Jeg har fået en bog om Vadehavet, en stor bog, et pragtværk. Jeg troede, at jeg vidste alt om Vadehavet, for jeg er vokset op lige i nærheden og har gået fra Dagebøl til Oland mange gange. Seks kilometer på havets bund, fantastisk. Men nu er jeg blevet meget klogere.                            

For Danmark er og bliver et lille land, og rent geografisk er der ikke meget at prale med. Vi måtte køre helt til Harzen for at se bjerge.

Jo, et eneste sted må vi gerne være lidt stolte over. For ved et af historiens mange tilfældigheder findes det største sammenhængende system af tidevandsflader i verden i den sydvestlige ende af Nordsøen. Her er havdybden så lav og tidevandet så kraftigt, at store dele af havbunden tømmes for vand ved ebbe og fyldes igen ved flod – to gange i døgnet. Den slags kaldes vadehav, og den nordlige del fra Skallingen til grænsen tilhører Danmark – resten og langt det meste ligger i Tyskland og Holland. I 2014 blev det udråbt som uerstattelig natur, såkaldt verdensarv af UNESCO. Finere bliver det ikke.

Har man sagt vadehav, siger man også diger, for med mellemrum stiger vandet så meget, at det vælter ind over øerne og det lave land. Det har menneskene beskyttet sig imod i hundreder af år ved at bygge diger, og det gode er, at landet inden for digerne, marsken, er noget af det mest frugtbare, der findes. Derfor har der altid været en voldsom bosættelse i disse områder. Marsken var og er noget af det fedeste.

Men selve Vadehavet er også fedt, og det er man først blevet klar over i nyere tid. Havbunden indeholder ufattelige mængder af orme, snegle, muslinger og andet småtteri, og når den er tørlagt to gange i døgnet, er det et enestående spisekammer for vadefugle, ænder og gæs, der kan tælles i millioner. De yngler der ikke, men forår og efterår, når de trækker fra syd til nord og vice-versa, holder de spisepause i Vadehavet og æder sig fede på ingen tid. F.eks. opholder hele verdens bestand af islandske ryler, en halv million, sig i Vadehavet om foråret.

Alt dette er velkendt og vel beskrevet. Der er lavet mange bøger om Vadehavet og marsken, for sammenlignet med al anden natur- og kulturbeskrivelse er det usædvanligt og spændende stof. Den nye bog slår vistnok dem alle. 500 sider i stort format. Skrevet af 14 forskellige forfattere, der er eksperter på alle de områder, der har med Vadehavet at gøre, hvilket er forbavsende mange.

Geologien og “tidevandets urkraft” beskrives indgående, og vi mindes om det ufattelige, at for 10.000 år siden var vi landfaste med England, fordi vandstanden var 40 meter lavere end nu. Vi hører om bosættelserne helt tilbage fra middelalderen. Alle bebyggelser blev anlagt på “værfter”, opgravede forhøjninger i den flade marsk. Derfor et stort og spændende afsnit om alt det, arkæologer har fundet. Plus et fornøjeligt kapitel om, hvordan de mest attraktive øer, f.eks. Sild, allerede fra 1900-tallets begyndelse blev til turistparadiser for de velhavende.

Søfarten hører med. Man kunne ikke sejle i Vadehavet, men som nævnt var det attraktivt at bo i marsken, og i sejlskibenes storhedstid kom mange af de bedste kaptajner herfra. Mærsk-familien stammer oprindeligt fra Ballum, såmænd.

Ribe, vor ældste købstad og den eneste danske vadehavsby, beskrives indgående. Det samme gør naturligvis de stormfloder, der igennem århundrederne skabte katastrofer.

Og der er plante-, dyre- og fuglelivet. Noget om “urbefolkningen”, friserne og deres helt eget sprog. Noget om kunstnere, Emil Nolde og Sigfred Lenz. Vi kommer hele vejen rundt, og det i bogstavelig forstand, for der er både tyske og hollandske forfattere med. Vadehavet strækker sig fra Esbjerg til Den Helder i Holland – næsten 1.000 km.  

 En bog med 14 forskellige forfattere kan lyde anstrengende, men redaktør John Frederiksen har været god til at udligne og sammensætte. Desuden har han haft uvurderlig hjælp af billederne, som der er mange af, altid flotte, smukke, nogen gange overraskende, wauw.  Vadehav og marsk er noget af det mest fotogene landskab, vi har, selv om det er fladt som en pandekage.

Men tænk, det er kun 50 år siden, at Danmark i fuldt alvor foreslog at bygge diger fra Esbjerg til Fanø og via Mandø til Rømø. At inddæmme og tørlægge hele det danske Vadehav.

Den slags er vi heldigvis vokset fra. Vadehavet længe leve!