Det er en nordisk ting, at parlamenter eller regeringer lader uafhængige forskere lave en magtudredning, som tager temperaturen på demokratiets tilstand. Det er kendt fra andre nordiske lande, og i Danmark kom den første magtudredning omkring årtusindskiftet. Det er ikke noget, man bruger i Tyskland. 

Men for det danske mindretal har udviklingen i moderlandet alligevel stor betydning, og da magt også udtrykkes i, hvordan ressourcer og indflydelse fordeles geografisk, har de ændringer, der er sket med det danske demokrati også stor betydning i Sønderjylland på den danske side af grænsen til Tyskland.

Professor David Hopmann, som er professor i politisk kommunikation ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet er medforfatter og har bidraget til bogen ‘Magt i et forandret Danmark’. I den skriver forfatterne blandt andet, at ‘små og økonomisk svage vælgergrupper kan have svært ved at mobilisere opbakning, der gavner deres situation, og at ‘en anden dimension af den stigende ulighed er den geografiske skævhed, der bliver stadig mere udtalt. Mange højt specialiserede og velbetalte jobs er i de større byer, hvilket bidrager til at øge indkomstforskellene mellem by og land.

Hvordan påvirker det udviklingsmulighederne i grænselandet, som dermed vel sakker agterud både hvad angår økonomisk og dagsordensættende magt?

“Det er på tide, at vi opdaterer vores selvforståelse. Vi har en fortælling om, at Danmark er et meget lige land. Vi er blevet et markant mere ulige land. Vi er ikke mere blandt de mest lige i Europa”, siger David Hopmann.

Han tilføjer, at bevægelsen fra land mod by er en global tendens, som ikke kan løses med et snuptag. Men det er ikke det samme som, at man ikke kan gøre noget. 

“Boligmarkedet er en af hovedkræfterne bag uligheden i Danmark, hvor vi ser vilde prisstigninger i byområder, men det sker ikke på landet. Det betyder også, at vi møder færre og færre, der ikke ligner os selv, der hvor vi bor. Det udfordrer sammenhængskraften.”, siger han. 

Ulighed og splittelse

Den store forskel i boligudgifter er med til at skabe ulighed, men det er ikke det eneste, der skaber splittelse.

“Når vi sidder i provinsen, er der nogle tendenser i politik generelt, som kan puste til afstanden mellem provinsen og København. Det er den professionalisering af politik, der sker generelt. Professionalisering af det politiske arbejde i København med tusindvis af folk, der er ansat til at udvikle politik i København. Der er en svingdør, hvor folk skifter mellem politiske partier, interesseorganisationer og public affairs-bureauer. Man kan spørge sig selv: Hvor god en kobling har det til det, der sker udenfor København. Det kan give en oplevelse i provinsen af, at København er langt væk. Den ulvedebat vi har i Danmark, er et udtryk for meget andet end ulve”, siger David Hopmann.

Han tilføjer, at det også er et politisk valg ikke at tage affære.

“Man kan for eksempel beskatte boliggevinster ligesom i Sverige. Jeg siger ikke, man skal gøre det, men der er ting, man politisk kan gøre noget ved. Man kan se på boligbeskatning og låntagning. Det er sværere for folk i provinsen at tage lån i huset og opgradere boligmasse og klimasikre deres boliger.” 

I bogen beskriver forfatterne, hvordan befolkningsgrupper, der føler, at andre bliver forfordelt, kan blive grebet af en statusangst eller en tabsangst. 

“Nogle steder føler man, at man mister status i forhold til nogle andre. Det er med til at puste til ‘dem og os’ og udfordre sammenhængskraften”.

David Hopmann mener også, at demokratiet i mindre kommuner langt fra København nemmere bliver udfordret af pengestærke virksomheder og fonde, også selv om de agerer i en god hensigt.

“Noget af det, vi også italesætter, er fondenes betydning. Vi har fået fonde, som er blevet meget store og meget rige. Bitten og Mads Clausens Fond og A.P. Møller Fonden bruger jo mange penge på gode formål. Men spørgsmålet er, om det ikke også udfordrer demokratiet. Kan Sønderborg Kommune sige nej, når de vil bruge knap 50 mio. på en lufthavn? Det er en vanskelig debat. Fondene gør mange gode ting, men kortslutter de ikke den demokratiske proces en gang imellem”, siger han og spørger:

“Dem, der bevilger pengene i fondene, er ikke på valg, og hvor ofte kan kommuner som Sønderborg eller Tønder sige nej til midler i den her størrelsesorden? Det gælder også Sydslesvig. A.P. Møller Fonden har gjort rigtig meget godt dernede, men kunne der være investeret anderledes, hvis det havde være demokratisk valgte politikere, der havde gjort det?”

Efterrationalisering

I bogen ‘Dansk demokrati i perspektiv’, som også er en del af Magtudredning 2.0, gør forfatterne brug af et begreb, de kalder efterrationalisering i forhold til at ville demokrati frem for at se det, man selv er enig i, gennemført.

Ifølge en undersøgelse efterrationaliserer 30 procent af danskerne, at hvis deres politiske synspunkt bliver fremmet af en politik, så er det vigtigere, at den gennemføres, end at det sker på demokratisk vis. Og så er Danmark blandt de lande, hvor færrest efterrationaliserer således.

Tyskland er et af de andre lande, og i Tyskland har vi set, at et demokrati blev til et diktatur i 1930’erne. Samtidig har et stort antal vælgere i Tyskland stemt på et parti, Alternative für Deutschland (AfD), der af det danske mindretal parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), og de fleste andre tyske partier betegnes som udemokratisk. 

Kan det aspekt udgøre en særlig udfordring for grænselandet og for mindretallets forhold til moderlandet?

“På det punkt er Danmark og Tyskland meget forskellige. Danmark har haft en relativ fredelig udvikling hen mod demokratiet kun afbrudt af Besættelsen. Det kan man ikke sige om Tyskland. Tyskland har været på vej mod at blive et demokrati i mange år, derfor har vi en forskellig sensibilitet og tilgang til tingene”, siger David Hopmann.

Han tilføjer, at Tysklands forfatning giver partierne en særstilling i det tyske demokrati. I Danmark nævnes partier ikke i Grundloven. Så de har en særlig status i Tyskland.

“Noget andet er, at AfD, når vi sammenligner det med højre populistiske partier i andre lande, ikke bare er et indvandrerkritisk parti. Det er et anderledes antipluralistisk parti end noget af det, vi kender i Danmark. De har meget mindre respekt for folk, der mener noget andet, og de har mindre respekt for andre partiers holdninger. Når der tales om et muligt partiforbud i Tyskland, skal man derfor bare huske, at hvad der giver mening i Tyskland, giver ikke nødvendigvis mening i Danmark – og omvendt”.

Det er altså ikke alle, der går op i demokratiske principper. Men ifølge David Hopmann kan vi konstatere, at vi står bedre i Danmark end i så mange andre lande.

“For mig er det måske mest af alt en påmindelse om, at demokratiet er til evig forhandling og skal vedligeholdes hele tiden. Det er ikke nogen naturlov, at vi er blevet meget demokratiske i Danmark. Det er af historiske årsager, nogen intenderet, noget tilfældigt. Men vi skal bevare og minde hinanden om, at det er vigtigt, at vi gør en indsats for et demokrati”, siger han og tilføjer at det handler om at give sammenhængskraft og sikre folk en stemme, så de mærker, at deres problemer bliver løst.

Han mener, der er nogle tendenser i vores samfund, der kan bekymre. Der er færre og færre, som er medlemmer af politiske partier. Hele mediemarkedet lider også af en fragmentering. 

“Man har ikke nødvendigvis fravalgt demokratiet, men nogle af de steder, hvor man bliver en del af demokratiske processer, glider ud, og det kan man være bekymret for. Det er et af de områder, hvor skoen trykker mest. Det er for eksempel ufatteligt få mennesker i Danmark i dag, der er med til at bestemme, hvilke politikere der skal stå på valgsedlen”.

Mægtiggørelse

I den tredje bog, der er udkommet, ‘Det danske demokratis udfordringer’ bruger forfatterne det danske ord mægtiggørelse i stedet for det ofte anvende engelske ‘empowerment’.

Forfatterne skriver, at i et demokrati handler en væsentlig del af kerneopgaven med at skabe mægtiggørelse og om at skabe medborgerskab. Borgerne skal opleve, at de er i stand til at forstå og deltage i politik. 

Er det sværere for et mindretal at opleve det? Og er det sværere i et grænseområde, hvor magten jo er delt af en streg i landskabet? Altså både politikere og borgere på begge sider af grænsen kan jo føle sig magtesløse overfor beslutninger taget i København, Kiel og Berlin. Eller bare i nabokommunen på den anden side af grænsen.

Her mener David Hopmann, der er tre ting, som spiller ind:

“ Nogle af de udfordringer, som måske findes i flertalsbefolkningerne, for eksempel når vi taler medlemskab eller engagement af de frivillige, rammer mindretallet hårdere, fordi det er mere skrøbeligt og sammenhængskraften i forvejen er mere udfordret”. 

Han nævner, at det har været nødvendigt at lægge nogle lokalforeninger sammen i Sydslesvigsk Forening (SSF), der er det danske mindretals kulturelle hovedorganisation. 

“De udfordringer, vi beskriver for det danske demokrati, beskriver måske også nogle af de udfordringer, vi står overfor syd for grænsen”. 

“Øget ulighed er en udfordring i Danmark. Der er endnu flere fattige og ressourcesvage syd for grænsen end nord for grænsen. Det giver dårligere forudsætninger for at blive hørt og have demokratisk indflydelse. Polarisering er også større i Tyskland. Og i Danmark har vi mere tillid til hinanden, end man har i Tyskland. Det påvirker vel også mindretallet, vil jeg tro”.

Man kan tilføje, at som i Danmark bidrager huspriserne også til at skabe ulighed i Tyskland. Desuden opererer forfatterne med et begreb, de kalder ‘den fælles viljedannelse’.

Offentlig samtale

“Det handler om kvaliteten af den offentlig samtale. Der har du en udfordring i et grænse- eller udkantsland. Medieverdenen er mest udfordret på det regionale niveau. Meget er flyttet til sociale medier, og det foregår på de sociale mediers betingelser. Algoritmerne følger følelser og engagement og ikke publicistiske principper”, siger David Hopmann. 

Han efterlyser et sted, hvor den offentlige samtale kan finde sted i dag.

“Det er vigtigt, at man lytter ti hinandens argumenter og forstår hinanden. De globale forskydninger i medielandsskabet væk fra traditionelle medier og hen til sociale medier og streaming rammer mindretallet formentlig endnu mere”, tilføjer han. 

“Udbuddet af medier er der på begge sider af grænsen med Flensborg Avis, Der Nordschleswiger og P4 Syd, som også er gode til at tage mindretalsemner op. Men udfordringen er så, om folk bruger det. Hvor er stedet, hvor man kan føre en god offentlig samtale i grænselandet?”.

Man kan så spørge, om et mindretal i dag har et særligt behov for en indbyrdes offentlig samtale for sammenhængskraftens skyld? 

“I så fald kan man i hvert fald ikke se det på udviklingen i Flensborg Avis’ antal abonnenter”, beklager David Hopmann, der er næstformand for avisens tilsynsråd.

Siden den seneste magtudredning kom, har den politiske organisering af det danske samfund ændret sig markant. Det har også betydning for det danske mindretal, fordi udviklingen i moderlandet, Danmark, har været markant anderledes end i hjemlandet, Tyskland.

“Vi har fået strukturreformen i Danmark. Det offentlige Danmark er skruet helt anderledes sammen i dag end ved årtusindskiftet. Et af målene var en professionalisering af kommunerne. Vi har fået 98 relativt store kommuner, som også er relativt slagkraftige. De kan gøre mange ting og har mange ansvarsområder.”. 

“Hvis man kigger syd for grænsen, har Slesvig-Holsten stadig over 1000 kommuner og et meget kompliceret politisk system, som der ikke sker så meget ved”.

David Hopmann nævner, at der heller ikke i mindretallet i Sydslesvig har været meget udvikling i forhold til strukturen. 

“Vi var tidligere inde på den store professionalisering af den politiske kultur i Danmark og de udfordringer, der kommer af den, men den politiske beslutningstagen er meget mere professionel i Danmark end tidligere. I Sydslesvig har vi stadig frivillige i bestyrelser, Skoleforeningens bestyrelse er f.eks. en frivillig bestyrelse, der skal tage stilling til et budget på over en milliard kroner”.

Digitale udfordringer

Han oplever, at tingene bare nogle gange går meget stærkt i Danmark, og det er en udfordring syd for grænsen, at man skal følge med i det. Digitaliseringen udfordrer grænselandet særlig meget. Det udfordrer også mindretallets muligheder for at følge med i udviklingen i Danmark.

“Før kunne du se DR og TV2 i Flensborg på samme måde som i Padborg, og i nogle kiosker kunne man købe en dansk avis. I dag kan du ikke tilgå meget indhold, fordi det er flyttet til en app. Der er kommet en grænse ved nogle af medierne, som der ikke var før”, fortæller David Hopmann.

I det hele taget udgør de nye medieplatforme og sociale medier et problem for den demokratiske debat op begge sider af grænsen.

“Da de nye platforme kom, har man forsømt at regulere dem som medier. Da radio og tv kom, forstod man det hurtigt og lavede f.eks. statsradiofonien i Danmark. TV Syd har i dag en kontrakt med staten, der forpligter stationen på også at dække mindretalsforhold. I dag har vi generelt en stærk publicistisk tradition, måske også fordi vi har haft stærke public service-medier”.

Han mener, at den manglende regulering bunder i, at de politiske beslutningstagere har betragtet de nye platforme som tech-platforme og ikke som medieplatforme.

“Man har set det som økonomi og ikke som kultur. EU er ved at komme efter det. I Danmark og i Tyskland har man også pålagt private udbydere public service-forpligtelser. TV 2 skal for eksempel distribuere regionale nyheder. I mange andre lande har man pålagt private udbydere at levere public service-indhold. Det har man fuldstændig forsømt at gøre med de nye platforme”, siger David Hopmann.