Haderslev-artiklerne af 1528

Haderslev blev i 1525 residensby for den unge hertug Christian 3., som herfra gennemførte reformationen i sit lille hertugdømme Haderslev-Tørning.

Straks fra sin ankomst i 1525 tog hertugen fat på reformationsarbejdet, hvortil han fik uvurderlig hjælp af to tyske teologer, Eberhard Weidensee og Johann Wenth, som kom direkte fra Sachsen og med tætte kontakter til den tyske reformations nøglepersoner Martin Luther og Philipp Melanchton.

Weidensee og Wenth gennemførte en række kirkemøder på Haderslevhus, som hertug Christian havde indkaldt til. På disse møder fik alle sognepræster og degne undervisning i "den rette lære", og inden de skiltes, skulle de aflægge embedsed på latin. Med sig hjem fik de ved mødet i 1528 skriftligt udformede artikler, "Artickel vor de kerkheren vp den Dorpern" - en ny kirkeordinans for landsbypræsterne i den hertugelige landskirke. Herved sikrede hertugen en ensartet liturgi og den rette lutherske fortolkning af de bibelske tekster.

Artiklerne er skrevet af Weidensee og Wenth med tydelig forbindelse til Luthers forfatterskab, men samtidig tilsyneladende uafhængigt af de tyske kirkeordninger, der udkom på samme tid. Med hensyn til deres kirkeretslige og teologiske indhold er de i nøje overensstemmelse med, hvad der på samme tid lærtes i fra Wittenberg.

De 22 artiklers disposition er ujævn, formentlig fordi de er skrevet i hast. Ujævnheden kan også skyldes at nogle af artiklerne er indsat i en allerede foreliggende (ukendt) tekst.

Første del af artikel 1 med dens omtale af årsagen til artiklernes udarbejdelse kan opfattes som en præambel. Artikel 6, som omtaler latinskolerne i Haderslev og Ribe er et indskud, ligesom artiklerne 15, 16, 17 og 21, som omhandler visitatorernes tilsynspligt.

Artikel 1: Første halvdel: præambel. Anden halvdel: gudstjenesten.
Artikel 2, 3 og 4: Forvaltningen af og undervisningen om nadveren.
Artikel 5: Forbud mod dødsmesser.
Artikel 6: Om rekruttering fra latinskolerne i Haderslev og Ribe.
Artikel 7, 8 og 9: Kirkens festligholdelse af årets højtidsdage.
Artikel 10 og 11: Om prædikens evangeliske indhold.
Artikel 12: Katekismusoplæring efter prædiken.
Artikel 13: Regler omkring påsken.
Artikel 14: Præster bør leve i ægtestand
Artikel 15, 16, 17 og 21: Om visitatorernes tilsynspligt.
Artikel 18: Dåben og dens betydning.
Artikel 19 og 20: Sygebesøg og hjemmeberettelse
Artikel 22: Ægteskaber indgås efter lysning i kirken.
 

Artikel 1
Det er kommet os for øre, at sognepræsterne ikke stemmer overens i ceremonierne og i særdeleshed ikke i måden at holde messe på. Skønt vi tidligere har ladet opstille en måde, hvorefter de ensartet skulle holde messen, så er de dog til dels egensindige og vil bruge den misforståede frihed og gøre som det lyster dem, hvilket fører til en ikke ringe forargelse for de svage, som de efter Paulus' ord skal tage sig af. Det er derfor vor alvorlige mening og begæring, at de af kristelig kærlighed og for at undgå forargelse skal holde messen ensartet og på en sådan måde, som de har fået det foreskrevet og optegnet og hverken gøre det bedre eller værre.

De skal også alle iføre sig den almindelige messekjortel og have lys på alteret og "elevere" (opløfte) sakramentet, når de har fremsagt Kristi ord over det.

Artikel 2
De skal også flittigt lære og undervise menigheden, så at den ved, hvad den skal søge i sakramentet, nemlig trøst for samvittigheden og styrkelse af troen. Thi sakramentet er et sikkert tegn fra Gud på, at Guds søn er sendt i døden for dem og med sit blod har betalt og renset dem fra synden. Derfor skal ingen gå til sakramentet, som ikke som ikke bekender sig som en synder, og hvem synden ikke smerter, og som ikke vil afstå fra den.

De skal derfor ikke give nogen sakramentet, som ikke i forvejen har skriftet, dvs. har gjort regnskab for sit levned. Thi skønt det pavelige skriftemål, i hvilket man opregner alle sine synder, ikke er påbudt af Gud, skal de dog alligevel formane menigheden til at skrifte, især de mange, der trænger til vejledning og føler sig mest besværet, og især for absolutionens (syndsforladelsens) skyld, ved hvilken de siges løst fra alle synder; hvilket de skal tro fuldt og fast. Thi idet kirkens tjenere tilsiger dem den, er de visselig også løst fra deres synder og den evige død, som Kristus siger: "Hvem I forlader synder, dem er de forladt". Derfor skal de ikke give nogen sakramentet, med mindre han har skriftet, dvs. gjort regnskab for sit levned og sin tro og givet til kende, hvorfor han vil modtage sakramentet, og han også i Kristi skole har lært så meget, at han kan de ti Bud, trosbekendelsen og Fadervor. De skal endelig se til, at ingen går tvungen eller af vane til sakramentet, men frivilligt og af længsel; at han gør det for den trang hertil, som han føler.

Artikel 3
De skal ikke give sakramentet til nogen, som ligger i åbenbar dødssynd, så længe han ikke vil afstå herfra og forbedre sig. De, som har slået ihjel, stjålet, røvet, voldført, slået og såret nogen, svoret falsk eller ellers gjort noget, hvorved de er faldet i øvrighedens hånd og straf, dem skal de ikke absolvere eller lade gå til sakramentet, hvis de ikke har gjort afbigt og stillet sig for øvrigheden.

Artikel 4
Når der ingen er til stede, som vil gå til sakramentet, skal de ikke holde messe, men de skal alligevel iføre sig den sædvanlige messekjortel, synge og læse før og efter prædiken som sædvanligt. Kun Kristi (indstiftelses)ord, som hører til sakramentet, skal de undlade.

Artikel 5
De skal ej heller holde messe "pro defunctis" (for de afdøde), således som det indberettes os, at en del af dem holder messe, når én ligger lig, men ellers ingen messe vil holde. Selv om de holder sædvanlig messe, så sker det dog for de dødes skyld, og de, som er til stede, tror, at det hjælper de døde; de lader således menigheden blive i den indbildning. Det vil vi have alvorligt forbudt! De skal ikke på prædikestolen eller ved graven bede højt for de døde, thi vi har ikke noget skriftord for dette. Men vil nogen bede ved sig selv én eller to gange, lad det ske.

Artikel 6
Vi vil også, at de sognekirker, som ligger længere end en mils vej fra vor by Haderslev, skal tage deres degne fra skolen der, og de, som ligger nær ved Ribe, skal tage degne fra Ribe skole, for at skolerne derved kan blive ved magt.

Artikel 7
Det skal endvidere stå dem frit, om de ved de store højtider synger "Gloria in excelsis Deo" (Ære være Gud i det højeste), Halleluja og en sekvens som "Grates nunc omnes" (Nu takke alle Gud), "Victimae paschalis laudes" (Lov og tak for påskeofferet), "Veni Sancte Spiritus" (Kom, Gud Helligånd) og lektierne deri. Ligeledes det latinske "Pater peccavi", "Sanctus" (Hellig, hellig etc.) og Agnes Dei (O, du Guds lam). Dog dette alene på de store højtider!

Artikel 8
Følgende højtider skal de bekendtgøre og af kristelig kærlighed fejre med deres menighed, for at tyendet på disse dage kan være i ro og i mag og høre og lære Guds ord, nemlig: alle søndage, julens tre dage, Jesu omskærelsesdag (1. januar), helligtrekongersdag, som man kalder den (6. januar), kyndelmissedag (2. februar), Mariæ bebudelsesdag (25. marts) - og når den falder på en skærtorsdag eller dagen efter, skal man sammen holde den lørdag før palmesøndag; ellers må man ikke flytte den -, langfredag før middag, påskens tre dage, Kristi himmelfartsdag, pinsens tre dage, skt. Hans dag (24. juni), Mariæ besøgelsesdag ("Vor Frues bjergegangsdag, 2. juli) og skt. Mikkelsdag ("Englenes dag", 29. september).

Artikel 9
Apostlenes dag skal de ikke bekendtgøre som festdage. Men når der falder en aposteldag i ugen efter, skal de om søndagen, efter at de har prædiket over det sædvanlige evangelium, sige: "Kære venner, i den kommende uge på xxx-dag er det Skt. N-dag. Den skal I ikke særligt festholde"... Og så kan de sige lidt om den, dvs.: så meget som evangelierne og Apostlenes Gerninger har om dem.

Navnlig skal de undervise menigheden om, at Gud har givet os de kære helgener til forbillede, ikke for at vi skal gøre os afguder af dem, eller anråbe dem som nødhjælpere, thi Han alene er vor nødhjælper, men for at de skal være os et eksempel på Hans nåde og barmhjertighed, så at vi hos dem lærer at erkende Guds nåde og barmhjertighed; ligesom Gud uden deres egen fortjeneste har taget dem ud af deres syndige liv og af nåde har gjort dem salige, således vil han gøre mod alle dem, der stoler på ham.

Ønsker menigheden at komme i kirken på aposteldagen, så kan de gerne prædike eller også holde messe, hvis de har altergæster. Dog således, at de på disse dage lader menigheden passe sin daglige dont og ikke hindrer dem deri.

Artikel 10
Ellers skal de om søndagen og på de andre festdage ensartet prædike og udlægge det sædvanlige evangelium på den måde, som de læser det i dr. Martin Luthers Postiller. De skal ej heller forlade evangeliet og prædike noget andet, således som det er fortalt os, at nogle gør.

Artikel 11
De skal i deres prædikener med henvisning til Guds bud formane menigheden til fred og lydighed mod sin øvrighed, således at den gerne giver og betaler sin tiende, skat og skyld, dertil også gør hoveri ("legemlig tjeneste"), og hvad den ellers er sin øvrighed eller nogen anden skyldig. Endvidere, at de vedholdende beder til Gud Herren for den verdslige øvrighed, ved hvilken Gud her på jorden giver og opretholder fred, gode tider og en rolig og stille tilværelse. Også for biskoppen og prædikanter, at han vil lyse for dem og give dem sit ord kraftigt i munden og afvende alle sekter, al falsk lære og forargelse.

Endvidere, at de også beder for timelig fred, for gode tider, at Gud vil afvende fra os pest og al ond sygdom og anden sin vrede og straf og bevare og beskærme os mod djævelen og alt ondt. Derfor skal de også hver søndag, når prædiken er forbi, synge litaniet med hele menigheden på dansk.

Artikel 12
De skal endvidere hver søndag efter prædiken fremsige katekismen fra ord til andet, dvs. de 10 Bud, trosbekendelsen, Fadervor og dåbens og nadverens sakramentord. De skal desuden to gange om året prædike og udlægge katekismen i udtog, nemlig på de syv søndage før påske, således at de begynder fastelavnssøndag med de 10 Buds første tavle eller de første fem Bud, søndagen derefter alle andre. De følgende to fastelavnssøndage troen og derefter de følgende søndage Fadervor, dåben og Kristi nadver. På samme måde skal de gøre de syv søndage, der følger næst efter Skt. Mikkelsdag.

Artikel 13
Langfredag skal de læse hele lidelseshistorien fra prædikestolen, således som Johannes beskriver den i sit 18. og 19. kapitel, og derefter holde en prædiken om Kristi lidelse, hvorledes den er givet os som et sakramente og som et eksempel.

Om skriftemålet og nadverens sakramente skal de ofte tale til menigheden, især palmesøndag, når de har prædiket evangeliet, og 2. påskedag, eller når det synes dem bekvemt.

Artikel 14
De skal endvidere alle sammen have ægte hustruer, som de offentligt er trolovede med og efter kristelig skik har ladet sig give ved en præst. Om nogen ikke vil gifte sig, skal han give os - eller den, som vi forordner dertil - en grund, hvorfor han ikke gifter sig. Thi nogle foregiver stor kyskhed, men er alligevel berygtet med kvinder.

Præsterne skal leve ærbart og føre et kristeligt levned, ikke leve i frådseri og drukkenskab, ikke begå ægteskabsbrud, hor eller anden utugt. Hvis de ikke opfører sig som rimeligt er, vil de komme i unåde hos os. Det skal være dem en dødssynd ud over, hvad daglig synd er, thi de skal jo, som rimeligt er, ikke alene være et eksempel med deres ord, men også med deres liv og levned.

Artikel 15
Derfor skal provsterne føre et særligt tilsyn med præsterne, at de lever ordentligt og ærbart, prædiker og lærer på ret vis og er ensartet i lære og ceremonier. Hvad de finder anderledes, skal de indberette, eller også skal de selv være skyldige.

Artikel 16
Visitatorerne skal årligt opkræve "prokurationen", dvs. de penge, som præsterne har indvilget i at give for dermed at holde lærde mænd her i Haderslev, og som betales til jul. Dem skal visitatorerne overbringe vor borgskriver på Haderslevhus i en samlet sum hvert år til kyndelmisse (2. februar).

Skulle en af præsterne være i restance ved at stille sig modvillig og ikke har betalt inden otte dage, efter at han er blevet krævet, skal han betale dobbelt. De, som endnu er i skyld fra dette eller forrige år, skal efterbetale det fra nu af inden påske.

Artikel 17
Hvis præsterne kommer i strid med deres bønder (deres sognebørn), eller hvis bønderne nægter dem deres "tilbørlige pligt" (tiende), eller også bønderne har klager over dem, så skal provsterne forlige dem med det gode. Kan de ikke, skal de forelægge sagen for os.

Artikel 18
De skal også alle døbe på dansk og i deres prædikener undervise menigheden flittigt om dåben, så at folk ved, hvortil dåben er indstiftet. Thi de, som døbes, døbes til Kristi død, som Paulus siger (Romerbrevet, kap. 6, v.3), de ifører sig Kristus. Thi vanddåben betyder bod, smerte og sorg over synden. - at vi ved, at vort hele naturlige liv og levned er syndefuldt og fordømmeligt, og at vi må afdø derfra. Vi griber Kristus med troen, Han, der har tvættet os med sit blod, og har renset os fra vore synder og har meddelt os sin uskyldighed, retfærdighed, liv og salighed. Dåben er os således et tegn på Guds nåde, at han vil være os vor beskærmer og vor Gud og vi Hans folk.

Er småbørn hjemmedøbt, skal de ikke døbes endnu en gang, men de skal lade dem bringe i kirke og kun spørge, om de er retteligt døbt. Findes de retteligt døbt, skal de ikke læse nogen "exorcismus" (djævlebesværgelse) over dem, men trosbekendelsen og Fadervor og Markusevangeliet skal de læse over dem i faddernes nærvær, og så sige til fadderne: "Kære venner! Eftersom dette barn allerede er døbt og har modtaget Helligånden og syndernes forladelse, vil vi ikke døbe det endnu en gang, for at vi ikke skal spotte Helligånden. Men I er kommet til stede, for at I kan vide og bevidne, at barnet er retteligt kristeligt døbt". Og læs så den sidste bøn: "Den almægtige Gud" etc.

Artikel 19
Når de opfodres til at komme til de syge, skal de flittigt undervise dem i troen osv., og at Gud sender os sygdom og lidelser, ikke for at vi dermed gør fyldest for vore synder - thi dem har Kristus til fulde gjort fylde for med sin lidelse og død - men for at Han derved kan formane os til bod og til vore rette bekendelse og tugte os (opdrage os) som sine kære børn. Han tegner os og signer os med det hellige kors, hvorved vi visseligt må erkende, at vi tilhører Gud og er hans kære børn. Hvorfor vi heller ikke skal frygte døden, thi Kristus er gået i døden for os, og for Hans egne skal den ikke være andet end en afsked fra denne til en anden, således som Kristus siger: "Den, som tror på mig, han skal ikke se døden, men er gået over fra døden til livet."

Artikel 20
Når de syge ønsker at modtage sakramentet, skal de give dem det. De skal lade et bord ("en skive") dække med en ren borddug og sætte et tændt lys på det, hvis man kan få det, og lægge brødet på det og hælde vin i kalken, vende sig om foran bordet og sige således: "Vor Herre Jesus Kristus har sagt i evangeliet: "Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, der er jeg midt iblandt dem, og hvad de beder om i mit navn, det vil jeg give dem. Siden, vi nu er her forsamlede i Herrens navn for at få Hans hellige nadver og modtage Hans testamente, vil vi bruge det med den rette tro og efter Hans befaling med Hans egne ord handle med det og modtage det til vore synders forladelse, amen".

Derpå fremsiger de trosbekendelsen og Fadervor, tager brødet og siger: "Vor Herre" etc. og giver det til den syge. Derefter tager han kalken og siger: "Ligeså" etc. og giver den på samme måde til den syge. De skal også, når de således forretter sakramentet, have en ærlig klædning eller kjole på, for højtidens skyld.

Artikel 21
Endvidere, visitatorerne skal hvert år ved Mortensdag, otte dage før eller efter, drage omkring og opgøre regnskabet af alle kirker i overværelse af sognepræsten i hvert sogn og af bønderne og tage de penge, som er forhånden, deraf 8 skilling lübsk til sig selv for deres ulejlighed og 8 skilling til skriveren, og 1 gylden eller 2, alt eftersom pengene er forhånden, i "katadraticum" eller bispepenge, som vi vil have som hjælp til underhold af lærde folk. Hvis der ellers er flere penge, skal han lade dem forsegle og vel opbevare.

Artikel 22
Vi har også forbudt hemmeligt ægteskab eller forlovelse, dvs., at børnene (de unge) ikke skal forlove sig ind i ægtestanden uden forældrenes vidende og vilje eller uden deres, som er i forældrenes sted. Derfor vil vi også, at ingen af vore præster velsigner eller sammengiver slige personer. De skal heller ikke vie nogle, der ikke i forvejen om søndagen har fået lysning fra prædikestolen.

*

Det er vor nådige vilje og begæring, at I adlyder følgende visitatorer:
hr. Johan Schmidt i Øsby, Haderslev herred;
hr. Mads Bager (Pistorius) i Bjært, Tyrstrup herred;
hr. Erik i Bevtoft, Rangstrup herred;
hr. Niels i Hammelev, Gram herred;
hr. Tyge i Skærbæk. Hviding herred;
hr. Thomas Knudsen i Hygum, Frøs og Kalslund herred.

De skal aldeles fæste lid til dem ligesom til vore egen person i alt, hvad de på vore vegne måtte tilsige jer. Det vil vi bekendtgøre for enhver med vor gunst og nåde.