174 personer fra det tidligere DDR mistede livet på Flugtrute Østersøen i årene fra 1961 til 1989.

Foto: Scanpix/Jørgen Bausager

Dengang der var flygtninge på Østersøen

ANMELDELSE: Den prisvindende tyske roman Kruso, der for nylig er udkommet på dansk, handler blandt andet om østtyskernes flugt over Østersøen mellem 1961 og 1989. Lektor Mikael Busch har læst romanen og trækker linjer til nutidens flygtningesituation

Transportøransvar. Vandrende flygtninge på danske motorveje. Mærkelige ord og mærkelige syn. Bedst som vi havde vænnet os til at betragte den fri bevægelighed inden for EU’s grænser som en ligeså stor selvfølge som de faste forbindelser over Storebælt og Øresund, er det som om vi er blevet kastet flere årtier tilbage i tiden. Vil der blive genindført permanent grænsekontrol? Var de helt åbne grænser kun en parentes i historien?

Uanset, hvor meget bevægelsesfriheden indskrænkes, vil de almindelige EU-borgere dog næppe med nogen rimelighed komme til at sammenligne deres situation med østtyskernes, dengang Tyskland stadig var delt. I dag er det ikke europæere, der flygter, men det var det for ikke særlig længe siden.

Flugt over den blå grænse

En ikke ubetydelig del af verdens dengang bedst bevogtede grænse – dvs. grænsen mellem DDR og Vesten – udgjorde Østersøen. I perioden mellem 1961 – året, Berlinmuren blev bygget – og 1989 forsøgte 6.892 østtyskere at flygte over denne ”blå grænse”. Nogle svømmede. Andre sejlede i gummibåde eller på hjemmelavede surfbrætter.

For at beskytte deres pårørende gav flygtningene sjældent besked om deres flugtplaner. Der blev næsten aldrig efterladt noget afskedsbrev. ”Republikflucht” var en alvorlig forbrydelse i DDR. De flygtende fjernede omhyggeligt alle tegn på deres oprindelse – firmanavne, logoer, vaskeanvisninger – så ”de grå ulve” (folkemarinens grænsebåde) ikke havde mulighed for at identificere dem efter en eventuel pågribelse.

Det lykkedes for 913 at krydse ”Fredens hav”, den sovjetiske propagandabetegnelse for Østersøen. 1.256 hoppede af i andre havne. 4.549 blev anholdt, og 174 mistede livet på Flugtrute Østersøen.

I 2012 udgav tv-journalisten Jesper Clemmensen under overskriften Flugtrute Østersøen en dokumentarisk fortælling om de dramatiske flugtforsøg via Østersøen. Kuriøst nok optræder Clemmensen i en nøglerolle – som sig selv – i romanen Kruso af Lutz Seiler, som vandt Deutscher Buchpreis i 2014 og netop er oversat til dansk.

Hiddensee som tredje vej

Handlingen i Kruso foregår fortrinsvis i sommeren og efteråret 1989 på øen Hiddensee, hvorfra der på en klar dag er udsigt til Møn. Den højdramatiske periode frem til Murens fald den 9. november er blevet skildret ikke så få gange i tyske bøger og film, men aldrig som en lyrisk, utopisk robinsonade, som det sker i Kruso.

I DDR-tiden havde Hiddensee, den lille men langstrakte ø i Østersøen, ry for at være en slags fristed for rebeller, punkere og andre utilpassede DDR-borgere. De arbejdede typisk i sommersæsonen som livreddere og ufaglært personale på øens turisthoteller. Ed, hovedkarakteren i Kruso, får således arbejde som ufaglært på Zum Klausner, som også eksisterer i virkeligheden. Ed, som har mistet sin kæreste ved en trafikulykke, forsøger at lægge sin tilværelse på fastlandet bag sig og tilslutter sig undergrundsbevægelsen de indviedes forbund.

Ed udvikler et nært venskab med Kruso, den åndelige leder af bevægelsen. Sammen forsøger de at tilbyde de skibbrudne eksistenser, der valfarter til Hiddensee, en slags tredje vej – med fokus på den indre frihed – mellem det totalitære regime på fastlandet og kapitalismen længere vestpå. De er dog ikke opmærksomme på, at der netop i sensommeren 1989 sker noget med de ydre grænser: I Ungarn klippes der et stort hul i jerntæppet.

Der bliver nu færre og færre følgesvende. Den utopiske tredje vej overhales af virkeligheden. Murens fald opdager Ed slet ikke. Men romanen slutter ikke her.

Afdeling ”Verschwunden”

Efter Krusos død i 1993 føler Ed en slags forpligtelse til at følge op på noget uafsluttet i den afdøde vens liv: Hvad blev der af Krusos storesøster Sonja, som i begyndelsen af 1970’erne forsvandt i Østersøens bølger?

Dette bringer ham i romanens epilog til København i september 1993, hvor han besøger Bispebjerg Kirkegård. Af de 174 personer, der mistede livet under flugten over Østersøen, er 15 begravet i de ukendtes grav på Bispebjerg Kirkegård.

Små tyve år senere ser Ed en tysk tv-film om flugten over Østersøen og indser, at han ikke har været grundig nok. Det er her, Jesper Clemmensen kommer ind i billedet. Den danske journalist formidler den afgørende kontakt til afdeling ”Verschwunden”, dvs. den kriminaltekniske sektion, der holder til i Rigspolitiets katakomber. Her opbevares de jordiske rester af druknede østtyske flygtninge, muligvis også Sonjas.

I dag er der også flygtninge, der drukner og forsvinder. Hvilke bøger vil der mon blive skrevet om nutidens flygtningestrømme og folkevandringer om 20-30 år?

Lutz Seiler: Kruso. Oversat af Jacob Jonia. Batzer & Co., 516 sider, 348 kr