Året er 1839. Den jyske digterpræst Steen Stensen Blicher har inviteret til et folkeligt møde den 1. august på Himmelbjerget. Det er det første af sin slags, og folk strømmer til fra de omkringliggende egne for i fællesskab at fejre den gryende politiske frihed og ideen om national enhed i Danmark.

Det folkelige møde blev hurtigt en tradition, der op gennem 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet spredte sig som led i den danske demokratiseringsproces fra Himmelbjerget over Skamlingsbanken, Christianshøj, Knivsbjerg, Dybbøl Skanser og mange andre højdedrag i det danske landskab. Det nye ved disse folkemøder var, at de var åbne for alle, og folk kom i tusindvis for at lytte til taler af politisk, national og kulturel karakter og for at synge sammen.   

En tysk tradition

Kulturhistoriker Inge Adriansen har i 2010 skrevet bogen ”Erindringssteder i Danmark - monumenter, mindesmærker og mødesteder”, hvori hun blandt andet kortlægger de folkelige mødesteders historie.   

”Oprindeligt kom inspirationen til de danske folkelige friluftsmøder fra Tyskland, hvor man den 18. oktober 1817, præcis et år efter det store folkeslag ved Leipzig, afholdt folkefester i mange tyske stater. Denne første fællestyske folkefest udviklede sig i de efterfølgende år til en tradition, der havde tysk enhed som hovedtema. Senere blev folkefesterne ligeledes præget af folkets krav om politisk frihed”, fortæller Inge Adriansen.

I 1800-tallet bliver demokratiseringsbevægelsen i Danmark styrket af, at Frederik den Sjette i 1834 indfører stænderforsamlingerne, der kun har symbolsk indflydelse, men styrker den offentlige politiske debat. De folkelige møder opstår som en forlængelse heraf og præges også af den spirende idé om national enhed i den danske helstat. 

Folkemøder i nye klæder

Det klassiske folkelige friluftsmøde kan stadigt opleves i dag. På Ejer Bavnehøj afholdes der eksempelvis folkemøde sidst i august. Når Folkemødet på Bornholm midt i juni kan tiltrække over 40.000 mennesker, har det dog ikke så meget med den gamle folkemødetradition at gøre.

”Folkemødet på Bornholm, som daværende kulturminister Bertel Haarder fik idéen til i 2011, adskiller sig fra de klassiske folkelige møder, hvor man havde én central mødeplads og op til 10.000 mennesker, der lyttede til de samme taler, sang de samme sange og fik en fælles oplevelse”.

”På Bornholm har man derimod mange forskellige taler, aktiviteter og debatter, der foregår parallelt med hinanden. Jeg tror, tiden er løbet fra de gamle, klassiske folkemøder, og det er kun godt, at vi kan forny vores politiske traditioner”, siger Inge Adriansen.