Jeg føler mig som skotte og som europæer. Brite er jeg kun ifølge mit pas. Dansker kan jeg ikke sige, at jeg er, men jeg er dansksindet og føler stor samhørighed med Skandinavien og med mindretallene i Slesvig”.

Sådan definerer den 25-årige ph.d.-studerende ved skandinaviske studier på Edinburgh Universitet, Ruairidh Tarvet, sig selv, da magasinet Grænsen møder ham på Rønshoved Højskole.

Han inviterer på en spadseretur i højskolens park, og vi sætter os en på bænk med udsigt over Flensborg Fjord. Grå skyer dækker det meste af himlen, men indimellem bryder lidt sollys igennem og får bølgerne på fjorden til at lyse op i små glimt. Svaner og sejlbåde glider forbi som hvide pletter, og på den anden side af fjorden anes grønne marker.

”Da jeg kom her første gang, følte jeg mig hurtigt hjemme. Landskabet i Skotland, hvor jeg er vokset op, er mere dramatisk. Men mentaliteten her og hele regionen med dens mindretal og spændende historie, fascinerede og tiltalte mig”, siger den unge forsker, der er ved at lægge sidste hånd på sin ph.d.-afhandling om identitet og sprog blandt unge i det danske mindretal og det tyske mindretal.

”Ved grænserne er der bevægelse, sammenstød og sameksistens, og der opstår hybride kulturer og identiteter, som kan danne model for andre mindretal i Europa. Det særlige er, at det i Slesvig er lykkedes at finde en fredelig løsning på mindretalsproblematikken,” siger Ruairidh Tarvet, der bevidst bruger den gamle betegnelse Slesvig, der indtil 1864 var hertugdømmet beliggende mellem Ejderen i syd og Kongeåen mod nord.

Skældt ud for at tale skotsk

Ruairidh Tarvet er vokset op i Skotland, og i hjemmet og i hverdagslivet uden for skolen talte han skotsk. Men i skolen foregik undervisningen på engelsk, og eleverne blev skældt ud, hvis de slog over i skotsk i frikvarteret.

”Jeg voksede op med det britiske som noget, man ikke kunne sætte spørgsmålstegn ved. Men efterhånden blev det klart for mig, at jeg ikke følte mig britisk. Jeg følte mig skotsk, for den nationale identitet er ikke baseret på statsborgerskab og formaliteter, men på sprog, landskab og kultur. Denne subjektive identitet blev imidlertid ikke for alvor anerkendt i det britiske samfund. Men det gik først for alvor op for mig, da vi skulle stemme om skotsk uafhængighed i 2014”, siger han og tilføjer:

”Min baggrund gør, at jeg forstår mange af de følelser og identitetsspørgsmål, som de unge i Slesvigs mindretal tumler med. De har hybride identiteter, hvor både det tyske, danske, regionale og europæiske spiller en rolle. Men de oplever, at denne sammensathed ikke for alvor anerkendes eller accepteres i flertalssamfundene. Derfor føler mange af dem sig mest hjemme i en mindretalssammenhæng”, siger han.

Hans ph.d.-afhandling er baseret på arkivstudier, interviews og en spørgeskemaundersøgelse, som blev besvaret online af unge fra det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland. I alt deltog 208 personer i undersøgelsen, heraf 120 personer fra det danske mindretal, 32 personer fra det tyske mindretal, 18 personer, der erklærede sig både danske og tyske, og 38 personer, der definerede deres tilknytning til mindretallene på andre måder.

”Besvarelserne viste tydeligt, at der for begge mindretal er tre dimensioner, som de uvilkårligt må forholde sig til: Den regionale, den nationale og den transnationale. Det er karakteristisk for de unge, at de føler sig meget som europæere og meget som slesvigere, men knap så meget som danske eller tyske. De fleste føler meget stærkt for EU som institution og sætter deres lid til det europæiske fællesskab. Så EU’s krise bliver også deres identitetskrise”, siger han.

Tilfældighed førte til Slesvig

Ruairidh Tarvet taler et formfuldendt dansk, hvor kun en svag accent afslører, at han først stiftede bekendtskab med det danske sprog som studerende på skandinaviske studier på Edinburgh Universitet og først for alvor begyndte at tale det, da han i 2011 var på et tre uger langt stipendieophold i Danmark. Han regnede med, at han skulle tilbringe tiden i København og omegn. I stedet fik han tilbudt ophold på Rønshoved Højskole knap ti kilometer fra Gråsten.

”Det var en sjov tilfældighed, at jeg kom netop hertil, for jeg har en svag tilknytning til regionen. En af mine oldeforældre, min bedstemors far, var en del af det danske mindretal i Flensborg. Det havde jeg hørt som barn, og blandt andet derfor begyndte jeg at interessere mig for Skandinavien”, siger han og tilføjer, at interessen for det skandinaviske desuden er ret udbredt i Skotland:

”Mange skotter, i hvert fald i de yngre generationer, mener, at vi som skotter har mere tilfælles med jer skandinaver end med englænderne. Vi deler mange sociale værdier, som for eksempel viser sig ved, at vi nu i Skotland har gratis undervisning på universitetet, modsat i England og Wales, og også hospitalsophold og medicin er gratis”.

Hans ophold på Rønshoved Højskole bekræftede den dengang kun 19-årige skotte i, at det var mindretal, der skulle være fokus for hans forskerkarriere, og at grænselandet var det perfekte sted at lave feltarbejde.

Han søgte i 2012 tilbage til Rønshoved Højskole som praktikant, og da praktikperioden udløb, fortsatte han som lærer, hvor han bl.a. underviste flygtninge i dansk og gav alle højskolens elever indsigt i russisk musik, en anden af hans store passioner, og i skotsk og skandinavisk historie. Højskoleeleverne vænnede sig hurtigt til den skotske gæstelærer, der ofte sad ved klaveret og spillede klassisk russisk musik, cyklede på Gendarmstien langs den dansk-tyske grænse eller slappede af med en kop kaffe i højskolens foyer, ikke sjældent iført kilt.

Kilten som identitetssymbol

”Kilten er et symbolsk udtryk for min identitet. I Skotland bruger mange – også unge – kilt ved festlige lejligheder som bryllupper og ellers, når de har lyst til det”, forklarer Ruairidh Tarvet.

Hans andet ophold på Rønshoved strakte sig over sig over mere end et år, og undervejs lærte han at tale dansk flydende, fik en slovakisk kæreste, som han nu er forlovet med, og som underviser slovakiske børn på en mindretalsskole i Skotland, og fik ideen til sit ph.d.-projekt.

Mens han kigger ud over fjorden, siger han:

”Mødet med Sønderjylland, den slesvigske historie og mindretallene har fået mig til at føle mig meget mere skotsk. Faktisk var jeg her på Rønshoved, da afstemningen om skotsk uafhængighed fra Storbritannien fandt sted”, siger han.

Han stemte ja og ærgrer sig over, at et flertal stemte nej til skotsk uafhængighed fra Storbritannien i 2014.

”Skotland var det første område, Storbritannien koloniserede i 1707, og jeg så afstemningen som en mulighed for, at vi kunne komme helt fri af koloniseringen, styrke vores identitet og få skabt et samfund, der afspejler vores egne værdier. Vi har ganske vist siden 1999 haft egen regering, men vi har jo for eksempel fortsat ingen selvstændig udenrigspolitik”, siger han.

Ved Brexit-afstemningen i 2016, hvor 51,9 procent af briterne stemte for at forlade EU, stemte han ­– i lighed med 62% af skotterne – for Storbritanniens forbliven i EU.

”Brexit har gjort mange skotter mere nationale på en positiv måde. De føler sig i lighed med mange i det tyske mindretal i Danmark og det danske mindretal i Sydslesvig meget europæiske”, siger han.

Unge i mindretallene savner politisk retning

For de unge i det danske og tyske mindretal er det – ifølge resultaterne af hans ph.d.-projekt – en anfægtelse, at de ikke har noget politisk lederskab.

”De har partier, der repræsenterer dem lokalt og regionalt, men de savner en samlet politisk retning. Mange i det danske mindretal giver i spørgeskemaundersøgelsen for eksempel udtryk for, at de ikke kan identificere sig med de senere års danske asyl- og indvandringspolitik, mens hvad angår de sociale forhold og økonomisk politik, er de mere på linje med dansk politik end med tysk. Så de føler sig splittede”, siger Ruairidh Tarvet, der fremhæver, at mindretalsbaggrunden samtidig giver dem en række styrker:

”De unge i mindretallene kender ofte deres baggrund og historie meget bedre, end det er mit indtryk, at for eksempel de fleste danske unge gør. Desuden er de generelt meget tolerante, formodentlig fordi de er vokset op med to kulturer, som spiller konstruktivt sammen efter mange år med sammenstød. Den erfaring er værdifuld i Europa i dag”, siger han.

I det hele taget mener Ruairidh Tarvet, at det er muligt at skabe en europæisk fremtid med åbne grænser og plads til regionale identiteter, sådan som mange unge i både det tyske og det danske mindretal ønsker:

”Der vokser en ny form for nationalisme frem rundt om i Europa, som kombinerer regional og europæisk identitet, fx blandt catalanere og bretoner, og jeg oplever også en stigende national bevidsthed blandt skotter”, siger han og tilføjer:

”Mit håb for Skotland er, at vi får vores nationale uafhængighed. Jeg glæder mig til, at jeg kan brænde mit britiske pas og få et, som afspejler, at jeg føler mig skotsk og europæisk”