Foto: Scanpix

Foto: Scanpix

Der kan siges meget godt om dansk uddannelse

ESSAY: Vi taler om uddannelse hele tiden, men hvad er der egentlig sket med uddannelsessystemet, siden de ældre årgange var børn, spørger Jørn Lund i dette essay

Sjældent har man som nu talt så meget i Danmark om uddannelser, fra skolestart til universitetsgrader. Hvor meget skal de små lære, og hvor meget skal de lege. Kan man ikke lære, mens man leger? I min generation måtte man lege i den kønsopdelte skolegård i frikvartererne, men bestemt ikke i timerne. Tingene var klart adskilt, og mange synes, at sådan skal det være igen. Skolen er kærlig, men slap, er det blev sagt, så nu må der strammes op med nationale tests, evalueringer etc., ligesom tanken om niveaudeling mellem de stærke og de svage elever jævnlig dukker op. Nogle vil have de mange indvandrerelever integreret i klasser, andre vil udskille dem i særlige klasser og skoler. Der er netop dukket eksempler op på, at visse skoler udklækker børnesoldater til ISIS. Men der er så mange modstridende rygter i omløb, at det er svært at orientere sig

Hvad med dannelsen? Alle går ind for dannelse, men få forstår det. Jeg har ydet adskillige bidrag til en forståelse, både i bog- og kronikform, men det hjælper ikke meget.

Alt er til diskussion på mellemtrinnet: Hvor meget matematik, hvor mange og hvilke fremmedsprog, hvor mange dansktimer på de forskellige trin? Skolerne har mulighed for at prioritere inden for ret snævre rammer, hvad der kan være fornuftigt i en tid, hvor eleverne sjældent går på samme skole gennem alle årene.

Privatskoler i vækst

Man kan spore en vis skepsis over for den offentlige skole, og flere og flere børn kommer på privatskole; forældrene betaler gerne mellem 1200 og 2000 kr. månedlig i forventning om, at det faglige niveau er højere - og nogle af dem i forventning om, at der er færre elever udefra.

Det diskuteres også, om eleverne skal have karakterbøger i de første skoleår. Lave karakterer kan forstærke et måske i forvejen svagt selvværd, man bliver sat i bås og bliver mindre interesseret i skolearbejdet. Andre mener, at tidlig karaktergivning er en fin introduktion til konkurrencesamfundet. I min skole var der specielle særklasser for de mindre bogligt begavede. Nu tales der om eliteklasser, eliteskoler osv. Det var utænkeligt for 30 år siden, hvis man ville tages alvorligt af lærerne.

Det almene gymnasiums succes

De fleste elever vil gerne have en gymnasial uddannelse, og det almene gymnasium er den helt store magnet. Det opfattes som et stort samfundsproblem. Man ser for sig et samfund befolket af advokater, mens håndværkere er meget efterspurgte. Det lyder ikke godt, men hvis der var flere lærepladser, havde vi langt flere håndværkere, og allerede i dag tror jeg, at en håndværker har en større indtægt end en folkeskolelærer, så det økonomiske incitament skulle være i orden. Men hvem skal overhovedet have lov til at komme i gymnasiet?

Vi havde en hidsig debat om, hvorvidt der fra folkeskolen skulle kræves et bestemt karaktergennemsnit, og om dette i visse fag skulle være 2,4,7 eller 9. Skalaen går op til 12, og den er stærkt devalueret, også på Universiteterne, hvor jeg er censor.

Men stadig har universitetsuddannede højere prestige. Til flere politikeres ærgrelse vælger mange studerende humanistiske fag som sprog, retorik, historie, samfundskundskab osv. Mange politikere vil hellere have teknikere og ingeniører, og dem kan vi ikke undvære. Men at foragte studerende, som ønsker indsigt i humaniora, er en trussel mod refleksion og demokrati og viden om kulturer, andres som vores egen.

Det positive

Danmark er et af de få lande, som giver gratis undervisning fra 1. klasse til universitetsniveauet. Hertil kommer vistnok verdens største uddannelsesstøtte, SU. Man diskuterer i øjeblikket, om den skal sættes ned, fx at man kun fremover skal give ret til uddanne til bachelorstuderende, mens kandidatstuderende alene kan opnå fordelagtige lån. Kandidatstuderende har vist, at de en studieegnede, det har bachelorstuderende ikke. Måske vil man sikre sig, at de ikke bruger studietiden til erhvervsarbejde, men det gør de nok alligevel, ligesom kandidatstuderende. Erhvervsarbejde kan være nyttigt i mindre doser, men er principielt fordybelsens største fjende.

Der kan også siges meget andet godt om dansk uddannelse. Danske medarbejdere og ledere er højt værdsatte, specielt i udlandet, så noget må vi kunne. Måske at fastholde andres lyst til livslang læring, måske ved at inddrage medarbejdere på lavere niveauer i samtaler, hvor de er sagkyndige. Og ved at tænke mere på sagen end på hierarkiet.