Den tyske rigsregerings erklæring om det slesvigske spørgsmål fra 24. marts 1919

Rigsregeringen er nu som før rede til loyalt og uden Bagtanker at bringe Wilsons Program¹ om Folkenes Selvbestemmelsesret til Anvendelse paa de danske Dele af Nordslesvig. Den gaar altsaa ind paa, at det Spørgsmaal bliver forelagt Nordslesvigerne, om de vil være danske eller forblive tyske. At der i sidste Tilfælde ikke blot tages det mest vidtgaaende Hensyn til Slesvig-Holstenernes kulturelle Ejendommeligheder som saadanne, men ogsaa til de danske Elementer iblandt dem, derfor borger det nye Tysklands Aand.

Forsøget paa at løse et nationalt Stridsspørgsmaal paa Grundlag af Selvbestemmelsesretten er forøvrigt netop for Nordslesvigs Vedkommende ikke nyt. Det blev allerede overvejet i Revolutionsaaret 1848, saavel af den provisoriske Regering og de forenede Landsstænder som af Magterne. Det dukkede fornyet op paa London-konferencen² i 1864 og fandt endelig sit Udtryk i Pragfredens Artikel 5³.

Men Forudsætningen for Selvbestemmelsesretten er en fri Afstemning, hvorigennem Befolkningens sande Vilje kommer til Udtryk. Skal der, som Danskerne foreslaar det, afstemmes i Nordslesvig som en Helhed, saa vilde deraf følge, at utvivlsomt tysksindede Dele af Nordslesvig, især i Mellemslesvig nord for den saakaldte Clausenske Linje⁴, vilde blive majoriserede. Men efter at Danskerne selv forlanger kommunevis Afstemning i Mellemslesvig, kan man simpelthen ikke se nogen Grund til at forholde Nordslesvigerne denne Afstemningsmaade.

Rigsregeringen vil derfor med Eftertryk træde i Skranken for, at den nye Grænse fastsættes paa Grundlag af Afstemningsresultaterne i Kommunerne, ogsaa for saa vidt Nordslesvig kommer i Betragtning. Præsident Wilson har opstillet det Princip for Polakkerne, at kun Omraader med en ubestridelig polsk Befolkning skal tilfalde den nye Stat. Dette Princip maa ogsaa finde Anvendelse for Nordslesvig.

Rigsregeringen vil derfor arbejde for, at der kræves to Tredjedels Flertal for Afstaaelsen af nordslesvigske Omraader. Kravet om en kvalificeret Majoritet svarer saa meget mere til, hvad billigt er, og til det Wilsonske Princips Aand, som i Øjeblikket en række materielle Fordele af forbigaaende Art falder i Vægtskaalen til Fordel for Stemmeafgivningen for Danmark. Kommer de til at gøre Udslaget, saa vil der danne sig en tysk Irredenta⁵, saa snart disse Fordele ikke mere vil findes eensidigt ved Danmark.

Endelig synes det at være en Selvfølge, at alle Slesvigere maa have denne Stemmeret, og at Deltagelsen i Afstemningen ogsaa maa holdes aaben for de tyske Nordslesvigere, der vender tilbage fra Krigsfangenskabet ligesom for de dansksindede Landsmænd, som Ententen fortrinsvis sender hjem.

Var det end et uomgængeligt Krav for Rigsregeringen at give Anvendelsen af det antagne Wilsonske Program paa det nordslesvigske Spørgsmaal sin Tilslutning, saa tør dog Slesvig-Holstenerne være overbeviste om, at den har fuld Forstaaelse af de Følelser, som bevæger Befolkningen i begge Hertugdømmer i Øjeblikket, og som har deres Rod i en aarhundredgammel fælles Historie. Rigsregeringen ærer disse Følelser og er sig saa meget stærkere sin Pligt bevidst til eftertrykkeligt at træde i Skranken for alle Slesvig-Holstenernes Ønsker, som er forenelige med Wilsons Program, og at varetage Tyskernes Interesse i Nordgrænselandet i enhver Henseende.

Ordforklaringer:

(1) Præsident Wilsons Fjorten punkter

(2) Londonkonferencen skulle bilægge den dansk-tyske strid.

(3) Paragraf 5 om folkenes mulighed for afholdelse af folkeafstemning om nationalt tilhørsforhold

(4) Clausen-linjen, H.V. Clausens forslag til grænsedragning.

(5) "ikke befriet". Irredentisme betegner etniske mindretals bestræbelser på at forene sig med en nabostat med samme sprog.

Kildehenvisning:

Quellen zur Geschichte der deutsch-dänischen Grenzregion /Kilder til den dansk-tyske grænseregions historie IV. Der nationale Gegensatz 1914-1933. Aabenraa / Flensburg 2001, s. 137-141.