Skolebørn fra Sydslesvig og Sæby fik kæmpe oplevelse ud af at besøge hinanden
For sydslesvigske børn er det vildt at komme til Jyllands nordligste punkt, Grenen, hvor Vesterhavet bruser til venstre og Kattegat til højre. Og for børn fra det nordligste Jylland er Istedløven bare kæmpestor i virkeligheden, og det er tankevækkende at gå mellem Kielerkanalen og Ejderen og fundere over, hvorfor grænsen ligger, hvor den gør.
Den sydligst beliggende dansk-sprogede skole er Vestermølle Danske Skole i Elsdorf-Westermühlen – eller Vestermølle på dansk – i Sydslesvig, lidt nord for Ejderen. En af de skoler, der ligger længst nordpå er Sæby Friskole, lidt syd for Skagen. Og det var en kæmpe oplevelse for eleverne på de to skoler at komme på udveksling hos hinanden.
Vestermølle Danske Skole var på besøg i Sæby i 2022, og Sæby besøgte Vestermølle Danske Skole i 2023. Det var Grænseforeningen, som formidlede kontakten mellem de to skoler i genforeningsåret ud fra det, Sigurd Barrett synger i sangen ‘Man må trække en grænse’:
“Lad da stemmerne klinge, lad sproget få lyd, så det danner en akse fra nord og til syd”.
I undervisningen på de to skoler blev der gjort brug af ‘Sigurd fortæller om Genforeningen’ – et projekt, hvor Grænseforeningen og Sigurd Barrett formidlede historien om Genforeningen i et nutidigt perspektiv i hele Danmark og Sydslesvig. Der er undervisningsmateriale, som stadig er relevant, og så skulle der være 100 koncerter med Sigurd Barrett fra januar til juli 2020. Nu kom det til at strække sig over noget længere tid, fordi både Danmark og Tyskland blev lukket ned på grund af corona.
Det gjorde samarbejdet mellem de to skoler og undervisningen i grænseland og genforening også.
“Vi fik en henvendelse i forbindelse med Genforeningen i 2020, og det gjorde vores opmærksomhed på grænselandet og Sydslesvig ekstra nærværende. Udvekslingen blev så først i 2022, da vi var frie af coronarestriktioner,” siger skoleleder Helle Krogsgaard fra Sæby Friskole.
Skolen i Sæby fik endda mulighed for at arrangere en af koncerterne med Sigurd Barrett. Det var i en periode i 2020, hvor der kom en lille åbning for, at man kunne spille udenfor med to meter mellem publikum.
“Så vi var det første sted, Sigurd spillede efter den store nedlukning,” fortæller Helle Krogsgaard.
Også Grænseforeningens lille tegneserie om Istedløven, ‘Istedløvens Odyssé’, blev brugt som undervisningsmateriale. Temaet om grænselandet og Genforeningen har været en del af næsten alle fag.
"De kunne noget, som vi kunne lære af dem. Og efter at vi havde været der, glædede vores elever sig selvfølgelig til at vise dem, hvor vi kommer fra", siger Gitte Hougaard-Werner, skoleleder Vestermølle Danske Skole.
Foto: Poul Struve Nielsen/Grænseforeningen
God stemning
Der er en vis aldersforskel på eleverne fra de to skoler, idet eleverne fra Sæby går i 0–8. klasse og er mellem seks og 17 år. På Vestermølle Danske Skole er der kun fire klassetrin – fra 1. til og med 4. klasse.
“Der var en rigtig god stemning, ingen berøringsangst. Vi var alle meget opmærksomme på at være sammen på tværs af klasser, nationalitet og køn, dansk og tysk. Deres store børn var dybt fascinerede over de ting, vi oplevede. De var nysgerrige. Og vi var opmærksomme på, at det ikke gjaldt om at dele sig op i klasser, men om at finde legefællesskaber. Eleverne fandt ud af at lege med nogen, der har den samme interesse, uanset om de gik i 3. eller 8. klasse, og vores store drenge så op til deres store drenge”, siger Gitte Hougaard-Werner, som er skoleleder på Vestermølle Danske Skole.
“Det var fuldstændig vildt for vores elever at møde nogle børn, der både taler tysk og dansk. At der findes børn, der sådan jonglerer med to sprog. Det var en ny oplevelse”, fortæller Helle Krogsgaard.
Udover undervisning i en masse fag lærte eleverne noget ved at se og mærke verden med sanserne. Den lokale genforeningssten i Sæby spillede således en stor rolle.
“Genforeningsstenen er en konkret føleting, vi alle er gået fordi mange gange uden at være stoppet op og have tænkt over, hvad den egentlig fortæller,” siger Helle Krogsgaard.
De to skolers elever besøgte sammen Genforeningsstenen i Sæby og sang ‘Man må trække en grænse’. De besøgte også Grenen på en fælles skoleudflugtstur, hvor de tog Sandormen og desuden så Råbjerg Mile og den tilsandede kirke.
“Det var sjovt at se en skole i Danmark. Det var en stor oplevelse at se Råbjerg Mile, Danmarks ørken. Det var fantastisk at synge sange sammen. De kunne noget, som vi kunne lære af dem. Og efter at vi havde været der, glædede vores elever sig selvfølgelig til at vise dem, hvor vi kommer fra”, siger Gitte Hougaard-Werner.
Da de nordjyske elever var i Sydslesvig, tog alle eleverne sammen den 58 meter lange rulletrappe ned under Kielerkanalen med rød-hvide Dannebrogshuer og gik på den seks kilometer tangen mellem kanalen og Ejderen. De sad på Europas længste bænk, som er 500 meter lang. Og desuden var de i Flensborg for at se Istedløven, som de kendte fra tegneserien, og de brugte en hel dag på Dannevirke.
Istedløven og historiens vingesus
“Tænk, hvis verden gik hen og fandt ud af, man kunne leve sammen i stedet for at holde øje med forskellene. Vi var nede at se Istedløven. Den var jo kæmpestor. Vi havde jo læst tegneserien og lært om slaget ved Isted Hede. Nu blev vi ramt af historiens vingesus. Det oplevede vi mange gange dernede”, siger Helle Krogsgaard.
Så der var masser af ting at lære om historien, danskheden, Sydslesvig, Sønderjylland og Genforeningen. Men det var også vigtigt bare at møde noget anderledes, som eleverne kunne finde inspiration i.
“Vores elever var så benovede over alle de ting, de så i Danmark”, siger Gitte Hougaard-Werner.
“Nu kunne de give lidt tilbage og vise skolen frem og vise, at her er det godt at være. Vi kunne mærke på børnene, at det har været en fantastisk uge, og forældrene har oplevet, at børnene er kommet hjem og har fortalt om deres oplevelser med de andre. Også A.P. Møller Skolen i Slesvig, hvor eleverne fra Vestermølle Danske kan komme i 9. klasse efter fire år på Ejderskolen, var fantastisk, for eleverne kunne vise deres fremtid mærke, hvordan de andre nærmest var misundelige over, at de skal derhen”, tilføjer hun og slutter med ordene:
“Jeg er kommet til at tænke på, at vi er selvfølgelig anderledes. Men først og fremmest har vi meget tilfælles”.
I Sæby boede de sydslesvigske elever på en lejrskole. Eleverne var sammen fra SFO’en åbnede klokken 6.30 til klokken 16.30. I Vestermølle sov de 60 børn fra Nordjylland i fem store telte på skolens areal.