Katrine Hoop, kommunikationskonsulent i Skoleforeningen:

For at svare på det spørgsmål skal jeg forklare, hvordan jeg blev engageret i det frivillige arbejde på Flensborg Banegård. Det var den 9. september om aftenen, og jeg var til et møde. Under mødet fik jeg en sms, hvor der stod, at 150 flygtninge var strandet på Flensborg Banegård."

"Jeg skyndte mig at sende en besked ud på den facebookside, som jeg havde oprettet kort tid forinden, om at der var behov for mad og liggeunderlag. Da jeg kom ned på Flensborg Banegård, var der allerede ankommet mange frivillige borgere. I løbet af natten kom der over 100 mennesker for at hjælpe, og det var meget bevægende. Man havde den fornemmelse: Dette her kan vi klare, bare vi står sammen."

"I dag står vi med et fantastisk netværk af frivillige og professionelle, der står for maduddeling, rådgivning og tolkning på Flensborg Banegård. Netværket består vel af 100 mennesker, der kommer og går. Derudover deltager blandt andet også Flygtningehjælpen i Flensborg, der står for tøjuddeling, Røde Kors, der står for overnatning for de flygtninge, der ikke kan komme videre, og Malteserrordenen, der står for samaritertjenesten. Brandvæsenet i Flensborg står også til rådighed, og det samme gør en gruppe læger fra Praksis Ohne Grenzen. En helt uvurderlig hjælp får vi fra de mange frivillige tolke, der enten selv er flygtninge, eller bor i Flensborg."

"For mig personligt har det været meget berigende og meningsgivende at kunne gøre en så konkret forskel for nogle mennesker, der er i en akut nødsituation. Det er voldsomt at komme så tæt på folk, der kommer fra krig og har været gennem en strabadserende og farlig rejse op gennem Europa. Det sætter mit eget liv i perspektiv, og mange bekymringer bliver pludselig ubetydelige."

"I Danmark taler man om pladderhumanister og i Tyskland om Gutmenschen. Jeg synes faktisk, det er skræmmende, at det er blevet til et skældsord at hjælpe mennesker. Jeg er vokset op i 1970erne og 1980erne, og dengang var det en menneskepligt at engagere sig i frivilligt arbejde. Nu beskyldes man for at gøre det af egoistiske grunde, fordi man vil vise sig og være moraliserende over for andre. For mig er det en helt absurd påstand. Når mennesker er i nød, er der ikke noget at rafle om: Så er man nødt til at hjælpe."

"Jeg skammer mig, når jeg har samtaler med flygtningene. Jeg skammer mig over, at jeg har det så godt. Vi lever i den samme verden, men de rejser illegalt, og jeg kan tage lige derhen, hvor jeg vil."

"Jeg vil slet ikke tænke på, hvor mange flygtninge, vi kan tage imod i Europa. Det er kynisk at sætte grænser. Man må tænke i løsninger. Efter Anden Verdenskrig var det flygtninge, der bragte fremskridt til regionen. Hvis vi bliver i stand til at integrere disse mennesker på en ordentlig måde, kan det blive et meget positivt møde. Vi må bare håbe, at populismen ikke får overtaget, men at vi husker, at vi er et ressourcestærkt samfund, der nemt kan favne rigtig mange." 

Jørgen Møllekær, chefredaktør, Flensborg Avis:

"Overordnet og i kort form så er det en historisk situation, vi befinder os i. Vi skal tilbage til Anden Verdenskrig for at finde en situation, der minder om denne. Dengang kom der en million flygtninge fra øst til Slesvig-Holsten. Men det blev ikke et anliggende for hele verden. I nutidens globale samfund, hvor informationer og billeder spredes i ekspresfart, forholder det sig anderledes."

"Fra avisredaktionen her i Flensborg har vi et godt udsyn til både Tyskland og Danmark. Store dele af den tyske befolkning har reageret spontant og hjulpet de mange flygtninge, og Tyskland er blevet symbolet på en humanistisk måde at reagere på, mens Danmark til dels uberettiget har fået et image af blot at være et transitland til Sverige."

"Det er indlysende, at den akutte situation kræver en humanitær indsats. Men selv i meget flygtningevenlige lande som Tyskland og Sverige har befolkningerne svært ved at håndtere, at der kommer så mange på så kort tid. For mig at se må det være helt legitimt at debattere de mere overordnede aspekter af det store antal flygtninge og migranter, der kommer til Europa i disse måneder."

"I den forbindelse har jeg noteret mig, at den offentlige debat foregår vidt forskelligt i Danmark og Tyskland. I Danmark føres debatten i en meget kontant og desværre nogle gange unødvendigt afvisende tone i forhold til, hvor stort problemet faktisk er i Danmark. I Tyskland er debatten også blevet skærpet over tid, men fra venstre til højre har den dog været mere afdæmpet."

"Årsagen er efter min mening historisk. Jeg tror ikke, vi kommer uden om, at de, der sætter tonen i den tyske debat, er sig meget bevidste, at Tyskland stadig har en arv at forvalte efter Anden Verdenskrig, og at det fortsat kræver soning."

"Debatkulturen i de to lande er naturligvis også præget af, at Tyskland er et stort land med 82 millioner indbyggere mod Danmarks knap seks millioner. Det giver en særlig sikkerhed i maven, når du som tysker ved, at der er mange, der er lige som dig med samme sprog og kultur. Et lille folk som det danske kan nemmere føle sig truet på sin identitet og få en følelse af, at situationen vokser ud af kontrol."

"Fremtiden afhænger af, hvor mange af de flygtninge, der får asyl, der kommer i arbejde og anstrenger sig for at lære tysk. I modsat fald havner vi i en situation, hvor disse mennesker bliver anset for at være en samfundsbelastning med spændinger og uro til følge. Allerede nu står vi i en potentielt farlig situation med knivstikkerier og afbrænding af asylcentre i både Sverige og Tyskland."

"Jeg har skrevet leder i Flensborg Avis under overskriften: Er det ved at være nok? Efter min mening må svaret på spørgsmålet være et ja. I begyndelsen talte man om, at Tyskland skulle tage imod en halv million flygtninge i år. Det ser ud til, at der vil være kommet halvanden million ved årets udgang. Det kan ikke lade sig gøre at integrere så mange mennesker på én gang."