Der er en ting, der er bedre i Sverige end i Danmark. De har bedre naboer, sagde den dansk-amerikanske komiker, Victor Borge. Vittigheden kunne lige så godt have handlet om Tyskland, for danskerne har aldrig holdt sig tilbage, når det gælder om at kompensere for egen lidenhed med en drilsk bemærkning om de langt større nabolande.

Karl Christian Lammers, der er 72 år og lektor emeritus ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet, ved alt om det. Han har brugt en stor del af sit arbejdsliv på at beskæftige sig med Tyskland og især nazismens historie. Men han er også den historiker i Danmark, der har beskæftiget sig mest indgående med det dansk-tyske forhold. Han har blandt andet i 2005 skrevet bogen Hvad skal vi gøre ved tyskerne bagefter? om det dansk tyske forhold efter 1945, og i 2014 lavede han en undersøgelse af danskernes reaktion på den tyske genforening i 1989.

Karl Christian Lammers er slet ikke i tvivl om, at status i dag er, at naboskabet mellem Danmark og Tyskland helt overordnet er meget godt og solidt: Danskerne valfarter til Berlin, og tyskerne holder fortsat sommerferie ved Vestkysten; Tyskland er Danmarks største eksportmarked, mens Danmark spiller en noget mindre rolle for tysk erhvervsliv; Tyskland og Danmark er allierede i NATO og står tæt sammen i EU. Men forholdet er også distanceret, hvilket måske især lader sig aflæse i den ringe interesse for tysk på de danske uddannelsesinstitutioner. Et resultat af at tysk sprog og kultur er blevet fortrængt til fordel for engelsk og amerikansk efter Anden Verdenskrig, mener han.

Flygtninge er en hjertesag

Karl Christian Lammers vurderer ikke, at den seneste tids flygtningekrise alvorligt har skadet forholdet mellem Danmark og Tyskland, selv om de to lande har valgt to meget forskellige tilgange: Lidt forenklet kan det siges, at Tyskland har åbnet grænserne, mens Danmark har strammet asylreglerne.

”Det er svært for mange danskere at forholde sig til kansler Angela Merkels meget åbne modtagelse af flygtninge, og det er også meget omstridt i Tyskland. Men for den tyske kansler er det en hjertesag. Hun har levet bag en mur i det daværende DDR, og hun kan ikke forestille sig, at man igen skal bygge mure og hegn i Europa; denne gang for at holde folk ude.

Dermed bliver Tysklands håndtering af flygtningesituationen i høj grad bestemt af Angela Merkels personlige historie, der også er mange tyskeres historie. Helmut Schmidt (tidligere socialdemokratisk kansler, der døde i 2015, red.) ville have sagt: Hun har ikke tænkt sig om. Hun har handlet følelsesladet på en humanitær katastrofe”.

”Angela Merkel er ikke glødende EU-tilhænger, men deler vel snarere franskmændenes syn: Europa er en samling af nationer. Alligevel går hun ind for en europæisk løsning, når det gælder flygtninge, fordi historien har vist, at de enkelte lande i Europa ikke kan klare så store udfordringer alene. Danmark er mere forbeholden og fastholder, at flygtningepolitik er et nationalt anliggende”, siger han.

Revanche for 1864

Hvis Karl Christian Lammers skal pege på én begivenhed, der i de senere år har medvirket til at skabe en vis stabilitet i det dansk-tyske forhold, er han ikke i tvivl: Det var Danmarks EM-sejr i fodbold over Tyskland i 1992.

”Det var en stor eufori på Rådhuspladsen den aften, da fodboldlandsholdet havde vundet, og alle sang med på: ”Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei”. Det var som at opleve en revanche for 1864”, siger Karl Christian Lammers, der kan huske, at han den aften blev ringet op af tyske kolleger, der sagde: Hvor var det godt, at Danmark vandt.

En vis udligning skal der tilsyneladende til for at opretholde det gode naboskab mellem to lande, der er så ulig i areal og indbyggertal. Hvad angår begge dele blev Danmark væsentligt reduceret efter nederlaget i 1864, hvilket har præget den danske selvforståelse helt op til i dag.

Efter tyskernes kapitulation i 1945 lå det også lige for at tænke i udligning. Hvad skulle man stille op med det besejrede Tyskland efter Anden Verdenskrigs rædsler med nazismens racekrig og jødeudryddelser? Man talte om det tyske spørgsmål, og der var også nogle, der forsøgte at komme med et svar.

Karl Christian Lammers bekriver i sin bog, hvordan Arne Sørensen, der var medlem af Frihedsrådet og Dansk Samling, i 1944 udgav en illegal pjece med titlen Hvad skal vi gøre med tyskerne bagefter? Her advarede Arne Sørensen mod at lade forholdet til Tyskland styre af følelser og kollektivt had til tyskerne.

”Heldigvis valgte danskerne forsoningens vej. Men i mange år var der tale om en distancering i forhold til alt, hvad der var tysk, og det er eftervirkningerne af Anden Verdenskrig, der forklarer den distance, der er også i dag”, siger Karl Christian Lammers.

Den første afgørende begivenhed, der for alvor var med til at forbedre det dansk-tyske forhold, fandt sted i 1955, da det lykkede at løse mindretalsspørgsmålet ved den dansk-tyske grænse. Forinden havde det danske mindretals stilling i Slesvig belastet forholdet væsentligt. Indirekte gjorde Danmark i 1954 en dansk tilslutning til Vesttysklands optagelse i NATO betinget af tysk imødekommenhed i mindretalsspørgsmålet. Blandt andet pressede danskerne på for at få ophævet den tyske spærregrænse på fem procent for SSWs vedkommende, så det danske mindretals parti havde en chance for at få sæde i landdagen i Kiel.

Et kardinalpunkt

Resultatet blev underskrivelsen i 1955 af København-Bonn Erklæringerne, der fastslår rettigheder og principper for henholdsvis det danske og det tyske mindretal i grænselandet, og som anses for ”grænselandets grundlov”. 

”Man kan roligt sige, at København-Bonn Erklæringerne blev et kardinalpunkt. I Danmark kom der for første gang en opfattelse af, at tyskerne var demokrater, fordi de viste, at de kunne acceptere, at det er en personlig afgørelse, om den enkelte vil tilhøre et mindretal eller ej. I sidste ende er det kernen i demokratiet: At man accepterer borgernes valg”, siger han.

Danmark og i øvrigt alle andre europæiske lande havde dog svært ved at slippe frygten for Tyskland helt. Efter Murens fald i 1989 blev der i de danske medier anvendt ord som ”Stortyskland” og ”Det fjerde rige” i den offentlige debat, og i den danske regering blev der ytret skepsis.

Daværende statsminister Poul Schlüter (K) sagde i et tv-interview, at en tysk genforening ikke var i Danmarks interesse. Den daværende udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, gik dog senere ud og korrigerede sin statsministers udtalelse.

Langsomt ændredes også den offentlige mening. Dagbladet Politiken citerede på lederplads den tyske forfatter Thomas Mann, der sagde, at det gælder om at skabe et europæisk Tyskland og ikke et tysk Europa, og at en tysk genforening ville være det bedste for verdenssamfundet.

Nicht geliebt

Karl Christian Lammers har undersøgt de danske reaktioner på den tyske genforening og har kaldt undersøgelsen ”Geschätzt, aber nicht geliebt”. (Værdsat, men ikke elsket). Det er et citat af en tysk ambassadør i Danmark om danskernes holdning til Tyskland. Et citat, som Karl Christian Lammers har fået kendskab til, fordi han har haft adgang til det tyske udenrigsministeriums akter.

Karl Christian Lammers forudser, at det dansk-tyske forhold vil udvikle sig i samme positive retning fremover, men Tyskland vil aldrig blive elsket af sit naboland mod nord. Dertil er forskellene de to lande imellem for store, vurderer han.

”Hvis man spurgte danskerne i dag, så tror jeg, at de ville sige, at de elsker briterne mest. Det sidder stadig i folkesjælen, at det var briterne, der befriede Danmark i 1945. Det tager flere generationer at ændre den slags”, siger Karl Christian Lammers, der dog ikke tror, at den unge generation i dag har de samme overvejelser.

”De unge møder hinanden på en anderledes fordomsfri måde. Indtil videre kommunikerer danske og tyske unge dog nok mest med hinanden på engelsk. Hvem ved, hvad der ville ske, hvis de begyndte at tale sammen på tysk”, siger han.

Karl Christian Lammers undersøgelse: Geschätzt, aber nicht geliebt. Die Wahrnehmung der deutschen Einheit in Dänemark”, er offentliggjort hos bpb, Bundeszentrale für politiske Bildung. Læs undersøgelsen her.