Det er lidt af et paradoks: På et tidspunkt hvor det dansk-tyske forhold synes så godt som aldrig før, og vi fejrer det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020, har grænsen fra 1920 mellem de to nabostater været delvist lukket. Er den historisk forkætrede grænse igen blevet et problem, om end på en anderledes måde?

Når den nye dansk-tyske grænse fra 1920 længe var omstridt, må det forklares ud fra den kontekst, den indgår i. Den nationale selvbestemmelsesret kom til at ligge til grund for de nye grænsedragninger og statsdannelser i Europa efter Første Verdenskrig, og således også den dansk-tyske grænse. Dette var igen en følge af Versaillesfreden med Tyskland 1919. Den dansk-tyske grænse var således en såkaldt ‘Versailles-grænse’ og en del af den fredstraktat, som Tyskland godt nok modvilligt underskrev, men aldrig inderligt og endeligt accepterede. Derfor underskrev man fra tysk side heller ikke aftalen fra 1920 om overdragelsen af Sønderjylland til Danmark, og hverken den nye demokratiske Weimarrepublik (1918-1933) eller det nazistiske Tyskland (1933-1945) anerkendte eksplicit den ny grænse.

Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 skete flere ensidige tyske brud på Versaillestraktaten, hvilket i Danmark skabte usikkerhed om grænsen. En usikkerhed, der vel først blev manet i jorden i 1940, da det nazistiske Tyskland under besættelsen ikke annekterede Sønderjylland. Den danske usikkerhed havde været berettiget: Tyskland havde i 1939 annekteret de områder, som Tyskland i 1919 havde måttet afstå til Polen.

Ved besættelsens ophør i 1945 var det dansk-tyske forhold belastet som aldrig før. Der herskede i Danmark bitterhed og udbredt mistillid til tyskerne, og det førte også til kulturel distancering til det tyske. Tysklands nederlag i krigen 1945 gjorde godt nok, at Tyskland nu var elimineret som trussel. Men landet ville også fremover være nabo til Danmark, og det måtte Danmark nu indrette sig efter. Derfor var tiden heller ikke moden til at kræve ændring af grænsen. Fra dansk side blev det understreget, at grænsen lå fast, og heller ikke de lidet kendte 22 danske krav til fred med Tyskland, der i 1947 blev fremsendt til de allierede sejrherrer, indeholdt krav om ændring af Sydslesvigs “statspolitiske tilhørsforhold” og dermed af grænsen.

Dog ønskede man fra dansk side et afrustet og demokratisk Tyskland, og der blev krævet ændringer i Sydslesvig for at styrke det stærkt voksende danske mindretals position. Bl.a. krævede man fra dansk side en adskillelse af Slesvig og Holsten og fjernelse af de mange tyske flygtninge og fordrevne fra Sydslesvig. De danske fredskrav blev dog aldrig forhandlet, og de blev i 1948 definitivt afvist af den britiske besættelsesmagt, der havde ansvaret i Slesvig-Holsten.

Mindretal og tysk NATO-medlemskab

Havde usikkerhed om den ny grænse, især på dansk side, domineret de dansk-tyske relationer frem til 1945, blev det efter oprettelsen af den nye demokratiske tyske stat i 1949 spørgsmålet om status og stilling for det danske mindretal i Sydslesvig, der blev omdrejningspunktet i naboforholdet.

Efter oprettelsen af Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland) i 1949 herskede der i Danmark stor utilfredshed med den tyske holdning til og behandling af det danske mindretal i Sydslesvig. Man mente, der var tale om chikane. Dette belastede og skabte gnidninger i det indbyrdes forhold.

Det blev den implicitte kobling af spørgsmålet om det danske mindretals stilling og Vesttysklands optagelse i NATO på NATO-rådsmødet i Paris i oktober 1954, der kom til at bane vejen for en dansk-tysk forståelse i mindretalsspørgsmålet. Med statsminister H.C. Hansens ord var det en dansk forventning, “at de samme idealer, der ligger bag NATO-samarbejdet, vil få Tyskland til at vise tilsvarende forståelse for betydningen af, at en frisindet politik i alle forhold, der vedrører et mindretal, kan medvirke til opretholdelsen af et gensidigt godt forhold”.

Det vink forstod den vesttyske kansler Konrad Adenauer (CDU). Han lagde pres på den slesvig-holstenske delstatsregering, og forhandlinger blev indledt, der førte til en forståelse mellem de to stater.

Danmark og Tyskland blev våbenbrødre

Resultatet blev Bonn-København-erklæringerne fra 1955, der fastslår rettighederne for det danske og det tyske mindretal i grænselandet og sikrer mindretallene mod diskriminering og sindelagskontrol. Der blev skabt ro om den dansk-tyske grænse, og dette førte på sigt fra et ‘mod hinanden’ til et ‘for og med hinanden’ i det dansk-tyske grænseland.

Samtidig blev Vesttysklands oprustning og optagelse i NATO i 1955 accepteret fra dansk side. Danmark var nu blevet allieret og partner med den tidligere fjende Tyskland, og det tyske militær Bundeswehr blev dermed en del af forsvaret af Danmark. Partnerskabet blev i 1961 udbygget med den dansk-tyske fælleskommando for Østersøen BALTAP. Danmark og Tyskland var blevet våbenbrødre.

Disse to centrale begivenheder i 1955 markerede begyndelsen på en ny fase i det dansk-tyske forhold. De blev indledningen til et tættere samarbejde og partnerskab, hvor Vesttyskland i økonomisk og mindre grad militær og politisk henseende blev Danmarks tætteste udenrigspolitiske partner. Det blev udbygget efter Danmarks indtræden i EF i 1973.

Værdsat, men ikke elsket

Det dansk-tyske forhold var herefter officielt godt og stort set uden bilaterale problemer, hvilket blev understreget i 1970, da det første tyske statsbesøg siden kejser Wilhelm II’s besøg i 1903 fandt sted med forbundspræsident Gustav Heinemanns besøg i 1970. Det var aftalt, at kong Frederik 9. skulle have været på genvisit i 1972, hvilket dog aldrig skete, eftersom kong Frederik 9. afgik ved døden forinden. Dronning Margrethe besøgte Vesttyskland i 1974 og blev dermed den første danske regent, der aflagde statsbesøg i Forbundsrepublikken. Et statsbesøg af H.M. Dronningen i Berlin i efteråret 2020 var under planlægning, men planlægningen blev afbrudt på grund af coronapandemien. Med de gensidige statsbesøg markeredes den endelige danske godkendelse af det nye demokratiske (Vest)Tyskland.

Uofficielt var forholdet imidlertid fortsat præget af danske forbehold grænsende til modstand og frygt for igen at skulle domineres af det stærke og opstigende nye Tyskland. Værdsat, men ikke elsket var længe grundtonen i danskernes forhold til det nye Tyskland.

Den tyske genforening i efteråret 1989 blev også mødt med nogen mistro fra dansk side. Men da Danmark siden 1954 officielt havde bakket det vesttyske krav om forening af tyskerne i frihed op, støttede man fra dansk side Tysklands enhed som et skridt på vejen mod europæisk enhed. Det blev også godtaget i den danske offentlighed, og Tyskland har lige siden været en vigtig europæisk partner for Danmark. Også i kulturel henseende – især med Berlins genvundne status som ledende europæisk kulturmetropol – synes Tyskland at have generobret noget af den position, som det mistede i årene efter 1945. Og så blev det dansk-tyske forhold selvfølgelig ikke dårligere af, at Danmark med sejren over det i fodboldmæssig henseende mægtige Tyskland i EM-finalen i fodbold 1992 endelig fik en slags følt revanche for nederlaget i 1864.

Grænseregion har afgørende betydning

De senere års grænsekontrol på grund af flygtningestrømmene i 2015 og senest på grund af frygten for coronapandemien har været en udfordring for beboerne i den dansk-tyske grænseregion. Også opførelsen af det såkaldte vildsvinehegn i 2019 for at holde den afrikanske svinepest ude af Danmark har rent følelsesmæssigt været en svær pille at sluge for mange i grænselandet. Der er på alle måder grund til, at de ansvarlige myndigheder på begge sider af den dansk-tyske grænse også i fremtiden er meget opmærksomme på den dansk-tyske grænseregion, der har så afgørende en betydning for det dansk-tyske forhold.

Citater i dette essay er fra ‘Hvad skal vi gøre ved tyskerne bagefter? Det dansk-tyske forhold efter 1945’, af Karl Christian

Lammers, 2005