Tilbage til nyhedsliste

Dansk-tysk familiefestival oplever stor interesse

8. oktober 2021

Knap 80 voksne og børn fra begge sider af den dansk-tyske grænse deltager, når ’Familie-sprog-festival’ for fjerde gang afholdes på lejrskole og kursuscenter Christianslyst i Sydslesvig 15.-17. oktober.

Der er stor interesse for Familie-sprog-festival på Christianslyst i Sydslesvig, der har fundet sted siden 2017. I alt er 20 familier tilmeldt i år.

Der er stor interesse for Familie-sprog-festival på Christianslyst i Sydslesvig, der har fundet sted siden 2017. I alt er 20 familier tilmeldt i år.

Foto: Tim Riediger

Når ’Familie-sprog-festival’ afholdes første weekend i den danske efterårsferie, 15.-17. oktober, bliver det med deltagelse af 20 familier fra Danmark og Tyskland. I alt deltager 77 voksne og børn i festivalen, der har til formål at skabe møder på tværs af grænsen og udvikle deltagernes sprogkompetencer på henholdsvis dansk og tysk.

Kirsten Rykind-Eriksen, formand for Grænseforeningen Kreds 20, der i et samarbejde med Sydslesvigsk Forening (SSF) og Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) står bag festivalen, glæder sig over de mange deltagere. 

”Vi bliver nok flere end vi nogensinde har været. Der kommer mange unge familier, men også tre-generationsfamilier, hvor både børn, forældre og bedsteforældre kommer med”, siger Kirsten Rykind-Eriksen.

Familie-sprog-festival er målrettet børn på 5-12 år og deres familier og blev for første gang arrangeret i 2017 på baggrund af ønsker fra dansk side om at blive bedre til tysk, og ønsker fra medlemmer af det danske mindretal i Sydslesvig om at kunne bruge deres danske noget mere. 

”Det tyske sprog har i mange år været nedprioriteret i Danmark, og derfor er der en lyst og et behov for festivalen. Det fungerer som en form for familiekursus, hvor aktiviteterne foregår blandet på dansk og tysk, og så må man anstrenge sig for at forstå sproget, og blive bedre”, siger Kirsten Rykind-Eriksen.

I år har festivalen temaet ’Grænser og mindesmærker – hvad er det?’ og fejringen af 100-året for Genforeningen som et centralt emne, fordi forrige års festival ikke kunne afholdes på grund af Corona pandemien.