Jule Sösemann er i sommer blevet student fra det danske gymnasium, Duborg-Skolen, i Flensborg. For 16 år siden startede hun efter eget ønske i dansk børnehave i Flensborg, og dermed traf hun en beslutning, der først førte hende og senere både hendes tre søskende og forældre ind i det danske mindretal.

“Det danske er gennem min opvækst kommet helt naturligt til mig. Og min familie og jeg er gradvist blevet mere danske. I dag plejer jeg at sige, at jeg er pæretysk, men jeg er også dansk”, siger Jule Sösemann.

I dag taler Jule Sösemann ofte dansk med sine søskende. Deres mor arbejder i en dansk vuggestue, og deres far er aktiv i den danske sejlklub i Flensborg.

Familien Sösemann er repræsentant for den gruppe i mindretallet, som Jørgen Kühl, der er professor ved Europauniversitetet i Flensborg og rektor på A.P. Møller Skolen i Slesvig, har kaldt “postnational”. Begrebet dækker over de medlemmer af mindretallet, der har tysk baggrund og har valgt det danske til. Den nationale gruppe definerer han derimod som dem, der er født ind i mindretallet. Jørgen Kühl vurderer selv, at omkring to tredjedele af eleverne på hans egen skole har en post-national baggrund.

Selvom der ikke findes nogen opgørelse om mindretallets sammensætning, bliver det både i mindretallet og blandt danske politikere løbende debatteret, hvor dansk det danske mindretal egentlig er, når der eksempelvis tales tysk i skolegården. For burde mindretallets medlemmer egentlig ikke være så danske som mulig og hovedsageligt tale dansk?

“’I skal tale dansk’ er nok den mest brugte sætning i de danske børnehaver, skoler og ungdomsforeninger. Og det er vigtigt, at vi minder børnene om, at man skal tale dansk, når man går på en dansk skole eller er ved spejderne. Men det er ligeså vigtigt, at vi fortæller børnene, hvorfor det er vigtigt at tale dansk, og hvad det betyder for et dansk mindretalsliv i Sydslesvig og for dem selv og deres identitet”, siger Jule Sösemann og fortsætter:

“Mange børn reflekterer ikke over, hvorfor de skal tale dansk. For mange er dansk et institutionssprog. Noget man taler i skolen og børnehaven, men man tager det ikke med hjem. Og i fritiden og i skolegården bliver der talt tysk, hvilket så bliver mødt med en løftet pegefinger.”

Jule Sösemann har selv oplevet at blive skældt ud for at tale tysk i skolegården. Dengang syntes hun mest, det var irriterende. Sidenhen er hun begyndt at reflektere meget over sin egen baggrund og identitet, bl.a. som Elevambassadør i Grænseforeningen, hvor hun har debatteret sin baggrund med danske gymnasieelever. I dag mener hun, at reprimanderne hæmmer børnene i at udfolde deres sprog og mindsker deres lyst til at tale dansk.

“Jeg tror, vi skal gå meget mere positivt til det med sproget. Hvis man fra en tidlig alder giver børnene mulighed for at reflektere over, hvorfor de bruger sproget, og reflektere over det mindretal, vi lever i, så bliver det en positiv oplevelse at tale dansk. Og her er kontakten til Danmark så vigtig. Det, at sydslesvigske børn kan komme til Danmark som feriebørn, på spejderlejr eller som Elevambassadører, giver dem en helt anden oplevelse af det danske. Der bliver dansk sprog og kultur noget, der begejstrer”, siger Jule Sösemann.