Jeg er jo ikke Kris.”

Jette Søndergaard smiler, mens hun forklarer, at hun føler, hun har behov for at understrege dét, der burde være en selvfølge inden for skuespilfaget: At hun som skuespiller ikke er, men har spillet rollen som den 27-årige sønderjyske Kris, der i det sønderjyske landmandsdrama ‘Onkel’ fra 2019 passer sin halvindvalide onkel på en gård i marsken, men drømmer om at læse til dyrlæge i København.

Jette Søndergaard oplever nemlig ofte, at folk tror, at hun spiller sig selv i filmen, og at instruktør Frelle Petersen blot har været heldig at finde en ung kvinde, der passede perfekt til rollen som den stille, hjælpsomme og introverte Kris, der taler med onklen i korte, ofte indforståede sætninger på sønderjysk. Men intet kunne være mere forkert, understreger Jette Søndergaard.

“Kris og jeg har det tilfælles, at vi begge er fra Sønderjylland, nærmere bestemt fra Tønderegnen, og at vi begge har en interesse for dyrlægefaget. Og så er Kris’ onkel i filmen faktisk også min onkel i virkeligheden. Men der stopper ligheden så også”, siger Jette Søndergaard, der for ligesom at understrege pointen taler i lange, formfuldendte sætninger på rigsdansk, mens hun gestikulerer og smiler.

“Men æ ka’ os tale synnejysk”, tilføjer hun og griner, da vi har sat os på en hyggelig café på Frederiksberg, nogenlunde midt imellem hjemmet i lejligheden tæt på Frederiksberg Have, som Jette Søndergaard deler med sin kæreste, og Landbohøjskolen, hvor hun har uddannet sig til dyrlæge.

Her har magasinet Grænsen sat Jette Søndergaard stævne til et interview om hendes sønderjyske roller – hvor hun aktuelt igen kan opleves på sønderjysk dialekt i hovedrollen i Frelle Petersens nye film, ‘Resten af Livet’, der havde premiere 7. juli og stadig kan ses i biografen – og ikke mindst om hendes rødder i Sønderjylland, sproget og kulturen.

Gennembrud på sønderjysk

Det er netop det, at Jette Søndergaard kan sønderjysk, der har givet hende mulighed for som forholdsvis uprøvet skuespiller at få hovedrollerne i Frelle Petersens to anmelderroste film, ‘Onkel’ og ‘Resten af Livet’, som er de to første film i en af instruktøren planlagt sønderjysk trilogi.

Da Jette Søndergaard mødte Frelle Petersen, der selv stammer fra Aabenraa, barslede han netop med drømmen om at lave autentiske dramaer på sønderjysk.

“Mit møde med Frelle har betydet alt for min skuespilkarriere. Jeg var til casting på hans første film, ‘Hundeliv’ fra 2016, hvor jeg fik en mindre rolle. Og det syntes han åbenbart, jeg gjorde rigtig godt. I hvert fald har han sidenhen tilbudt mig to store roller”, siger Jette Søndergaard.

Frelle Petersen blev så glad for samarbejdet med Jette Søndergaard, at han først skrev rollen som Kris i ‘Onkel’ til hende og siden rollen som Line, en ung kvinde, der i ‘Resten af Livet’ kæmper med sorgen efter sin brors død og et uopfyldt ønske om at blive gravid.

“Det kom sig af, at der til optagelserne af ‘Hundeliv’ skulle bruges en gård. Der foreslog jeg min onkel Peters gård, som så kom med i filmen. Men Frelle forelskede sig totalt i gården, som han så som den perfekte setting til at realisere sin drøm om et sønderjysk landbrugsdrama. Og da han vidste, at jeg taler sønderjysk, havde han mig i tankerne, da han begyndte på drejebogen til ‘Onkel’.

Senere, da han var nogenlunde færdig med manuskriptet til ‘Resten af Livet’, ringede han og sagde: ‘Nu har jeg den her idé til en film. Den spiller også i Sønderjylland på sønderjysk’. Så for mig har det sønderjyske virkelig åbnet døre”, siger Jette Søndergaard, der for sin medvirken i ‘Onkel’ blev nomineret til både en Robert og en Bodilpris for bedste kvindelige hovedrolle.

Sønderjysk er kernesproget

Det var således i mødet mellem Frelle Petersen og Jette Søndergaards onkel Peter H. Tygesen og dennes gård, at ideen til ‘Onkel’ blev udviklet. Og det var også, da Frelle Petersen skrev på manuskriptet, mens han boede i en campingvogn på gården, at han fik ideen til, at Peter H. Tygesen skulle spille onklen i filmen. Så Jette Søndergaard kom i sin første store filmrolle til at spille i sin hjemstavn, på sin onkels gård og ikke mindst på sin sønderjyske barndomsdialekt, som betyder meget for hende.

“Sønderjysk er på en måde min kerne. Det er det sprog, jeg først har lært og er vokset op med. Så det ligger dybt i mig, og det gør, at jeg ser mig selv som sønderjyde, selvom jeg efterhånden har talt rigsdansk i nogenlunde samme antal år som sønderjysk. Der kommer simpelthen flere følelser frem på sønderjysk, fordi det er mine forældres og bedsteforældres sprog og ikke mindst mit barndomssprog. Og skulle jeg selv få børn en dag, ville jeg også gerne give dialekten videre til dem”, siger Jette Søndergaard.

Så snart Jette Søndergaard kommer til Sønderjylland, eller når hun er sammen med gamle veninder, slår hun over i sønderjysk. Hendes kæreste, der også er sønderjyde, taler hun dog rigsdansk med.

“Jeg har faktisk aldrig tænkt så meget over, at jeg taler rigsdansk med min kæreste. Vi har mødt hinanden i København på rigsdansk, som så er blevet vores sprog. Men når jeg taler med veninder fra min barndom, slår vi lynhurtigt over i sønderjysk. Sidder jeg rundt om et bord med venner og familie, sker det, oftest uden at jeg tænker over det, at jeg skifter frem og tilbage mellem sønderjysk og rigsdansk, alt efter hvem jeg taler med. Det er lidt ligesom at være tosproget”, siger Jette Søndergaard.  

Det, der er afgørende for, hvilken dialekt Jette Søndergaard taler med hvem, er, hvilken dialekt hun har mødt vedkommende på, forklarer hun.  

Så snart Jette Søndergaard kommer til Sønderjylland, eller når hun er sammen med gamle veninder, slår hun over i sønderjysk. Hendes kæreste, der også er sønderjyde, taler hun dog rigsdansk med.

“Jeg har faktisk aldrig tænkt så meget over, at jeg taler rigsdansk med min kæreste. Vi har mødt hinanden i København på rigsdansk, som så er blevet vores sprog. Men når jeg taler med veninder fra min barndom, slår vi lynhurtigt over i sønderjysk. Sidder jeg rundt om et bord med venner og familie, sker det, oftest uden at jeg tænker over det, at jeg skifter frem og tilbage mellem sønderjysk og rigsdansk, alt efter hvem jeg taler med. Det er lidt ligesom at være tosproget”, siger Jette Søndergaard.  

Det, der er afgørende for, hvilken dialekt Jette Søndergaard taler med hvem, er, hvilken dialekt hun har mødt vedkommende på, forklarer hun.

“Det er nok lidt ligesom med min kæreste. Hvis først jeg har opbygget en sproglig relation til nogen, kan den være svær at ændre. Da vi optog ‘Resten af Livet’, var det derfor vigtigt, at vi skuespillere blev ved med at tale sønderjysk sammen hele tiden. For jeg vidste godt, at hvis jeg uden for optagelserne begyndte at tale rigsdansk med dem, så ville min hjerne også komme til at slå over i rigsdansk i scenerne. Det, tror jeg, var det samme for de andre. Og det gør så, at vi nu udelukkende taler sønderjysk med hinanden, uanset hvor vi mødes”, siger Jette Søndergaard og griner.

Autentisk drama

Hvis man beskæftiger sig med danske dialekter, ved man, at sønderjysk ikke bare er sønderjysk. Dialekten adskiller sig ligesom andre dialekter alt efter, hvor man befinder sig. Med ‘Onkel’ havde Frelle Petersen en ambition om at lave “et autentisk sønderjysk landmandsdrama”, som han har kaldt det i et interview i Politiken, og dertil hørte også, at alle skulle tale den samme sønderjyske dialekt. Derfor skulle alle skuespillere stamme fra steder i en radius af 15 kilometer rundt om Jette Søndergaards onkels gård.

“Det var en vild og meget autentisk oplevelse at være med til. Og jeg synes, det er så fedt, at Frelle har turdet kaste sig ud i sådan et projekt. For hvor mange skuespillere kan man egentlig lige finde på en lille plet ude i det vestlige Sønderjylland? I hvert fald nok virkelig dygtige skuespillere til at besætte alle rollerne i en film som ‘Onkel’, viste det sig”, siger Jette Søndergaard

Frelle Petersens sønderjyske satsning blev da også belønnet. ‘Onkel’ blev hædret med en række priser, herunder Politikens Talentpris ved filmfestivalen CPH PIX og hovedprisen på Tokyo Film Festival, hvor det japanske publikum i særlig grad kunne relatere til Kris’ ambivalens i spørgsmålet, om hun skulle bistå sin onkel eller følge sine egne drømme. I Japan er det nemlig den ældste søskendes lod at skulle blive tilbage i hjemmet og passe familiens ældre, forklarer Jette Søndergaard.

“Det er fantastisk, at en lidt skæv sønderjysk historie, hvor en ung kvinde, der har mistet sine forældre og er flyttet ind hos sin onkel, er noget, man kan relatere til, ikke bare i Sønderjylland eller i Danmark men i hele verden”, siger hun.

Et nuanceret billede

I det hele taget synes Jette Søndergaard, at Frelle Petersens sønderjyske film tegner et billede af Sønderjylland, som slet ikke er så forskelligt fra resten af Danmark eller for den sags skyld verden.

“Jeg synes begge film tegner et godt billede af Sønderjylland og sønderjyderne. Ofte bliver film om det, der lidt nedladende bliver kaldt Udkantsdanmark, ekstremt stereotype. Og der er tit fokus på ubegavede mennesker. Det synes jeg, Frelle gør op med i begge sine film, hvor han viser meget begavede mennesker. Her bliver det ikke trukket ned over hovedet på én, at det eneste, vi gør i Sønderjylland, er at drikke øl og køre traktor”, siger Jette Søndergaard.

Særligt ‘Resten af Livet’, hvor det er en helt normal familie, der er i centrum, ser hun som universelt genkendeligt dansk drama.

“Der er ikke forskel på at være en familie i Sønderjylland eller i København. Vi er på samme måde alle sammen. Det, synes jeg, er fedt. Og jeg kan hundrede procent genkende familietummerummen og måden at kommunikere på, og det tror jeg også alle andre, der er vokset op i en familie, vil kunne”, siger Jette Søndergaard og tilføjer:

“Det, der gør filmen sønderjysk, altså udover sproget, er ting som kaffebordet og ringridning. Så der vises ting, der er typiske for Sønderjylland. Men det er aldrig på en karikeret måde.” 

Jette Søndergaard bliver dog ikke træt af, at der af og til gøres grin med Sønderjylland, sønderjyderne og dialekten, eksempelvis når Bodil Jørgensen i tv-programmet Rytteriet har spillet en slagfærdig sønderjysk landbrugskone.

“Jeg kan godt lide humor. Og jeg synes, det er skønt, når man gør lidt grin med ting. Der går ikke noget af mig, når der bliver gjort grin med sønderjyderne. Vi sønderjyder ved godt, hvem vi er. Og vi er rimelig stærke og stolte. Så det kan vi sagtens holde til, vil jeg mene”, siger hun og tilføjer, at hun alligevel gerne så flere seriøse film på dialekter, så der bliver tegnet et mere nuanceret billede af ikke bare Sønderjylland, men hele Danmark.

Det bedste fra to verdener

Når man taler med Jette Søndergaard i længere tid, kan man spore en vis kærlighed til hjemstavnen. Der er eksempelvis beskrivelsen af den trygge barndom i Løgumkloster, eller måden hvorpå hun stadig efter adskillelige år i København referer til Sønderjylland som hjem. Alligevel er hun glad og tilfreds for tilværelsen på Frederiksberg, og det trækker ikke i hende for at flytte tilbage til Sønderjylland.  

“Når jeg har været hjemme hos mine forældre, så siger jeg faktisk også, at nu tager jeg hjem til København. Så jeg er nok grundlæggende så privilegeret, at jeg har to hjem og på den måde får det bedste fra to verdener. For jeg elsker at bo i København med det liv og de muligheder, der er her. Men jeg elsker virkelig også at komme hjem til mine forældre og resten af familien og være i Jylland og i naturen. For i København kan jeg godt savne roen og de store vidder, hvor man kan kigge så langt, man har lyst til. Men samtidig savner jeg byen, når jeg har været for længe hjemme”, siger Jette Søndergaard.

Skuespiller eller dyrlæge

Det spørgsmål, der trænger sig på i slutningen af interviewet, er, hvorfor Jette Søndergaard efter at have brugt fem et halvt år på at læse veterinærmedicin har valgt dyrlægegerningen fra for at dedikere sig til en usikker karriere som skuespiller. For Jette Søndergaard bunder svaret i en barndomsdrøm.  

“Jeg har hele livet haft to drømme: Jeg ville være skuespiller eller dyrlæge”, siger hun, smiler og fortsætter:

“Det var i hvert fald det, jeg svarede, da jeg var fire, og min farfar spurgte mig, hvad jeg gerne ville være, når jeg blev stor. Mine forældre syntes, det var helt vildt. For de forstod ikke helt, hvor jeg var stødt på de to ting henne. Men det har fulgt mig hele livet.”

Allerede som barn var Jette Søndergaard med i alle de skuespil, hun kunne komme i nærheden af. Som medvirkende i skolekomedier blev det bl.a. til roller i ‘Ronja Røverdatter’ på skolen i Løgumkloster og i ‘Peter Pan’ på Tønder Gymnasium. Men det var alligevel den sikre vej med at læse til dyrlæge, som Jette Søndergaard først betrådte på vejen mod at realisere sine livsdrømme.   

“Jeg må jo nok erkende, at jeg som ung student fra Tønder Gymnasium ikke lige havde erkendt, hvordan jeg skulle finde vej til at blive professionel skuespiller. Men jeg har hele tiden arbejdet med skuespillet ved siden af mit studie”, siger hun og fortæller, at hun sideløbende med studiet tog skuespilskurser i Danmark, England og USA.

“Set i bakspejlet har det nok været en proces, hvor jeg hen ad vejen har lært mig selv bedre at kende. For nok har jeg haft to drømme som barn, men jeg har fundet ud af, at min egentlige passion ligger i skuespillet”, slutter Jette Søndergaard.