Sprog skaber identitet. Og kulturel brobygning. I Danmark er modersmålet dansk, og vi kalder tillærte sprog for fremmedsprog. I grænselandet forholder det sig anderledes i mindretallene. Sydslevigere opvokset i det danske mindretal er to-sprogede. Dansk og tysk – for nogles vedkommende også frisisk -  er ligeværdige sprog, og ingen af sprogene er ”fremmedsprog”. Det gør noget ved identiteten og betyder, at man kan færdes hjemmevant i to kulturer uden at skulle ”oversætte”.

Af samme grund er sprogdebatten i Sydslesvig vigtig. Det danske sprog er presset, for i mange familier er hjemmesproget tysk. Derfor kipper jeg med flaget for AP. Møller skolens rektor, Jørgen Kyhl, der har taget fat om nældens rod og indført en sprogpolitik for skolen: Her undervises på dansk. Og der tales dansk! Sproget skal være et urokkeligt omdrejningspunkt.

Vi skal dog ikke lade os forskrække af, at der ofte tales tysk i hjemmene. Jeg kender det fra min egen familie. Min mand er født i Flensborg. Hans far havde sin rod i det danske mindretal. Hans mor var tysk. I hjemmet talte man begge sprog, og det blev man ved med, da familien senere flyttede til Sønderjylland. Derfor er han tosproget. Og kulturel dobbelt-gænger.

I Danmark er tysk gledet fuldstændig i baggrunden. Engelsk dominerer overalt. Jeg deler fuldt ud professor Per Øhrgaards kritik af, at vi er blevet så ringe til at anvende andre fremmedsprog end engelsk. Læs interviewet inde i bladet.

Men hvordan kan vi ændre udviklingen, så vi skærper bevidstheden om sprog som kulturelle brobyggere?

Tja, vi kan angribe sagen både fra neden og fra oven. Hatten af for de kommuner i Sønderjylland, som har sat tysk på skoleskemaet fra 1. klasse. Det vil få betydning, men det tager tid. Til gengæld kipper jeg ikke med flaget for udviklingen på universiteterne og andre uddannelsesinstitutioner. Her har man simpelthen givet slip, og der læses stort set kun tekster på dansk og engelsk.

Da jeg læste filosofi og statskundskab i 1980’erne, var der ingen vej udenom. Filosoffen Immanuel Kant skulle naturligvis læses på tysk, og det samme var tilfældet, da jeg skrev speciale om Luther. Jeg hakkede mig gennem teksterne i begyndelsen, men endte med at læse teksterne ubesværet på originalsproget. Jeg taler ikke tysk som en ørn, snarere som en gråspurv. Men jeg læser og forstår sproget ubesværet.

Og ja  – det gør en kæmpe forskel. For sprog er også melodier og nuancer, der ikke kan oversættes. Sprog vækker følelser og åbner for kulturel indsigt.

Hvorfor den sproglige dovenskab har indsneget sig på uddannelsesinstitutionerne, skal jeg ikke kunne sige. Men der bør rejse sig en modbevægelse, præcis som på skolerne i Sønderjylland og på A.P. Møller skolen.

Det gavner unges muligheder på arbejdsmarkedet at kunne flere sprog, og det skal vi ikke vrænge af. Men det gavner sandelig også den mellemfolkelige forståelse at kunne røre et andet folks sjæl ved at møde dets kultur via den ”fremmedes” eget sprog.

Åh nej, sukker vi ofte, når vi hører om to-sprogede. Så er der nok problemer i farvandet. Tænk, om vi fik øjnene op for, at sprog skaber identitet, og at sproglige kompetencer er en nøgle til, at vi kan møde hinanden i kulturel øjenhøjde og gensidig respekt. Jeg bliver glad, når jeg i grænselandet hører samtaler, hvor den ene taler dansk og den anden tysk. I samme samtale og uden, det er noget, der bliver tænkt over.

På den front skal vi ikke lade den laveste fællesnævner, men det højeste ambitionsniveau være ledetråden. Og det gælder sådan set både syd og nord for grænsen.

Mette Bock var formand for Grænseforeningen fra 2014-2016.