Det er en typisk dansk vinterdag i december. Det er gråt og vådt udenfor, men inde i caféen på Vesterbro i København er der varmt med tændte stearinlys og lystig snak ved de små borde. Abdel Aziz Mahmoud bestiller varm kakao. Stemningen emmer af det, som de efterhånden mange internationale avisartikler og bøger beskriver som særligt for det danske fænomen hygge.

Men hvordan er det nu med danskheden, når man som Abdel Aziz Mahmoud er født i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater som barn af statsløse palæstinensere fra Libanon og er kommet til Danmark som flygtning i en alder af to år? Kan man overhovedet betragte Danmark som sit fædreland, når ens familiære rødder er et helt andet sted? Abdel Aziz Mahmoud ser lidt opgivende ud, som en der har svaret på det samme spørgsmål mange gange før.  

”Det giver slet ikke mening at spørge sådan en som mig, om jeg er dansk. Selvfølgelig er jeg det, og selvfølgelig er Danmark mit fædreland. Det er her, jeg er vokset op, og det er her, jeg har mit liv, min familie og mit hjerte. Jeg har været sammenlagt én måned på ferie i Libanon, og som spæd har jeg boet to år i Abu Dhabi, som jeg ikke kan huske noget som helst fra”.

”Af og til bliver jeg dog mindet om, at jeg ikke automatisk er en del af fællesskabet. Det sker for eksempel, når jeg modtager kommentarer på de sociale medier fra vildt fremmede, der vil have mig ud af landet, eller der i den offentlige debat bliver fremført synspunkter, der definere danskhed ud fra kriterier som hudfarve og religion. Alt det fylder dog ikke særlig meget i min hverdag og mine nære relationer”, siger Abdel Aziz Mahmoud, der er klar over, at både hans navn, hans udseende med mørkt hår og mørk hud, og hans religion – han definerer sig selv som troende muslim uden at gå særligt op i religiøse påbud – ikke er typisk danske kendetegn.

”Jeg tager det ikke så tungt, at jeg skiller mig ud i mængden. Demokrati bygger jo på retten til forskellighed, at man accepterer hinanden og kan finde kompromiser. Så jeg føler mig ikke mindre dansk, fordi jeg ikke ligner flertallet”, siger Abdel Aziz Mahmoud.

At føle samhørighed

Siden januar 2015, hvor en enkel statusopdatering på Facebook satte gang i Abdel Aziz Mahmouds karriere som debattør, har han blandet sig i utallige debatter om danskhed. Han har optrådt på tv og i radioen, på de sociale medier og i avisspalterne, og han har holdt foredrag og skrevet bogen Hvor taler du flot dansk!, der udkom i april 2016. Samme år udnævnte dagbladet Politiken ham som den 13. mest indflydelsesrige debattør i Danmark.

”I starten følte jeg mig nok lidt presset ud i den her debat. Gang på gang måtte jeg i medierne lægge øre til, at udlændinge, og især muslimer, skulle gøre dit eller ikke gøre dat. Til sidst fik det bægeret til at flyde over, så jeg begyndte at tage til genmæle og blande mig”.

”Jeg taler nok særligt på vegne af alle de nydanskere, der ligesom mig bare gerne vil have lov til at være helt almindeligt danske. Men jeg synes også, det helt grundlæggende er vigtigt, at vi som samfund taler nuanceret om fædreland og danskhed. Det er begreber, som man ikke bare skal tage for givne størrelser. For mig betyder fædreland, at man føler sig knyttet til et sted, og jeg tror, det er ret nødvendigt at føle en tilknytning til noget og at føle samhørighed med nogen. Det er den tilknytning, der gør en dansk”.

”Det er fra samhørigheden i fædrelandet, at vi får en stor del af vores værdier, og det skal vi tale åbent om. Derfor er jeg også stor tilhænger af tiltag som Bertel Haarders Danmarkskanon. Engang imellem skal vi tale sammen om, hvad det er, der gør os danske. Ikke fordi jeg synes, vi skal nå frem til et resultat, men processen er vigtig”, siger Abdel Aziz Mahmoud, der til Danmarkskanon foreslog public service, som han mener, netop underbygger samhørigheden i det danske demokrati.

Tab af fædrelandet

For Abdel Aziz Mahmoud kan ingen af de lande, han gennem sin opvækst og familie har en relation til, gøre Danmark rangen stridig som hans fædreland. De Forenede Arabiske Emirater siger ham intet som helst. Han orkede ikke engang at besøge Abu Dhabi, da han var på ferie i Dubai, blot halvanden times kørsel fra sin fødeby. I Libanon har han familie, som han har besøgt og stadig besøger, men han nærer ingen kærlighed til det land, hvor hans forældre som statsløse palæstinensere boede som andenrangsborgere.

Kun Palæstina har en særlig plads i Abdel Aziz Mahmouds sind. Når han i sin bog omtaler sig selv som dansk-araber, er araberen helt uden tvivl en palæstinenser. Selv kalder han tilknytningen til Palæstina en forpligtigelse over for sin families skæbne og over for den kærlighed, hans forældre nærer til det sted.

”Det er klart, at mine forældre ikke altid har betragtet Danmark som deres fædreland. De kom med en kærlighed til Palæstina, som deres forældre oprindeligt flygtede fra (efter staten Israels etablering i 1948 og de efterfølgende arabisk-israelske krige, red.). Så jeg er blevet opdraget med en fortælling om dette her forjættede land. Men det er først sent i voksenlivet gået op for mig, hvad den fortælling egentlig indebærer af uretfærdighed”.

”Mine forældre har af mine bedsteforældre fået skøder på den jord, mine bedsteforældre ejede i Palæstina, og som de efter deres flugt ikke kunne bruge til noget som helst. I den situation bliver fædreland pludselig noget meget konkret, der er blevet taget fra dem. Fordi mine forældre er tættere på historien om krigen dengang, betyder begrebet fædreland nok også mere for dem, end for dig og mig eller alle dem omkring os her”, siger Abdel Aziz Mahmoud og peger ud i cafeen.

Et arrangeret ægteskab

”Det tog tid for mine forældre at lægge drømmen om Palæstina bag sig og tage imod Danmark som det nye fædreland. De har virkelig ydet en stor indsats for, at jeg og mine søskende er danske i dag. Især da vi efter nogle år flyttede i et parcelhus i Middelfart, gjorde de meget for at falde til. De var meget nysgerrige, snakkede med naboerne hen over ligusterhækken og tog flere og flere danske traditioner til sig. Vi har også altid set rigtig meget dansk fjernsyn, for vi skulle jo vide noget om det land, vi var kommet til”.

”Det er nok på den måde, flygtninge, inklusive mine forældre og til dels mig selv, får vores kærlighed til fædrelandet. Det er et arrangeret ægteskab, der udvikler sig til kærlighed. I hvert fald hvis kærligheden bliver gengældt, og det gjorde den i vores tilfælde”, siger Abdel Aziz Mahmoud.