Hjemme hos Sigurd Barrett står Dannebrog på plankebordet i køkkenet, og ved siden af står det færøske flag. Årsagen er, at Heidrun Petersen, hans kæreste, der er violinist i Copenhagen Phil og til sommer venter deres fælles barn, stammer fra Færøerne. Sigurd Barrett, der netop nu turnerer Danmark rundt med teaterforestillingen ‘Sigurds Danmarkshistorie’, holder meget af Danmark og Dannebrog. Og mødet med Heidrun har også fået ham til at holde meget af Færøerne, det færøske flag, ‘Mærket’, der har været brugt officielt siden 1940, og de mennesker, som lever på de forblæste Atlanterhavsøer – med hjemmestyre i Rigsfællesskab med Danmark.

Men der er én ting, 52-årige Sigurd Barrett er blevet mere bevidst om, at han ikke holder af, efter han har mødt sin kæreste. Og det er, at mange danskere taler ringeagtende om Færøerne.

“Mange danskere trækker på skuldrene og siger: ‘Åh Færøerne. De vil bare have fat i de danske skattekroner, så de kan bygge nogle flere tunneller deroppe’. Det er lidt ligesom de store drenge i skolegården, der hakker på de mindre drenge”, siger Sigurd Barrett, mens han serverer te i bjælkehuset i Valby, hvor han bor sammen med Heidrun og hver anden uge med de to yngste af de i alt fem børn, han har fra et tidligere ægteskab.

Magasinet Grænsen er blevet inviteret indenfor for at høre om hans næste projekt: ‘Sigurd fortæller om Genforeningen’. Gennem 100 koncerter, en bog og nye sange vil Sigurd Barrett formidle historien om Sønderjyllands genforening med Danmark i et nutidigt perspektiv. Det kommer til at ske i hele Danmark og i Sydslesvig i foråret 2020.

Og selv om Danmarks tab af Sønderjylland i 1864 og Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 ikke umiddelbart har så meget at gøre med danskere, der trækker på skuldrene af færinger, så handler det alligevel ifølge Sigurd Barrett om de samme mekanismer i den danske folkesjæl:

“Selvfølgelig skal vi fejre 100-året for Genforeningen, og at mennesker selv kunne få lov til at bestemme, hvor de ville bo efter en folkeafstemning. Men for mig er den vigtige fortælling i dag, at vi som mennesker og nationer skal kunne rumme hinanden. Det kan lyde så banalt, men det banale har som regel en stor sandhed i sig”.

“I dag står vi over for rigtig mange udfordringer, og for mig at se kan vi kun løse dem ved at vende tilbage til en forståelse af, at vi mennesker hører sammen. Hvis vi tager de kristne briller på, ville man sige, at vi skal elske vores næste. I mere fællesmenneskelige termer vil det sige, at vi skal kunne rumme dem, der er anderledes end os selv”, siger han.

Seks år og solist 

Sigurd Barretts far var musiklærer, og da Sigurd Barrett var seks år, havde han allerede erfaring med at lave kabaretter og børnesange. Som ung var han inspireret af Leo Mathisen og Victor Borge, tog en musisk studentereksamen fra Viborg Katedralskole og blev cand.phil. i musikvidenskab fra Aarhus Universitet med speciale i russisk rock. Siden spillede han med egne orkestre som Sigurd Barrett & The Cigars og turnerede med landets symfoniorkestre, inden han i 1998 optrådte med sit første tv-program, ‘Sigurds Bjørnetime’, der sikrede ham udødelighedsstatus hos de yngste i familien Danmark.

Da han selv blev far for første gang i 1994, fik han lyst til at andet og mere end at underholde. De store fortællinger skulle formidles til hans egne børn, og hvorfor ikke af ham selv? De overvejelser betød indledningen på et nyt kapitel i Sigurd Barretts liv. Efter 250 tv-programmer hos DR med ‘Sigurds Bjørnetime’ og ‘Sigurd & Symfoniorkestret’ er det blevet til mere end 40 børnebøger om bibelhistorie, nordiske guder, græske guder og senest ‘Sigurd fortæller Danmarkshistorie’, hvor Sigurd Barrett med et særlig greb får formidlet 130.000 års danmarkshistorie i 40 kapitler. Derudover har han formidlet sine historiske fortællinger som teaterforestilling på Det Kgl. Teater og i landets forsamlingshuse og gymnastiksale og som e-bøger, brætspil og cd.

Hvorfor ikke bare Gorm Den Gamle? 

Men hvorfor egentlig gøre sig sådan en umage med at fortælle Danmarkshistorien og alle de andre historier? Kunne børnene ikke bare google sig frem, hvis de vil vide, hvem Gorm den Gamle er? Jo, det kunne de måske nok, men det gør de ikke ifølge Sigurd Barrett:

“I skolerne er man gennem de seneste 30-40 år kommet ind i en ond spiral, fordi man har ønsket at komme væk fra den gamle skole med udenadslære, kongerækken og klassiske dyder. Nu skulle børnene arbejde med samfundsforhold og sidde i rundkreds. Det er alt sammen fint. Men det er jo ikke hverken snerpet eller borgerligt at kende Grundtvigs salmer eller Carl Nielsens musik. Et par generationer er aldrig blevet præsenteret for det, og nu mangler vi det. Når jeg er ude at spille, kan jeg mærke, at mange, især lærere, rigtig gerne vil have redskaber til at lære børnene om det. Og først og fremmest er vi et folk, der har voldsomt brug for at genopdage os selv. Hvis vi ikke ved, hvor vi stammer fra, og hvad vores forfædre har bedrevet, bliver vi historieløse, og så er vi ingenting.”

“Man må trække en grænse"

Historieløsheden er også på spil, når det gælder danskernes viden om Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Sigurd Barrett indrømmer, at han heller ikke selv vidste særlig meget om grænselandets historie, da han i juni 2016 kørte til Flensborg for at spille koncert i Ansgar Kirke. Det var i den forbindelse, at han mødte Preben Kortnum Mogensen, der er dansk præst i Sydslesvig.

“Preben gav mig en pjece om grænselandets historie og spurgte, om jeg ikke ville skrive en sang til genforeningsjubilæet. Pjecen åbnede en helt ny verden for mig, og interessen var vakt efter meget kort tid. Det er jo en afsindigt spændende historie, som i den grad er væsentlig også i dag.”

“Dengang var jeg i færd med at skrive ‘Sigurd fortæller Danmarkshistorie’, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne skrive en sang om Genforeningen med det samme. Det blev så til ‘Man må trække en grænse’, som for mig er en ikonisk sang i hele det her arbejde”, siger Sigurd Barrett, der spillede netop den sang på den store scene ved Folkemødet på Bornholm i 2017.

“Det rørte mig, at der bagefter kom medarbejdere fra Grænseforeningen hen til mig og fortalte mig, hvor glade de var for sangen, og det blev indledningen på mit samarbejde med Grænseforeningen om Genforeningen”, fortæller Sigurd Barrett.

Ingen politisk agenda

Sigurd Barrett har nogle fortællemæssige greb, der skal gøre historien vedkommende for børn. Han bruger lige dele musik og humor, og så opfører han gerne små teaterstykker undervejs, hvor han gør brug af direkte tale.

“Når jeg siger: ‘Okay, sagde Gorm den Gamle. Så sætter jeg en sten her’, så ved de fleste jo godt, at Gorm den Gamle nok ikke har sagt ‘Okay’. Men det gør historien nærværende for børnene.  Jeg elsker også, hvis der kan komme et ordspil undervejs, som måske kun de voksne forstår. Som da jeg skrev om Reformationen og skrev, at Luther satte sig på en bænk i Sachsen. ‘Nu sad han virkelig i Sachsen’. Hø, hø. Jeg kunne simpelthen ikke lade være”, griner Sigurd Barrett.

Der er ingen emner, måske lige bortset fra sex, som han ikke vil formidle for børn. Dog kan det være svært med politiske emner, for han ønsker ikke at blive taget til indtægt for bestemte politiske holdninger.

“Jeg har ingen politisk agenda. Jeg har min egen politiske holdning, men den holder jeg adskilt fra mit arbejde”, siger Sigurd Barrett, der opdagede, hvor svært det er at formidle politiske emner, da han skulle skrive om Muhammed-krisen i forbindelse med ‘Sigurd fortæller Danmarkshistorie’.

“Formidlingsmæssigt erfarede jeg dengang, at det fungerer godt, hvis man redegør for det ene synspunkt og dernæst for det andet og i øvrigt viser sympati for begge sider”, siger Sigurd Barrett, der vil bruge samme demokratiske princip om, at begge parter kommer til orde, når det gælder Genforeningen, der jo resulterede i, at der opstod et dansk mindretal i Sydslesvig og et tysk mindretal i Sønderjylland.

“Inden jeg begynder at skrive tekster til ‘Sigurd fortæller om Genforeningen’ vil jeg lytte til, hvad det danske mindretal siger, og hvad det tyske mindretal siger. Jeg vil redegøre for de følelser, der rører sig, og dermed forhåbentlig skabe en forståelse for, at mennesker er forskellige. Og at man i øvrigt kan føle sig som både dansk og tysk på én gang”, siger Sigurd Barrett.

“Vi kan klare alt"

Han har ikke et færdigt manuskript liggende til ‘Sigurd fortæller om Genforeningen’. Faktisk er han slet ikke gået i gang med at skrive endnu. Men helt overordnet ved han, at han som tidligere vil samarbejde med historiker Rasmus Welling, der er sønderjyde og museumsformidler ved Museerne i Fredericia, og at der ikke vil blive tale om mere drama end højst nødvendigt.

“Jeg er jo ikke Ole Bornedal. Jeg vil gerne fortæller historien, som den er”, siger Sigurd Barrett med reference til DRs dramaserie ‘1864’, der blev kritiseret for at være historisk vildledende.

Han ved også, at der vil blive tale om sang i stor stil. Han vil skrive nye sange i et samarbejde med kordirigent Jakob Høgsbro, som han har samarbejdet med mange gange tidligere. Men han vil også tage gammelkendte sange som ‘Det haver så nyligen regnet’ og give dem et nyt udtryk, ligesom han vil gøre brug af de 650 genforeningssten og -mindesmærker, der blev rejst rundt om i hele Danmark i årene efter 1920 og inddrage dem i sin fortælling om Genforeningen.

“Jeg forestiller mig ikke, at jeg skal sidde ovenpå en genforeningssten og spille på harmonika. Men det er oplagt at inddrage genforeningsstenene, der jo markerer, at Genforeningen ikke kun er et anliggende for sønderjyderne, men for alle danskere”, siger Sigurd Barrett, der vil indlede sin fortælling om Genforeningen med Treårskrigen i 1848-1850 og slutte i nutiden.

“På en måde er det jo med Treårskrigen, at det hele begyndte: Der opstod borgerkrig, fordi slesvig-holstenerne ikke ville høre under den danske krone. Men den danske sejr viste sig at være bygget på hovmod. ‘Ha, ha. Se bare. Vi kan klare alt!’, tænkte man i København efter sejren i 1850. Men det er der jo ingen, der kan. Og så kom hele det efterfølgende spil, hvor kongen ikke ville respektere de aftaler, han selv havde været med til at indgå. Så det går ikke, at man formidler historien ved at sige: ‘Så kom de onde slesvig-holstenere, der havde slået sig sammen med Østrig og Preussen, og de majede de stakkels danskere ned ved Dybbøl i 1864’. Man må formidle det, så man forstår, at der var to parter, der så på tingene fra hver sin side af konflikten.”

Formidlingsmæssigt opererer Sigurd Barrett med det, han kalder ‘stopord’. I forhold til Anden Verdenskrig og Genforeningen er ‘nazist’ et eksempel på et stopord.

“‘Nazist’ er et vanskeligt ord at have med at gøre. Omvendt er Anden Verdenskrig en del af historien, og den fobi med, at alt tysk har at gøre med nazisme, mødte jeg også, da jeg selv gik i skole i 1970’erne. Jeg valgte tysk i skolen, og nogle af kammeraterne spurgte, hvordan jeg kunne finde på at vælge sådan et nazisprog. Så den slags trives, og det er meget sørgeligt og må bekæmpes, så derfor vil jeg nok vælge at tage det stopord med, når det gælder Genforeningen”, siger han.

“Jeg er lidt af en cirkushest"

Sigurd Barrett glæder sig til at komme i gang med at skrive om Genforeningen. Først skal han dog lige gøre et par andre projekter færdige. Blandt andet skal han spille ‘Sigurd fortæller om de græske guder’ på Østre Gasværk til efteråret. Og sidst, men ikke mindst skal han have plads i kalenderen til at få et barn til sommer. Hvordan synes han egentlig selv det går med work-life balancen?

“Jeg synes, det går godt. Jeg har altid arbejdet meget, men jeg har altid holdt fri på børnenes fødselsdage og i skoleferierne. Jeg har også altid inddraget min familie i det, jeg laver. I øjeblikket spiller to af mine døtre, Ellinor Rosa og Dagmar Christine, med i ‘Sigurd fortæller Danmarkshistorie’.”

“Jeg er selv opvokset i et parcelhus, og jeg oplevede, at det var utroligt stillestående og kedeligt. Jeg kan mærke, at jeg får klaustrofobi, hvis jeg bliver for længe på et sted. På den måde er jeg lidt af en cirkushest. Jeg skal ud og løbe rundt i manegen.”

“Tidligere havde jeg min egen minibus, så der altid var plads til et par børn også, når vi kørte rundt i Danmark på turné. Tillid er jo en god dansk dyd, og børnene har altid været vant til, at de kunne sidde hos en sød dame nede på tilskuerpladserne, mens jeg spillede. Da jeg sagde, at jeg ville sælge bussen, sagde min datter: ‘Du må ikke sælge den’. ‘Nåh’, sagde jeg. ‘Hvorfor ikke?’. ‘Det er jo mit barndomshjem’, lød det så. Det var jo på en måde en vild udmelding”, smiler Sigurd Barrett.

Giv det videre

Næste forår har han og Heidrun talt om at leje et hus tæt på den dansk-tyske grænse, når han skal spille koncerter i grænselandet og måske et andet hus længere mod nord, når der skal spilles koncerter i Jylland.

“Til den tid har vi et lille barn, og det har man jo ikke lyst til at være væk fra mere end højst nødvendigt”, siger han og afslører, at han med alderen trods alt nok har fået mere lyst til at være i ro og fordybe sig i at skrive og læse. Derfor er han også glad for, at han og Heidrun har købt et hus i Thorshavn, så parret kan opholde sig på Færøerne i perioder. Dog ikke i de uger, hvor hans to yngste børn på 12 og 15 bor hos deres far.

“Det er mig magtpåliggende at være her og være deres far og deltage i deres liv. Men man kan jo sagtens rejse til Færøerne i de andre uger, og jeg kan tage børnene med derop i ferierne”, siger Sigurd Barrett, der aldrig overvejer, om han skulle bruge sit talent på noget helt andet, eller måske bare holde helt op med at arbejde?

“Det kunne jeg aldrig finde på. Jeg har en indre ild, der brænder for at lave de her projekter. For mig er det også et kald, og det kan jeg bekræfte med en smuk historie:”

“Jeg skulle for nylig holde et foredrag i en kirke i Tørring ved Vejle. Der var sket en del på hjemmefronten, og det var lidt svært at komme ud af døren. Og jeg tænkte: Der er godt nok langt til Tørring. Men jeg kørte af sted og holdt mit foredrag, der hedder ‘Tro, tvivl og taknemmelighed’. Og så talte jeg om det at være adoptivbarn, som jeg er, og jeg talte om glæden ved at tro på Gud og have et fundament i sit liv og glæden ved at give noget videre. Jeg fortalte om den bilulykke, jeg var involveret i for fire år siden, hvor jeg var tæt på at dø, men med hjælp fra Gud og Mercedes Benz, som var den solide bil, jeg kørte i, døde jeg altså ikke.”

“Siden da har jeg haft stærkt fokus på, at livet er en gave. Jeg værdsætter, at solen skinner, at mine børn vil tale med mig, når de vil det. At min kæreste vil holde om mig, og at vi kan sidde her og tale sammen. At man ikke kan tage noget for givet. Det foredrag holdt jeg.”

“Bagefter kom der en dame hen til mig og sagde: ‘I dag skulle have været min guldbryllupsdag, men min mand døde for 10 måneder siden, så derfor et det en meget svær dag for mig. Så jeg besluttede at tage hen og høre dig, og jeg vil bare sig dig tak, for det har været så meningsfuldt for mig’. Det viste sig, at den dame og hendes mand havde haft to adoptivbørn, så på den måde ramte min historie særligt ind i hendes liv.

På vej hjem i bilen tænkte jeg, at det så ikke havde været ligegyldigt, at jeg var kørt til Tørring og havde holdt det foredrag. Jeg er ydmygt taknemmelig over at være den, der får lov til at give noget videre.