Efter to slesvigske krige, to verdenskrige, to hundrede år, hvor frø af ugræs føg over hegnene og flertal og mindretal i det dansk-tyske grænseland så skævt til hinanden, fik den danske og den tyske regering med København-Bonn Erklæringerne skabt verdens fredeligste og mest tolerante grænseområde.

Den 29. marts 1955 underskrev Danmarks statsminister H.C Hansen (S) og Vesttysklands forbundskansler Konrad Adenauer (CDU) de gensidige erklæringer, der siden er blevet kaldt grænselandets grundlov eller ‘Magna Carta’.

H.C. Hansen havde som udenrigsminister året forinden rejst spørgsmålet om det danske mindretals forhold i forbindelse med forhandlinger i Paris om Tysklands optagelse i NATO.

Året efter enedes de to regeringer om erklæringerne, som især indeholder tre væsentlige punkter.

Det ene er sindelagsfriheden, som betyder, at man selv må vælge, om man vil være dansk eller tysk. Det skal myndighederne ikke blande sig i.

Det anden er eksamensretten, som betyder, at skolernes afgangseksaminer blev anerkendt, så for eksempel en studentereksamen fra det tyske gymnasium i Sønderjylland eller fra de danske gymnasier i Sydslesvig giver samme ret til at studere i begge lande.

Det tredje er undtagelsen fra fem procents spærregrænsen ved landdagsvalgene i Tyskland.

Det var det konkrete eksempel, den danske statsminister H.C. Hansen bragte på banen ved NATO-mødet i Paris i 1954. Det danske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), var røget ud af Landdagen i Slesvig-Holsten samme år trods 42.000 stemmer, mens det tyske mindretals parti, Slesvigsk Parti, i 1953 med kun 9.700 stemmer havde fået et mandat i det danske folketing.

Allerede i 1953 havde SSW fået en undtagelse fra spærregrænsen på fem procent ved valget til Forbundsdagen. 

Lidt af en genistreg

“Erklæringerne er på mange måder minimalistiske og elastiske. Lidt af en genistreg, for man har ikke behøvet udvide eller opdatere dem. De er lige så fleksible i 2025 som i 1995. De centrale budskaber er den gode vilje og ønsket om et godt naboskab”, siger historiker og 
minoritetsforsker Jørgen Kühl.

Han tilføjer, at erklæringerne faciliterer den positive udvikling.

“Man fik løst grænse- og mindretalsproblemer. Når man siger, der er mindretalsproblemer, anerkender man også den grænse, der er”. 

Erklæringerne har betydning for respekten om 
mindretallenes sprog og kultur. 

“Der er tale om erklæringer, som ikke bygger på detaljerede formuleringer, men tager afsæt i de almindelige borgerlige frihedsrettigheder i relation til, at et mindretal kan udfolde sin tilværelse indenfor den identitet, den kultur og det sprog, man ønsker at have”, siger generalsekretær Jens A. Christiansen, Sydslesvigsk Forening (SSF).

Hvad NATO-samarbejdet angår, går der kort tid, før det danske forsvar begynder at arbejde med Forbundsrepublikken for at forsvare sig mod Warszawa-pagtlandene mod øst.

Men har erklæringerne stadig betydning i dag? Fjenden er rykket meget længere væk. NATO er udvidet, så både Polen og de baltiske lande er allierede. Danmark og Tyskland er begge EU-lande, og mindretallene har det godt og samarbejder med hinanden.

Praktisk betydning i politik

På kontorgangen i den slesvig-holstenske landdag i Kiel, hvor SSW holder til, hænger der en plakat fra fejringen af 60-året for København-Bonn Erklæringerne.

De er også en væsentlig grund til, at SSW overhovedet repræsenteret i Landdagen. Ganske vist fik SSW mere end de fem procent af stemmerne ved det sidste landdagsvalg. Men det er ikke sikkert, partiet ville have haft tilstrækkelig opmærksomhed i offentligheden, hvis det ikke havde været repræsenteret der siden 1958.

I dag er der fire medlemmer af Landdagen. Og et af dem, Sybilla Nitsch, fortæller, at det i flere sager har været nødvendigt at henvende sig til både den mindretalskommitterede i Landdagen og til borgmestrene i de sydslesvigske kommuner. Her er København-Bonn Erklæringerne det, man kan henvise til. Så erklæringerne er ikke bare en del af historien. De har betydning for mindretallene den dag i dag.

“I amtsrådet i Nordfrisland sidder de og argumenterer med henvisning til København-Bonn Erklæringerne. Flertalspartierne vil reducere tilskuddene til to frisiske institutioner og dansk voksenundervisning”, siger Sybilla Nitsch.

“Det kommer igen og igen. Der kommer nye problemer og nye politikere.  Vi skal fortælle historien igen og igen. Det er helt naturligt, at flertalstyskere, også politikere, ikke kender til vores forhold. Men det er så vigtigt, at vi har erklæringerne med os, når vi gør opmærksom på det”, tilføjer hun.

Hauke Grella er leder af det tyske museum i Sønderborg. Han siger høfligt, at også forvaltninger i kommunerne i Nordslesvig, altså Sønderjylland, har måttet mindes om erklæringerne. 

“Der fandtes før nogle eksempler på, at de ikke var bevidste om det her. Så skulle man minde dem om, at det må man faktisk ikke gøre. Man må ikke bare spørge: Er du nu en del af det tyske mindretal”, fortæller han.

Det var den daværende Nordborg Kommune, som spurgte forældrene på en tysk børnehave, om de nu også rigtig var tyskere. For ellers kunne kommunen jo spare nogle penge ved at lukke børnehaven. Og den går ikke, for myndigheder og politikere har ingen ret til at blande sig i folks sindelag.

Konfliktløsning

København-Bonn Erklæringerne har altså en reel og praktisk betydning i dag. De er med til at fastholde de to lande på deres forpligtelser overfor mindretallene, og det bliver stadig af og til nødvendigt, selv om der i dag er tale om to helt igennem velintegrerede mindretal, som lever harmonisk sammen med flertalsbefolkningerne og ofte arbejder sammen om henvendelser til regeringer i begge lande, når flertalsbefolkningerne glemmer eller ikke forstår de særlige forhold i grænselandet.

“København-Bonn Erklæringerne har konfliktløsning som formål. Det betændte forhold mellem dansk og tysk er aftaget. Det har normaliseret forholdet mellem flertallene og mindretallene. De har nærmet sig hinanden”, siger Rejhan Bosnjak, historiker og forsker ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i Flensborg. 

I forbindelse med 60-års jubilæet for erklæringerne i 2015 udgav det danske udenrigsministerium et skrift af den daværende danske generalkonsul i Flensborg, historiker Henrik Becker-Christensen. Titlen var ‘Fra mod hinanden til med hinanden’. Det blev oversat til tysk, engelsk og russisk.

Samme år var generalkonsulen i Bukarest til en konference om mindretalsmodellen og det dansk-tyske grænseland sammen med den slesvig-holstenske landdagspræsident Klaus Schlie, formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger, det tyske mindretals hovedorganisation, Hinrich Jürgensen, og SSW’s daværende gruppeformand i Landdagen i Slesvig-Holsten, Lars Harms.

Det dansk-tyske grænseland havde udviklet sig til et mønstereksempel, som man brugte som model overalt i Europa. Det understreger erklæringernes succes.

I 1996 etablerer Danmark, Tyskland og Slesvig-Holsten sammen ECMI (det Europæiske Center for Mindretalsspørgsmål) i Flensborg.

“Der opstår en etnisk turisme. Det er en selvopfyldende profeti, og idet Europa får øjnene op for grænselandet, begynder alle parter i endnu højere grad at opføre sig, som om de var en model”, siger Jørgen Kühl.

Og konflikter

Modellen har nu også vist svaghedstegn efter den tid. 

I 2010 satte regeringen i Slesvig-Holsten tilskuddet til de danske skoler ned fra 100 procent, af hvad en elev på en tysk skole kostede, til 85 procent. 

Da SSW i 2005 blev støtteparti for en SPD-ledet regering, angreb CDU det danske mindretalsparti. I 2005 blev klager mod gyldigheden af afvigelsen fra spærregrænsen på fem procent afvist af Forbundsforfatningsdomstolen. Særreglen blev aktuel ved landdagsvalget i 2012, hvor SSW kun samlede 4,6 procent af stemmerne og fik tre mandater i parlamentet, som også skaffede partiet regeringsindflydelse.

I 2013 forfægtede CDU’s ungdomsparti København-
Bonn Erklæringerne. Den væsentligste klage var, at SSW ikke længere udelukkende varetog det danske mindretals interesse. Den klage blev afvist af den slesvig-
holstenske Landsforfatningsdomstol. Ifølge kendelsen er København-Bonn Erklæringerne folkeretligt bindende.

Begge gange var det Anke Spoorendonk, der var politisk leder for SSW i landdagen i Slesvig-Holsten. 

“I den politiske diskussion blev vores fuldgyldige mandat draget i tvivl. Men vi har jo altid været fuldgyldige landdagsmedlemmer. Vi har altid stemt om finansloven og alle andre emner. Det var et afgørende politisk valg i 2005, for vi sagde: Vi har et fuldgyldigt politisk mandat”, siger Anke Spoorendonk.

Mens afvigelsen fra fem procent-spærregrænsen var en del af de oprindelige erklæringer, har det i Danmark været nødvendigt at tilpasse sig efter det tyske mindretals parti, Slesvigsk Parti, for at leve op til ånden i erklæringerne.

Ved kommunalreformen i 2007, hvor 275 kommuner blev lagt sammen til 98 kommuner, blev mandattallet i de fire sønderjyske kommuner forhøjet til 31, og hvis Slesvigsk Parti ikke vinder et mandat, er der en mulighed for at få en tilforordnet i byrådet uden stemmeret, men med alle andre rettigheder.

Ved det første kommunalvalg blev der gjort brug af den ordning i Haderslev Kommune, men i dag har Slesvig Parti repræsentanter i byrådet i samtlige sønderjyske kommuner. I Tønder sidder Slesvigsk Parti ved Jørgen Popp Petersen på borgmesterposten.