Niende april 1940

Ved forlydenderne i begyndelsen af april 1940 om store nazityske troppesamlinger umiddelbart syd for grænsen satte lejrkommandanten på Søgård de danske styrker i alarmberedskab den 8. april. Der blev udleveret skarp ammunition m.m. og givet ordre til at tage kampen op i nærmere aftalte stillinger i tilfælde af at tyske tropper skulle overskride grænsen.

Kl. 4.15 om morgenen den 9. april kom meldingen om, at tyske tropper var på vej nordover via grænsen i Kruså. Ti minutter senere strøg de sidste motorcykler ud fra Søgårdlejren for at bemande de aftalte stillinger ved Hokkerup, Lundtoftbjerg, Bredevad og Bjergskov. Men de ubetydelige danske styrker havde ingen chance mod den overvældende besættelsesmagt. Resultatet af morgenens træfninger var 11 faldne og 20 sårede.

Ved jernbaneviadukten i Padborg blev tre grænsegendarmer dræbt af civilklædte tyske militærfolk, der formentlig troede, at de tre gendarmer var i færd med at sprænge den strategisk vigtige jernbanebro i luften. Læs fortællingen om grænsegendarmerne i artiklen "Besættelsens første ofre".

På landsplan var der i alt 16 faldne og 23 sårede på dansk side.

Mandskabet på Søgård følte stor bitterhed mod myndighederne og politikerne, fordi disse, selv om en besættelse tydeligvis var nært forestående, ikke ville lade tropperne rykke ud til stillingerne og forstærke dem, mens tid var. Knap to timer efter at de tyske tropper var rykket over grænsen traf det officielle Danmark beslutning om at kapitulere og indstille al modstand.

De 11 faldne soldater fra Søgård blev kynisk brugt som dokumentation for, at Danmark ufrivilligt var blevet besat, og at man havde taget kampen op mod besættelsesmagten.

Besættelsen blev hilst velkommen af det tyske mindretal i Sønderjylland, som igen begyndte at drømme om en flytning af grænsen mod nord. Besættelsestropperne blev hilst velkommen til de sønderjyske købstæder med heilende hjemmetyskere, som hjælpsomt viste vej og i enkelt tilfælde hjalp med afvæbning og bevogtning af danske soldater.