Vi vidste det jo egentlig godt: Olsenbanden var populære i Østtyskland til et niveau, hvor mange troede, den faktisk var en tysk opfindelse. Alligevel er der noget nyt i at få fotoet præsenteret på den måde: Olsenbanden som graffiti på Berlinmuren.

Historien har faktisk en mening

Fotoet af Olsenbanden er ét af de 89, som Berlingskes tysklandskorrespondent Lykke Friis bruger til at fortælle historien om det tidspunkt i Europa, som næsten alle kan blive enige om, er et af de ubetinget mest løfterige på vort martrede kontinents slidte, gamle jord. Det er imidlertid ikke blot en collagebog, Lykke Friis har udgivet. Den består nok af 89 fotos, men er også en gennemskrevet, plateau-agtig beskrivelse af situationer, stemninger og mennesker i tiden før og efter murens fald.

Denne skrivestil passer vitterlig godt til fotosamlingen og vil egne sig glimrende til gymnasiet og børnebørnene: Sådan her kan historie også være. Og så er der jo det sælsomme ved fotografier, der præsenteres i en skæbnesvanger, historisk sammenhæng, at de giver en umærkelig følelse af håb. Historien betyder noget, giver mening.

Det er sikkert derfor, det fungerer så fornuftigt for Lykke Friis med denne blandingsgenre. Det synes hun også selv at have sans for, når hun skriver, at “murens fald er et dramatisk eksempel på overraskelse, et øjeblik, hvor både bogstavelige og billedlige strukturer uventet smuldrede. En række uheld, nogle af dem så små fejl, at de i enhver anden sammenhæng ville have været trivielle.”

Det gælder eksempelvis Politbureauets førstesekretær Günter Schabowski, der pludselig skulle briefe det internationale pressekorps om de rejseregler, som DDR under pres måtte indføre i november 1989. “Så vidt jeg ved”, sagde han i atypisk utotalitær tone, vil DDR-borgere nu kunne rejse ud via de normale grænseovergange. “Hvornår?”, spørges der. “Efter hvad jeg ved (…) sker det straks, med det samme”, stammede han. Så tilfældig er historien. Og hvilket paradoks er det ikke, at disse tilfældigheder indgyder en følelse af, at den faktisk har en mening. Her i Lykke Friis’ formulering: “Berlinmuren faldt ved en fortalelse.”

Da en grænsevagt gjorde sig selv arbejdsløs

Tilmed kan historien være tragikomisk. Det gælder den grænsevagt, Harald Jäger, der ikke kunne få ordrer oppefra om forholdsregler mod de mange borgere, der bevægede sig mod overgangen i Bornholmer Str. efter meddelelsen om at grænseovergangene var åbne. Han kunne lige så godt have skudt med skarpt, men valgte at åbne grænseovergangen. Det er også sigende for den lange tyske historie, at 1989 gennem et eksempel som ham også repræsenterer en udfordring. Han er et billede på, at Tyskland ikke udelukkende er vokset gnidningsfrit sammen.

Som Lykke Friis bemærker, gjorde en østtysker som ham jo sig selv arbejdsløs, da “den tysk-tyske grænse ophørte med at eksistere”. Harald Jäger har også senere fortalt, at han i 1990 holdt med Argentina i VM-fodboldfinalen mod forbundsrepublikken. “De (vesttyskerne, red.) skulle ikke også vinde i fodbold”, mente han. Genforening? Ja. En “Wende”? Ikke ubetinget.

Lykke Friis har grundlæggende skrevet et anderledes, effektfuld og fornøjelig bog om en tid, der viste, at historien er fuld af mening, selvom det er enkelte menneskers vilje og det store tilfælde, der har det med at ændre dens gang. Den er aldrig entydig, og de gode er aldrig kun gode. Det er nok meget godt.

Håbets Europa i 89 billeder. Af Lykke Friis. Gads Forlag 2019, 273 sider, 300 kr.