Der er ingen tvivl om, at vi i fremtiden vil tale om nationalitet, nation og grænser. Den politiske situation i Europa lærer os, at der er grænser, som man ikke kan overskride, uden at det opfattes som en krænkelse af et lands suverænitet, og samtidig har karakter af et overfald på en anden kultur.
Heldigvis har vi også en anden oplevelse, nemlig at grænser er noget, hvor man sætter farten ned, men fortsætter ind på den anden side af grænsen. Når det kan lade sig gøre, er det selvfølgelig, fordi vores politikere i årenes løb har opbygget et tillidsfuldt forhold mellem nationerne. Det tillidsfulde forhold betyder ikke kun, at vi er enige. Endnu vigtigere er det, at vi opnår den tillidsfuldhed, der betyder, at vi også kan være uenige og derefter tale os til rette.
Der rejser sig en nationalisme i mange europæiske lande i disse år. Jeg indrømmer blankt, at jeg er bange for nationalisme. Den indeholder så meget vold, vrede og undertrykkelse. Den bobler af sejr og hævn, kampen mod de andre og mit eget land.
Den nationale følelse – eller lad os med den amerikanske historiker Timothy Snyders ord kalde den patriotismen – indeholder en naturlig glæde ved eget sprog og kultur, og det er en glæde, der betyder, at man ikke mister sansen for de andre, for den anden kultur og det andet sprog.
Patriotisme betyder, at der åbnes for en nysgerrighed over for de andres måder at være til på. Når jeg tænker på mit land og på det, jeg lærte, og som jeg gerne vil være med til at give videre, kommer jeg i tanke om, hvor vigtigt det er med åndsfrihed, frisind, solidaritet, retfærdighed og mangfoldighed.
Jeg er født på et sted på jorden og i et demokrati, hvor man ikke er bange for at gå ind i de vanskelige debatter, og hvor man ikke er bange for de mange dilemmaer. At være i live er jo at være midt i mange dilemmaer. De er politiske, religiøse, kulturelle og etiske. Hele tiden har man sit udgangspunkt med sig, det der er centrum i ens liv, og hele tiden skal man møde virkeligheden og tage stilling til flygtningestrømme, sociale forhold, andre skikke.
I de kommende år håber jeg, at vi kan lære at leve med en naturlig national følelse og samtidig bevare sansen for de andre og vores mindretal. Der er mange mindretal – det frisiske sætter vi fokus på i dette nummer af Grænsen. Historien bliver spændende, når man når ned i hverdagen, og man aner, hvad det er, der får os til at føle et fællesskab med hinanden. Det er vores reaktioner på hverdagen, der også knytter os sammen, for vi agerer nu engang ud fra, hvordan vi møder verden, og hvordan verden er sat sammen dér, hvor vi har hjemme, med enge, alleer, kog, hallig eller marsk.
