Hvem af os elsker baconchips?” står der på en powerpoint på tavlen i et kælderlokale på Aarhus Efterskole. “Hvad tror I?” spørger Jonas Kopf og kigger ud på de omkring 35 elever, der sidder spredt rundt i lokalet? “Er det mig, Jasmin eller Liza? Hvad tror I?”. Der bliver mumlet og snakket rundt omkring i lokalet. De fleste gætter på Jonas eller Liza.

Jonas smiler. “Det er ikke mig.” Og så går Jasmin til bekendelse: “Det er mig. Jeg har en affection for baconchips og plejede at spise virkelig mange. Men nu er de begyndt at putte noget i, som er lavet af kød, jeg ikke kan spise som muslim. Så det er fire måneder siden, jeg har spist dem sidst.”

Jasmin Kamalzada, Elizaveta Wagner og Jonas Kopf er en del af Grænseforeningens Kulturmødeambassadører. Korpset tager ud til skoler og andre mødesteder for at fortælle om, hvordan de oplever at leve som bindestregsdanskere – og lægge op til dialog om diskrimination, identitet og mangfoldighed. Ideen er at give danskere kendskab til mindretallene i det dansk-tyske grænseland og forbinde historien om grænselandet med de brydninger, der findes i Danmark omkring etniske minoriteter og nationalt tilhørsforhold.

Denne aften på Aarhus Efterskole er der to hold på tre kulturmødeambassadører af sted. I en sal i stueetagen fortæller dansk-afghanske Ella, Lea fra det danske mindretal i Tyskland og Patrick fra det tyske mindretal i Danmark, mens det i kælderlokalet er dansk-russiske Elizaveta, dansk-afghanske Jasmin og dansk-tyske Jonas, der formidler deres historier.

Hvem er royalist?

Til at begynde med har de præsenteret sig med fornavn, alder og hvilken by, de bor i. Herefter skal eleverne gætte, hvem der gemmer sig bag en række udsagn: Hvem elsker baconchips, hvem tolker for sin mor, hvem har kun boet i Danmark siden 2017, og hvem er royalist?

Mange gætter på, at det er Jasmin, der er royalist, men det er Jonas. Og de færreste gætter, at det også er Jonas, der kun har boet i Danmark siden 2017. Og det overrasker eleverne at høre, at han er vokset op som tosproget og har gået i dansk skole i Flensborg. Da han flyttede til Danmark for at studere, var han bekymret for, at han ville blive udpeget som ‘ham tyskeren’ og alene identificeret med sin tyske baggrund.

“Min mormor er fra det danske mindretal, og min morfar er pæretysk. Min mormor insisterede på, at min mor skulle gå i dansk skole, og omtrent samme historie gælder for min far. Mine forældre tog det sydslesvigske til sig og blev engageret i det danske mindretal. De er i dag begge lærere på danske skoler i Tyskland, og min lillesøster er på højskole i Danmark. Jeg selv læser statskundskab og er formand for Grænseforeningen Ungdom”, fortæller Jonas.

“Da jeg skulle begynde på universitetet, var jeg bange for at blive reduceret til noget, der står på et stykke papir. Jeg skammer mig ikke over at være tysk, men ville gerne være mere end det. Så jeg besluttede ikke at fortælle, hvor jeg kom fra. Men efter en halv time måtte jeg fortælle, at jeg kommer fra Flensborg. Så fik jeg det klassiske spørgsmål om, hvem jeg holder med, når Danmark møder Tyskland i håndbold eller fodbold. Men alle var søde.”

Jonas kigger på tilhørerne og konkluderer: “Så er det en ulempe at være tysk i Danmark? Nej, det synes jeg ikke. Man skal bare lige læse op på nogle af de jokes, man ikke kender. Heldigvis var nogle af drengene fra studiet gode til at introducere mig til ‘Drengene fra Angora’ og ‘Klovn’.”

“Det handler om, at det ikke er enten-eller. Hvis man for eksempel har en oprindelse, som er kurdisk, arabisk, afghansk eller noget helt fjerde, så har man begge dele i sig og skal ikke vælge”, siger hun.

Herefter fortæller hun historien om udviklingen i det dansk-tyske grænseland – om krigen i 1864, afstemningen og grænseflytningen i 1920 og udviklingen frem mod positiv sameksistens på begge sider af grænsen, bl.a. hjulpet på vej af København-Bonn-erklæringerne fra 1955.

“I dag samarbejder man på kryds og tværs af grænsen, og der er danske og tyske skoler på begge sider. Det er bl.a. gået sådan, fordi Grænseforeningen har gjort et stykke arbejde”, fortæller Jasmin.

Hun tilføjer, at Grænseforeningen stadig støtter det danske mindretal og den positive sameksistens i grænselandet, men har udvidet sit arbejdsfelt.

“I dag kan man sige, at der er mange grænser inde i Danmark, fordi der er fordomme mod etniske minoriteter – mellemøstlige, asiatiske, afrikanske. Dem arbejder Grænseforeningen på at nedbryde.”

Herefter fortæller Elizaveta, at hun oprindeligt er fra Rusland og kom til Danmark i 2013 sammen med sin mor og lillebror, fordi moren havde fundet en dansk mand. På forhånd kendte hun stort set intet til Danmark udover et par af H.C. Andersens eventyr og nogle popsange.

“I dag føler jeg mig hjemme både i Rusland og Danmark. Når jeg rejser til Rusland på besøg, siger jeg, at jeg skal hjem, og når jeg rejser tilbage til Danmark, siger jeg, at jeg skal hjem. I Danmark oplever jeg indimellem skepsis på grund af stereotyper om vodkadrikkende, korrupte russere. Og når jeg er i Rusland, kan jeg mærke, at mine holdninger er blevet mere danske, for eksempel i spørgsmål om feminisme og LGBT-rettigheder”, siger hun.

Mobbet med tørklædet

Jasmins historie begynder, da hun som fireårig rejser med sin mor og sin storebror til Danmark, hvor hendes far nogle år tidligere havde fået asyl. Da hun i 4. klasse flyttede til en skole, hvor hun var den eneste med tørklæde, blev hun mobbet.

“Da jeg efter flere år gik til en lærer med det, affærdigede hun det med, at det nok bare var for sjov. Jeg kunne se i hendes øjne, at hun godt vidste, at det var løgn. Alligevel hviskede en stemme i mit hoved, at det var mig, der var forkert, hvis jeg ikke kunne tage deres jokes.”

Jasmin fortæller, at hun for at beskytte sig selv mod mobning i gymnasiet besluttede at skjule den afghanske side af sig. Men med tiden måtte hun erkende, at det blev for svært at undertrykke en del af sig selv.

“Så besluttede jeg aldrig mere at vende det indad, når folk siger, at der ikke er plads til mig og den, jeg er. Jeg er både afghaner og dansker, og jeg vil ikke tvinges til at vælge.”

Klapsalverne brager løs, og så er det tid til spørgsmål. Under spørgerunden får efterskoleeleverne bl.a. afklaret, at Jonas som regel holder med Danmark i håndbold og er stor fan af Flensborg Handewitt, hvor der er mange danskere på holdet.

Til slut kan eleverne sige, hvad de har fået ud af aftenen. En pige siger: “Jeg synes, at det var spændende, for jeg vidste ikke så meget om tyskere, der kommer til Danmark.” Og en anden supplerer: “Det var dejligt, at I fortalte på jeres helt egen måde. Jeg har fået meget mere respekt for bindestregsdanskere.”