En milepæl for venskab og fredelig sameksistens
Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther (CDU) var vært ved markeringen af 70-årsdagen for København-Bonn Erklæringerne på Gottorp Slot i Slesvig

Daniel Günther, ministerpræsident i Slesvig-Holsten, var vært for lørdagens markering af 70-året for København-Bonn Erklæringerne.
Foto: Staatskanzlei Schleswig-Holstein
af Redaktionen
D. 29. marts 1955 underskrev Danmarks statsminister H.C. Hansen og den tyske forbundskansler Konrad Adenauer København-Bonn Erklæringerne og afsluttede dermed den langvarige dansk-tyske grænsestrid.
Med en festakt markerede delstatsregeringen i Slesvig-Holsten, Forbundsrepublikken Tysklands ambassade i København, Kongeriget Danmarks ambassade i Berlin samt det Danske Generalkonsulat i Flensborg 70-årsjubilæet for underskrivelsen.
"Bonn-København Erklæringerne var en milepæl for samspillet mellem mindretal og flertal i det dansk-tyske grænseland, og de bragte de to folk tættere sammen. Denne aftale mellem Tyskland og Danmark markerede et skelsættende og stadig definerende paradigmeskifte for grænseregionen og lagde grundlaget for en relation på lige fod," sagde ministerpræsident Daniel Günther lørdag den 29. marts på Gottorp Slot i Slesvig.
Günther fremhævede det visionære engagement i en fredelig sameksistens i grænseregionen som grundstenen for det tætte venskab mellem de to lande.
"Takket være Bonn-København Erklæringerne har mindretallene i grænseregionen kunnet beskytte deres kultur og bevare deres identitet. De banede samtidig vejen for en ny tilgang blandt europæiske stater præget af gensidig respekt og anerkendelse," tilføjede Günther.
"Erklæringerne har bidraget til, at vi som tyskere kunne vende tilbage til fællesskabet af europæiske nationer og styrke vores vestlige forankring inden for NATO."
Den dansk-tyske grænseregion er i dag et internationalt lysende eksempel på vellykket mindretalspolitik og et forbillede for, hvordan en historie præget af modsætninger og fordomme kan udvikle sig til et venskabeligt fællesskab, understregede ministerpræsidenten.
"70-året for København-Bonn Erklæringerne er en smuk anledning til at fejre. Erklæringerne skabte grundlaget for, at venskabet mellem danskere og tyskere i grænseområdet kunne vokse og blomstre, og for at Danmark og Tyskland i dag er nært forbundne. Mindretallene på begge sider af grænsen er en stor berigelse for regionen og inspirerende forbilleder i den internationale mindretalspolitik", sagde Danmarks ambassadør i Tyskland, Thomas Østrup Møller.
Også Tysklands ambassadør i Danmark var med.
"I en verden i forandring er vores dansk-tyske mindretalsmodel og den eksemplariske sameksistens i vores fælles grænseregion lysende eksempler på retsstatens principper og den afgørende betydning af gensidig tillid og respekt. København-Bonn Erklæringerne er fundamentet, hvorpå det dansk-tyske naboskab, vores mindretal og det fælles grænseland har udviklet sig så positivt gennem 70 år", sagde den tyske ambassadør prof. dr. Pascal Hector.
Også Annette Lind, dansk generalkonsul i Flensborg, deltog i markeringen.
"At den dansk-tyske grænseregion i dag betragtes som en modelregion for mindretalspolitik i Europa, skyldes i høj grad København-Bonn Erklæringerne,” sagde hun.
Søndag markerede Grænseforeningen jubilæet med et indlæg af Jens A. Christiansen, generalsekretær i Sydslesvigsk Forening (SSF), på Historiske Dage i Øksnehallen i København.
”Erklæringerne er levedygtige i et velfungerende demokrati. Omvendt ville de ikke kunne fungere som bilaterale aftaler mellem stater, der ikke er funderet på demokrati og retsstatsprincipper”, sagde han.
Læs også: