Fra nu af taler vi rigsdansk og sønderjysk”.

Sådan lød det i præstegården i Burkal Sogn ved Tønder i Sønderjylland over middagsbordet en dag i 1920. Grænselandspræsten Martin Schwarz, født i Ditmarsken af tyske forældre, havde talt og dermed truffet denne afgørende beslutning på sin families vegne, selvom de indtil denne dag kun havde talt tysk med hinanden.

Det er kirkehistoriker, professor Martin Schwarz Lausten, der fortæller historien om sin morfar, Martin Schwarz, som han har skrevet om i bogen ‘Den kirkelige genforening i 1920’. Mens andre tyske præster rejste til Tyskland efter folkeafstemningen i 1920 og den efterfølgende nye grænsedragning, valgte hans morfar at blive i præstegården i Burkal, der nu ikke længere lå i den preussiske provins Slesvig, men i Danmark. “Guds ord er vigtigere end det nationale spørgsmål”, som han sagde.

Om det nationale er ved at sætte både Guds ord, internationale aftaler, retssikkerhed og åndsfrihed ud af kraft, kan man blive i tvivl om, når man læser regeringens lovprogram for folketingsåret 2020/2021, mener Martin Schwarz Lausten. Af lovprogrammet fremgår det, at kirkeministeren i februar 2021 vil fremlægge et lovforslag om prædikener på andre sprog end dansk med det formål “at skabe større åbenhed om religiøse forkynderes prædikener i Danmark, når de prædiker på andre sprog end dansk”.

“Formålet er åbenbart at ramme de radikale hadprædikanter i Danmark, og det har jeg da en vis forståelse for. Men det må man fra regeringens side tage hånd om på anden måde. Forslaget er på alle måder en underkendelse af de frihedsrettigheder, vi ellers er så stolte af i Danmark. Og samtidig er det i modstrid med en meget gammel tradition i kirken. Som allerede Martin Luther og senere Grundtvig sagde: Evangeliet skal forkyndes på folkesproget”, siger Martin Schwarz Lausten.

Massiv dansk kritik af forslag

Regeringens lovforslag, der ifølge regeringen har som formål at skabe større åbenhed om prædikener på andre sprog end dansk, hvorfor der skal finde en oversættelse til dansk sted, vil ikke alene ramme det tyske mindretal i Sønderjylland, men også den tyske Skt. Petri Kirke, der er den ældst bevarede kirke i indre København fra 1575, samt bl.a. de færøske og grønlandske menigheder i Danmark. Derudover vil det i øvrigt ramme Den katolske Kirke og fremmedsprogede menigheder af enhver slags.

Det bebudede lovforslag er blevet mødt af kritik, siden det blev præsenteret af Socialdemokratiet i valgkampen i foråret 2020 og sidenhen kortfattet i regeringens lovprogram i oktober måned. “Det vil være en virkelig skandale, hvis det kom dertil, at tyske præster fremover skal holde deres prædikener på dansk eller indlevere dem skriftligt på dansk”, skrev fungerende chefredaktør på Der Nordschleswiger, Cornelius von Tiedemann, i en leder.

Folkekirkens 12 biskopper, herunder den grønlandske og den færøske biskop, har 8. januar 2021 skrevet et fælles brev stilet til statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Jeppe Kofod, justitsminister Nick Hækkerup, udlændinge- og integrationsminister Matthias Tesfaye og kirkeminister Joy Mogensen og givet udtryk for “en stærk bekymring” over lovforslaget med anmodning om, at regeringen undlader at fremsætte lovforslaget. Biskoppernes henvendelse, der er underskrevet af biskop Peter Skov-Jakobsen, der også er formand for Grænseforeningen, følger i kølvandet på en henvendelse til regeringen fra biskopperne i København, Ribe, Haderslev og Slesvig. Tidligere kirkeminister Mette Bock har kaldt forslaget “så dumt, at det bogstaveligt talt skriger til himlen”.

… og tysk kritik

Også i tyske medier har der lydt skarp kritik. Til Frankfurter Rundschau siger biskop Marianne Christiansen, Haderslev, at hun med lovforslaget mærker “censurens kolde hånd”. Salzburger Nachricten skriver, at et lignende forslag i USA formentlig ville have ført til borgerkrigslignende tilstande. Til den tyske avis taz siger Christian Rabjerg Madsen (S), der er formand for Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg, at det tyske mindretal ikke behøver at bekymre sig: Regeringen er bevidst om problemstillingen og vil forsøge at tage hensyn hertil, når lovforslaget udarbejdes. Taz spørger herefter, om han tror, det er tilstrækkeligt, at regeringen er bevidst om problemet?  Til det svarer Christian Rabjerg Madsen: “Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke blive mere konkret.”

De mange negative reaktioner fik i januar udlændingeordfører Rasmus Stoklund (S) til at reagere:

“Det skal ikke være færøske eller tyske menigheder, den (loven, red.) skal rettes mod. […] Vi forsøger at leve op til vores internationale forpligtelser samtidig med, at lovgivningen skal ramme dem, den er tilsigtet, som primært er imamer, der står og spreder had mod for eksempel jøder og homoseksuelle i moskéer og radikaliserer unge mennesker. […] Det er en juridisk udfordring at sørge for det, og den har vi ikke løst endnu”, sagde Rasmus Stoklund til Kristeligt Dagblad.

Diskriminering af muslimske medborgere

Jurist Sten Harck, der har en ph.d. i mindretalsrettigheder og er opvokset i Sydslesvig som en del af det danske mindretal, men i dag bor i München, mener ikke, at den juridiske udfordring, som Rasmus Stoklund taler om, lader sig løse.

“Jeg bakker helt ærligt op om, at man skal forhindre islamiske hadprædikanter i at udbrede deres tanker. Men jeg tror ikke på, at man kan strikke en lov sammen, der på en og samme tid kræver, at der bliver talt dansk i moskeerne, mens der gerne må tales tysk og færøsk i disse trossamfunds respektive menigheder. Det vil jo være en klar diskriminering af de muslimske medborgere. Det er en tabersag”, mener Sten Harck.

Han henviser til, at sproget er af helt central betydning for alle mennesker, men især for mennesker, der tilhører et mindretal.

“Sproget er den største kulturbærer og identitetsskabende faktor. Det ved jeg personligt som et menneske, der er vokset op som en del af det danske mindretal, og det ved jeg fra min forskning. Hvis man forhindrer det tyske mindretal i at tale tysk ved gudstjenesten, så er det yderst alvorligt og i strid med alle internationale konventioner”, siger Sten Harck.

Nej til forskelsbehandling

Lisbet Christoffersen, der er professor i religionsret ved Roskilde Universitet, peger på, at lovforslaget, hvis det bliver vedtaget, vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 om forbud mod diskriminering.

“Heri står der helt klart, at der ikke må forskelsbehandles på grund af religion”, siger Lisbet Christoffersen og tilføjer, at man ej heller må forskelsbehandle på grund af tilhørsforhold til et nationalt mindretal. Hun henviser til en række internationale konventioner, der er specifikt rettet mod beskyttelse af nationale mindretal. Det gælder bl.a. Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal og Den europæiske Sprogpagt om regionale sprog eller mindretalssprog.

“Udgangspunktet i de internationale konventioner er, at forskellige trossamfund skal behandles lige, men man må gerne forskelsbehandle, hvis der er en saglig grund. Den kan jeg bare have meget svært ved at få øje på”, siger Lisbet Christoffersen.

København-Bonn-erklæringerne

Tidligere generalkonsul i Flensborg, historiker Henrik Becker-Christensen, har forsket i og skrevet om det tyske mindretal i Sønderjylland efter Genforeningen i 1920. Han har også beskæftiget sig med København-Bonn-erklæringerne fra 1955 om gensidig beskyttelse over for det tyske mindretal i Sønderjylland og det danske mindretal i Sydslesvig. Heri lyder det bl.a.: “Personer, der tilhører det tyske mindretal og deres organisationer, må ikke hindres i, i tale og skrift, at benytte det sprog, de foretrækker.”

Henrik Becker-Christensen mener i modsætning til Sten Harck ikke, at det vil udgøre et problem, hvis regeringen ender med at lave en undtagelsesbestemmelse for det tyske mindretal i sit lovforslag. Faktisk mener han, at det er den eneste rigtige løsning.

“Sagen er jo, at det tyske mindretal historisk har haft en særstilling i Danmark. Allerede i 1919 efter Første Verdenskrig afgav den dansk-slesvigske delegation en skriftlig erklæring på Fredskonferencen i Paris. I erklæringen hedder det bl.a. at “det tyske mindretals naturlige ret til at bruge deres eget sprog vil blive respekteret”. Dette blev bekræftet efter Anden Verdenskrig i statsminister Hans Hedtofts såkaldte Københavns-notat om det tyske mindretals rettigheder”, siger Henrik Becker-Christensen og fortsætter:“

København-Bonn erklæringerne bygger på denne historiske arv. Dette bliver regeringen nødt til at respektere, ellers bliver der ballade med det tyske mindretal, og Danmarks internationale anseelse vil lide alvorlig skade”, siger Henrik Becker-Christensen, der peger på, at der i lovgivningen ofte er tale om undtagelsesbestemmelser, når det gælder det tyske mindretal. Bl.a. er der bestemmelser, der er med til at sikre det tyske mindretals politiske repræsentation i Sønderjylland, ligesom det tyske mindretals skoler er ligestillet med offentlige danske skoler, når det gælder elevtilskud, hvilket ikke gælder for andre friskoler og privatskoler. Noget tilsvarende gør sig gældende for det danske mindretal syd for grænsen.

Lisbet Christoffersen ser heller ikke en undtagelsesbestemmelse i det bebudede lovforslag som et problem. Dog mener hun, at en sådan undtagelsesbestemmelse ikke alene bør omfatte det tyske mindretal i Danmark, men også Den katolske Kirke i Danmark, de nordiske og engelske menigheder samt Det Jødiske Samfund. Hun peger også på, at man kunne indføre en form for såkaldt reciprocitet, det vil sige gensidighed.

“En mulighed var jo at tage udgangspunkt i de lande, hvor man som dansk trossamfund ikke frit kan prædike på dansk. Det kunne være lande som Tyrkiet, Saudi-Arabien og Iran. Disse landes prædikanter kunne herefter afkræves at prædike på dansk eller oversætte prædiken til dansk for at opnå den ønskede åbenhed”, siger Lisbet Christoffersen og bemærker, at et sådant gensidighedsprincip netop er gældende i København-Bonn-erklæringerne.

Hvad med åndsfriheden?

Ingrid Ank, der er akademileder ved Grundtvigsk Forum, har sammen med socialdemokraten Daniel Toft Jakobsen skrevet bogen ‘At være demokrat er ikke at være bange. Åndsfrihed under pres’. Hun mener, at regeringens bebudede lovforslag – ud over at være i modstrid med de internationale konventioner og København-Bonn-erklæringerne – på et mere grundlæggende plan er farligt.

“Jeg synes faktisk, at alt er galt fra start til slut, når det gælder regeringens planer om et sådant lovforslag. For det første er det en klar mistænkeliggørelse af det religiøse – for kunne man for eksempel forestille sig at kræve alle offentlige taler oversat? Dernæst: Vi taler meget om forsamlingsfrihed eller manglen på samme her under corona. Men forsamlingsfrihed er jo ikke kun friheden til at mødes, men også friheden til at kunne mødes med nogen om noget. Det er problematisk, når staten vil kontrollere, hvad det er, vi mødes om, i dette tilfælde en gudstjeneste. Endelig er lovforslaget et udtryk for noget, der aldrig vil komme til at virke efter hensigten. Hvem tror alvorligt talt på, at den person, der opildner til had fra prædikestolen på et fremmed sprog, vil tage dette med i en oversættelse?”, siger hun og fortsætter.

“Jeg tror, det her forslag, hvis det bliver vedtaget, vil ramme vores fælles frihed. Det vil gøre os dummere og indsnævre os”, siger Ingrid Ank, der også er bekymret, når integrationsordfører Rasmus Stoklund (S) siger, at lovforslaget vil undtage tyske og færøske menigheder. Selv om hun har fuld forståelse for, at det tyske mindretal i Sønderjylland nyder en særstilling i det danske samfund, mener hun principielt, at der bør være frihed for Loke såvel som for Thor, som Grundtvig formulerede det.

“Jeg vil virkelig appellere til alle andre menigheder og borgere generelt i det her land om at protestere. Vi må slås for, at dette ikke er i orden. Lovgivningen må være for alle og have et alment sigte. Vi kan da ikke acceptere, at den samme lovgivning gælder for nogle og ikke for andre. I stigende grad gør det sig gældende; konkret i denne sag, men også når det gælder friskolestramninger, tildækningsforbud, coronakamp og meget mere. Det er på det principielle plan simpelthen så langt ude”, siger Ingrid Ank.

“Ren og skær symbolpolitik”

Sten Harck er enig med Ingrid Ank. Han går ovenikøbet så langt som til at sige, at regeringen handler mod bedre vidende.

“Jeg mener, at dette lovforslag er ren og skær symbolpolitik. Man vil vise, at man er hård over for muslimske hadprædikanter og løber en kalkuleret risiko, når det gælder lovgivningen. Politikerne siger til sine jurister: Lav dette lovforslag. Men man er udmærket klar over, at det strider mod de internationale konventioner, og at man med stor sandsynlighed vil tabe ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis der bliver indgivet en klage. Inden domstolen får truffet en afgørelse, er der imidlertid nok gået flere år. Til den tid kan man sige til vælgerne: Vi gjorde, hvad vi kunne. Det er meget kynisk, og det er slet ikke i overensstemmelse med de retsprincipper, vi normalt roser os af i Danmark”, mener Sten Harck.

Martin Schwarz Lausten tænker på, hvad hans morfar ville have sagt om det bebudede lovforslag, hvis han havde levet i dag. Han tror, han ved, hvad de danske præster i Sydslesvig ville sige, hvis de tyske myndigheder krævede, at de skulle aflevere en tysk oversættelse af deres prædikerne mandag morgen. De ville sige nej.