Haderslev Kaserne
Stående militære enheder har fra midten af 1600-tallet været stationeret i Haderslev. Den nuværende kasernebygning stammer fra 1888. Den er opført i den tyske militærarkitekturs stil med bl.a. tårne og var beregnet til at rumme en bataljon, der bestod af ca. 550 mand. Formålet med at opføre kaserne på dette tidspunkt var også at fremme fortyskningen af området.
Efter Genforeningen i 1920 overgik kasernen til dansk forsvar, hvor Slesvigske Fodregiment i 1923 blev stationeret der. Ved den tyske besættelse den 9. april 1940 kom soldater fra Haderslev Kaserne i kamp; fire soldater fra garnisonen døde.
Efter Den Kolde Krigs ophør fulgte nedskæringer i det danske militær med beslutning om at nedlægge Slesvigske Fodregiment 2000-2001. Herefter rummede kasernen primært operative stabe. Denne beslutning fik lokale folk til at kæmpe for kasernen, og i 2019 blev Slesvigske Fodregiment genoprettet.
I forbindelse med markeringen af befrielsen den 4. maj 1945 afholdes der lysfest på Haderslev Kaserne.
Haderslev Kaserne, 2019.
Forsvaret. Foto: Sune Wadskjær Nielsen.