Brev fra Olaf Larsen til hans forældre 1940
Ved den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 gik tyske tropper over grænsen kl. 4,15 om morgenen. Fra Søgaardlejren samt kasernerne i Tønder og Haderslev blev helt underlegne styrker – på motorcykler og cykler – sendt ud for at bremse den tyske invasion.
Følgende brev er sendt af Olaf Larsen til hans forældre, hvor han nøgternt konstatere ”vi har været ude at skyde i Dag”. Det er, som om han endnu ikke har indset, at en krig er i gang.
Kære Far og Mor!
Jeg tror ikke, jeg kommer hjem på Lørdag, for vi har jo været ude at skyde i Dag, vi har været i kamp med Tyskerne. Jeg kørte sammen med 311, og han fik det ene Ben skudt af. Jeg sad i Sidevognen. Vi var 5 à 6 Motorcykler, og vi blev beskudt af Panservogne; der gik Ild i Motorcyklen og mine Gummistøvler og en Pakke, hvori jeg havde mine Sko og mit Undertøj, brændte. Jeg kunde ikke faa fat i det, fordi de skød, saa nu har jeg ikke andet end mine Marchstøvler. Vi mangler 13 mand af Kompagniet, vi ved ikke, hvor de er. Jeg har kun slaaet mit Knæ, det gjorde jeg da vi væltede, jeg fløj en 8-9 Meter hed ad Grøften. Det er første Gang, jeg har prøvet at vælte. Jeg fortæller jer noget naar jeg kommer hjem. – Vil I ikke sende mig et Par Sko Nr. 42.
Venlig Hilsen
Olaf Larsen
Kildehenvisning:
9. April skildret i Breve fra danske Soldater, samlet og udgivet af Arne Stevns. Steen Hasselbalchs Forlag 1940, s. 128.
![Motorcykel 9. april Motorcykel 9. april](/sites/graenseforeningen.dk/files/styles/article_width_680/public/2025-02/Motorcykel%209.%20april%20-%20redigeret.jpg?itok=EwGmEJCz)
Motorcykel med sidevogn og materiel på landevejen ved Bjergskov syd for Aabenraa efter kampene den 9. april 1940.
Nationalmuseet. Foto: Th. Christensen.