelig ånde: ‘Wir können frei atmen”.  De har en klar fornemmelse af, at de bevæger sig ind i et frirum, hvor der er højt til loftet, og man kan se horisonten langt ude i landskabet, og der er hav.”

“Tyskerne stod ikke mindst efter Anden Verdenskrig i en situation, hvor man ikke bare materielt, men også mentalt skulle til at vænne sig til at finde et eksistentielt grundlag, der byggede på frihed, på demokrati, på alle de værdier, som var blevet undertrykt i nazitiden, og da tror jeg, at det føltes som en form for frigørelse at kunne komme til de nordiske lande.”

“Der er også respekt for den måde, demokratiske folkelige bevægelser har været med til at sætte skub i oplysningen i Danmark, du har højskolebevægelsen og andelsbevægelsen, du har etableringen og udviklingen af folkestyret. Alle disse elementer er med til at give det danske en særlig profil, også i forhold til det tyske. De meget klassiske danske udtryk ‘folkeligt’ og ‘frisind’ er man set fra et tysk udgangspunkt også fascineret af. Og af danskernes åbne og meget pragmatiske måde at løse tingene på, som jo skinner igennem i mange forskellige forhold”, siger Jens A. Christiansen.

Her mener han, at dansk mentalitet adskiller sig en del fra det, der foregår i Tyskland.

“Men den almindelige sydslesviger fornægter overhovedet ikke den tyske dannelsesbagage, vi har med fra det tyske, tværtimod. Men vi bekender os til Danmark, og som dansksindede er opgaven at fremme forkærligheden til det danske”, siger han.