Jeg er kommet for at få et godt liv”, siger Hamid. Den unge mand fra Yemen har taget en kort pause som medhjælper på Flensborg Banegård, hvor han tolker og hjælper de mange flygtninge, der hver dag ankommer til banegården på vej videre nordpå.

De er en del af den største strøm af flygtninge og migranter i Europa siden Anden Verdenskrig og et resultat af en åben asylpolitik fra den tyske regerings side. Flygtningestrømmene har medført kaotiske scener i de østeuropæiske lande og ved den tysk-østrigske grænse. Men sådan er situationen ikke i Flensborg. 

Hamid ankom til Flensborg i sensommeren efter at være flygtet til fods og med tog og taxa gennem Tyrkiet, Grækenland, Makedonien, Serbien, Ungarn og Østrig og endelig Tyskland. Han er ikke i tvivl om, at det er i Tyskland, han vil være, forklarer han.

”Som det ser ud i øjeblikket, er Tyskland det bedste land for flygtninge. Jeg kan lide Angela Merkel”, siger 20-årige Hamid, der har søgt asyl i Tyskland og drømmer om at få sig en uddannelse og tjene penge, så han kan sende penge hjem til sin familie, som han er bekymret for.

”Der er så megen uro i Yemen, og jeg kan ikke få kontakt med dem”, forklarer Hamid, inden han skynder sig videre.

En traumatiseret mor

Hamid er en af de gennemsnitligt 500 flygtninge, der dagligt siden september er ankommet til Flensborg Banegård, hvor halvdelen af ankomsthallen er omdannet til et modtagecenter for flygtninge. Modtagelsen bliver varetaget af ”Refugees Welcome - Flensburg”, der består af en gruppe privatpersoner. De samarbejder med foreningen Flüchtlingshilfe Flensburg, kulturhuset Volksbad og ungdomsorganisationen Sportpiraten.  Via Facebook har de frivillige indsamlet mad, tøj og legetøj til børnene.

En af de frivillige er Jane Menz, 33 år. Hun kiggede forbi den 9. september om aftenen, efter at ”Refugees Welcome - Flensburg” havde haft et opslag på sin hjemmeside om, at der var ankommet en større gruppe flygtninge. Siden da har hun været på banegården hver dag.

Denne mandag i oktober er der roligt på banegården med kun få flygtninge. Jane Menz fortæller om en lørdag aften, hvor der ankom 2.500 flygtninge på ét døgn. En mor, der havde en lille pige på armen, turde ikke at gå ind i banegårdshallen, fordi hun var bange for, at den bus, som skulle bringe hende og hendes familie til et overnatningssted, skulle køre uden dem.

”Den mor var dybt traumatiseret, så det endte med, at jeg stod ude i regnen sammen med dem i seks timer. Den lille pige ville være hos mig, fordi jeg var rolig.”

På vej til Sverige

I banegårdshallen er der en informationsskranke, hvor flygtningene kan henvende sig og blive betjent på flere sprog af frivillige tolke.

Der er opstillet borde og bænke og lavet boder med mad og drikke. I et baglokale hænger tøj på lange rækker, og støvler og sko står i papkasser på gulvet. Skilte fortæller på engelsk og arabisk og farsi, at alt er gratis, hvilket er muligt, fordi der er tale om private donationer.

På en af bænkene sidder ægteparret Rasia og Miragha fra Afghanistan med deres søn Amin på tre år. Deres anden søn Shra på 12 opholder sig et andet sted på banegården. Familien er ankommet fra Hamborg dagen forinden, og er nu på vej til Sverige. De har slået følge med fire andre mænd fra Afghanistan, som de har mødt på vej op gennem Europa.

”Alt er perfekt i Tyskland. Men vi vil alle gerne til Sverige, fordi vi har familie der”, siger Miraghi via en tolk.

”Jeg har fået min tvivl”

I den anden ende af ankomsthallen fortsætter livet, som det plejer. Flensborgere på vej til og fra togperronen sender nysgerrige blikke hen mod flygtningene. Men livet er ikke som det plejer, fastlår 70-årige Peter Brodersen, der er på vej ind i billetcenteret for at købe billet.

”Jeg synes, Angela Merkels udtalelse: ”Wir schaffen das” var rigtig, da hun sagde det. Jeg har i mellemtiden fået min tvivl, om vi klarer det. Det er så mange mennesker, det drejer sig om, og Flensborg og hele Tyskland er under et stort pres”, siger Hans Brodersen, der dog ikke mener, løsningen er at lukke grænserne. Derimod efterlyser han en større grad af solidaritet mellem EU-landene, og her tænker han ikke mindst på Danmark.

”Jeg er er lidt kritisk over for Danmark. Det lader til, at danskerne er glade, så længe flygtningene er væk fra dansk territorium. Løsningen må være, at alle EU-lande, herunder Danmark, fordeler flygtningene. I dag er det kun Tyskland, Sverige og til dels Østrig, der står med opgaven alene. Det er beskæmmende”, siger han.