Militærvæsen i Sønderjylland

I middelalderen havde både konge og hertuger befæstede borge med våben og et mindre mandskab til udførelse af myndighedsopgaver og et beskedent forsvar, men i tilfælde af krig skulle adel og borgere træde til og fungere som soldater, eller man måtte hyre professionelle hære.

I 1600-tallet var tiden løbet fra dette system. Næsten alle krige blev ført med lejetropper, og de mange krige betød, at der overalt i Europa ved siden af disse dannedes stående hære. Under Christian 4. opbyggedes en krigsflåde, og efter enevældens indførelse i 1660 oprettede den danske konge også en fælles stående hær for Danmark og Hertugdømmerne. Den nye stående hær fik regimenter og kompagnier opkaldt efter ledende hærførere, f.eks. Eberstein, Bremer og Bernstorff. Desuden blev enhederne benævnt efter deres funktion som kavaleri, infanteri eller artilleri. Samtidig med dannelsen af den stående hær blev de eksisterende befæstninger i Glückstadt og Rendsborg kraftigt udbygget. De forblev hovedfæstningerne i de følgende århundreder. I 1670 fik byerne Flensborg og Eckernförde mindre garnisoner, 1699 Haderslev, 1721 Husum, og i tiden 1721-66 fik Aabenraa, Sønderborg og Løgumkloster midlertidige garnisoner. Soldaterne var hovedsageligt indkvarteret privat hos lokale borgere, der var forpligtet til at yde dem husly og levere heste, kørsler og andre ydelser. Af samme grund var garnisoner og soldater ikke populære hos borgerne.

I 1774, efter inkorporationen af Holsten, kom det til en fuldstændig sammenlægning af alt militær i Danmark og Hertugdømmerne. Dette år var der i Slesvig-Holsten to kavaleri- og fire infanteriregimenter samt tre bataljoner med soldater fra Hertugdømmerne. En del var fordelt på garnisoner i Holsten samt i Slesvig by, men helt frem til 1864 var privat indkvartering i de forskellige byer i Hertugdømmerne det almindeligste. Napoleonskrigene betød, at militæret først i 1816 igen fik fuld kontrol med garnisonerne i Hertugdømmerne, og i 1817 gennemførtes en ny hærreform. Blandt de vigtigste militære enheder i Slesvig i perioden var Det Holstenske Rytterregiment (fra 1816 Det Holstenske Lansenerregiment) oprettet i år 1700 og Slesvigske Infanteriregiment (senere Slesvigske Fodregiment) oprettet 1778. Lansenerregimentet blev nedlagt i 1842, mens fodregimentet blev flyttet til Fredericia samme år, hvor der igen blev gennemført en hærreform.

Nu lå 14.-17. infanteribataljon, 4. og 5. jægerkorps samt 1. og 2. dragonregiment i Slesvig-Holsten. Store dele af de menige soldater sluttede op om den provisoriske regering i Treårskrigen, mens de fleste officerer opfyldte deres faneed. Efter krigen indførtes i 1850 almindelig værnepligt i Slesvig, to år efter Kongeriget. Kort før 1864 var der i Slesvig-Holsten to dragonregimenter, ni linjeinfanteribataljoner og to jægerkorps, stadig langt de fleste i Holsten.

Umiddelbart efter krigen i 1864 oprettede de nye tyske magthavere garnisoner på Sønderborg Slot, i Haderslev og Aabenraa. Desuden blev Sønderborg og Dybbøl kraftigt befæstet mod angreb udefra. Med industrialiseringen og den moderne tekniske krigsførelse blev der behov for garnisoner med store kaserner til soldater og teknisk udstyr. I 1887-88 blev Haderslev Kaserne opført, som den første nye moderne kaserne i Nordslesvig. Den blev hjemsted for 2. bataljon af Slesvigske Infanteriregiment 84 von Mannstein med 520 mand. I 1905-07 blev Sønderborg Kaserne opført med plads til 1.500 mand, og her var der marinestation, skibsartilleriskydeskole og marinehospital. Under 1. Verdenskrig var det infanteriregimenterne 84 og 86, der rummede det største antal soldater fra Slesvig. Infanteriregiment 84 lå i Haderslev og Slesvig, mens regiment 86 var hjemmehørende i Flensborg og Sønderborg. Begge regimenter indgik i 18. Division, som ved krigens udbrud blev placeret centralt i slagene langs den 400 km lange grænse mellem Tyskland og Frankrig-Belgien.

Efter Genforeningen i 1920 rykkede Sønderjysk Kommando ind på kasernerne i Sønderborg og Haderslev og på Zeppelinbasen i Tønder. I 1923 blev kommandoen afløst af 2. Regiment i Sønderborg og Haderslev, og med 7. Regiments 2. bataljon i Tønder. I 1932 rykkede 13. bataljon – Slesvigske Fodregiment fra Viborg til Haderslev. Sønderborg Kaserne blev også hjemsted for krigsinvalideskolen 1920-25, 2. Regiments Musikkorps 1920-53 (herefter i Haderslev) og Sergentskolen fra 1926. Under truslen fra 1930’ernes tyske nazisme blev Fodfolkspionerkommandoen oprettet i 1938. Kommandoen fik hjemsted på Tønder Kaserne, opført 1935-36, og Søgaardlejren, opført 1937-39. Danmark blev medlem af NATO i 1948, hvilket førte til en stor hærreform i 1952. 2. Regiment blev omdannet til Slesvigske Fodregiment med hjemsted i Haderslev og Søgaardlejren. Tønder blev hjemsted for Kongens Fodregiment 1952-61, Jyske Luftværnsregiment 1961-74 og Jyske Telegrafregiments 2. bataljon fra 1978 til kasernens lukning i 2002. Padborglejren var garnison 1949-69 og blev derefter museum, mens Søgaardlejren blev overtaget af Hjemmeværnet.

Efter den kolde krigs afslutning forsvandt de nære militære trusler, og fokus blev lagt på internationale opgaver. Siden 2005 har 1. Brigade, Danmarks stående reaktionsstyrke, haft hovedkvarter på Haderslev Kaserne.

Slesvigske Fodregiment blev nedlagt i år 2000, men genoprettet i 2019 og igen hjemmehørende på Haderslev Kaserne. Sergentskolen flyttede i 2014 til Varde Kaserne.

Af Henrik J. Møller i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Opdateret af Redaktionen 2024.

Litteratur: Jan Schlürmann m.fl. (red.): Handbuch zur Nordelbischen Militärgeschichte. Husum 2010. Kai Edward Larsen: Den danske soldat i Sønderjylland. 1970. A. Lindvang: Under syv flag: Haderslev Kaserne 1888-1988. 1988. Henrik J. Møller: Tønder Kaserne 1920-2002. 2004.