Der er lang vej fra Sydslesvigsk Vælgerforenings (SSW) forbundsdagsmedlem Stefan Seidlers kontor til plenarsalen i den tyske forbundsdag. Faktisk ligger kontorerne på den anden side af vejen. Turen går endda under dér, hvor Berlinmuren delte Berlin, Tyskland og Europa under jorden. Det er markeret, når man på en trappe under vejen krydser det sted, Berlinmuren skar gennem gaden.

“Mindretalsrettighederne i Slesvig-Holsten er jo skrevet ind i delstatsforfatningen. Det er ikke tilfældet i Tysklands forfatning, forbundsrepublikkens grundlov. Mindretalsrettigheder var skrevet ind i Weimarrepublikkens forfatning, og vi kender det fra andre lande, for eksempel Østrig. Udover at det er en stor symbolsk anerkendelse, har det også en retlig værdi. Vi kan klage, hvis vi bliver diskrimineret”, siger Stefan Seidler, da vi når frem til plenarsalen.

I en montre lige ved siden af indgangen til plenarsalen, hvor den tyske ørn løfter vingerne bag talerstolen, ligger den forfatning, Stefan Seidler gerne vil have skrevet et par tilføjelser i, nemlig den tyske forbundsrepubliks forfatning fra 1949, som det østtyske folk tilsluttede sig ved Tysklands samling i 1990.

Weimarrepublikken var et ånderum for mindretallene. Det sorbiske mindretal, som hører hjemme i det tidligere Østtyskland, havde ingen rettigheder med hensyn til sprog og kultur, hverken i kejsertiden frem til slutningen af Første Verdenskrig eller under Hitler, som gjorde en ende på Weimarrepublikken i 1933. Sintierne og romaerne blev udsat for tortur og masseudryddelser i Hitlers kz-lejre. Det har været nemmere at være en del af det frisiske og især danske mindretal.

“Det danske mindretal er godt stillet. Udover at være anerkendt har vi også en nationalstat i ryggen. Der er støtte internationalt. Det gælder ikke sintierne og romaerne. De har først de senere år opnået anerkendelse. Friserne har heller ikke et moderland. De kæmper for deres kultur og sprog”, siger Stefan Seidler.

Han mener, det er vigtigt at stadfæste mindretallenes rettigheder, fordi vi lever i en verden, der mere end før er i forandring.

“Mindretalskonflikter er roden til større konflikter. Østukraine er et godt eksempel. I Tyskland er der kræfter, der vil noget andet end de demokratiske partier. Det er på tide at holde fast i mindretalsrettighederne. Der skal holdes fast, fordi nogle definerer Tyskland ud fra et flertal. Vi lever i en situation, hvor vi har nogle kræfter på højrefløjen, som sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er tysk. Jeg tænker på Alternative für Deutschland (AfD) for eksempel. Så vi har om noget behov for at fastskrive det, der altid har været sund fornuft”, mener Stefan Seidler.

I december blev 25 personer anholdt for at have planlagt et kupforsøg, blandt andet en politiker fra det stærkt højreorienterede AfD.

“Tyskland er sammensat af mange stater. Det er forskellighederne, der er drivkraften. SSW er stor forkæmper for at lægge beslutninger ud regionalt. Vi arbejder for subsidiaritetsprincippet. Men der er flere ting, der vedrører os, som vedtages i forbundsdagen. Frisere og det danske mindretal er fast forankret i Slesvig-Holsten. Sinti-romaerne og sorberne flyder vel over grænserne.”

Mindretalspolitik er samfundspolitik

Et af argumenterne for, at mindretalsrettigheder er delstaternes og ikke forbundsregeringens anliggende, er, at der er der er tale om kulturpolitik.

“Mindretalsanliggender er ikke kun kulturpolitik. Det er samfundspolitik. Ja, vi er et kulturelt mindretal, og vi definerer os ud fra vores kultur. Men vi er også tyske statsborgere. Det er vigtigt for os, at vi har en fast forankring. Sintierne og romaerne blev undertrykt massivt under Anden Verdenskrig. Der er brug for anerkendelse af rettigheder. Friserne har ingen moderstat. Det er fint, at de tre mindretal er nævnt i Slesvig-Holstens forfatning.”

“Men i et moderne Tyskland, som vil mindretal, er man nødt til at tage begge dele seriøst. Der kommer ikke finansiel støtte til friserne fra tysk side. Selvom det er et delstatsanliggende, bliver sorberne finansieret af den tyske regering. Der er behov for en ligestilling af mindretallene indbyrdes. Hvis mindretallenes rettigheder er nævnt i forfatningen, så er der tale om en udligning, så vi alle kan være i øjenhøjde med lokalbefolkningen.”

Stefan Seidler håber ikke, Tyskland forandrer sig negativt i forhold til at sikre mindretallenes rettigheder.

“Det er vigtigt, at vi får anerkendelsen og rettighederne ind i grundloven, i forfatningen. Ellers er der risiko for, at vi forsvinder ud af billedet. Vi har set det omkring skolerne i Slesvig og Flensborg og diskussionen om skolebustilskud. De danske skoler fik ikke samme tilskud som flertalsskolerne. Hvis vi er så godt integreret i samfundet, at folk ikke længere forstår, hvad mindretalspolitik overhovedet er, så er vi jo også på vej ud på et skråplan. For 10-15 år siden ville delstatsregeringen i Slesvig-Holsten, dengang med CDU i spidsen, skære i tilskuddet med det argument, at ‘I har det jo så godt.’ Så har vi jo brug for at fastgribe vores mindretalsrettigheder.”

Et sundt, demokratisk samfund defineres efter Stefan Seidlers mening ud fra, hvordan det omgås mindretal.

“Derfor er det endnu vigtigere, at man understreger, at mindretalsrettigheder skal fastholdes i vores samfundsmodel i de her tider, hvor vi kan se, at der er demokratier, der har massive udfordringer, også det tyske demokrati i øjeblikket.”

“Det er ikke nok med skåltaler, og jeg vil under ingen omstændigheder være med til at spille nogen ud mod hinanden. Men vi ser jo også i Tyskland en tendens til, at der er flere og flere andre samfundsmæssige, ikke nationale mindretal, men samfundsmæssige mindretal, der tør stå frem, og som kræver rettigheder. Og i mange politiske kredse er det også meget velset at give dem anerkendelse og kæmpe for deres rettigheder. Så spørger jeg mig selv lidt, hvor ville vi så være, hvis de nationale mindretal ikke ville nyde den samme støtte.”

Der er lang vej

Det er ikke så svært at ændre forfatningen i Tyskland, som det er at ændre den danske grundlov. Men hvor lang vej er der, når det kommer til at modne sådan et forslag?

“Jeg kan ikke sige, hvor lang vejen er, men det er en lang vej. Og jeg kan sige, at det er skridt for skridt, at vi arbejder her. Selvfølgelig er det store mål at få mindretalsrettighederne indskrevet i grundloven, men jeg tør også påstå, at det nok ikke er noget, jeg og SSW kan få gennemført i løbet af den første periode i forbundsdagen”, siger Stefan Seidler.

Og han erkender, at det måske heller ikke bliver i den næste periode, hvis han bliver genvalgt.

“Vi skal skabe en sensibilitet for det her hos kollegerne. Alene det, at vi nu sidder her i forbundsdagen, og alle kollegerne ved, hvad et mindretal er, det har været første skridt. Det, at vi nu sandsynligvis får en ny valglov i Tyskland, og at man dér har taget hensyn til mindretallene og har taget hensyn til os, det er det næste i et kæmpestort skridt. Så kommer vi derhen, at Forbundsdagen er ved at vedtage nogle nye vedtægter.”

“Hvis vi også dér kan få indskrevet, at vi får samme rettigheder, som SSW og det danske og det frisiske mindretal har i Slesvig-Holsten og i parlamentet i Kiel, så ville det være det næste store skridt. Når vi så tager summen af de skridt, så kan vi også meget nemmere sige: ‘Prøv at høre her. Når I har gjort det og det og det, så ville det altså være naturligt at indskrive mindretalsrettigheder som det næste skridt’. Det er lykkedes at få indflydelse på en kommende valglov ved, at jeg simpelthen har ført lange samtaler med dem, der er penneførere på loven.”

Tilstedeværelsen i parlamentet er vigtig, og det gælder også om at vise, man kan føre politik på andre områder, hvis det skal lykkes at forbedre mindretallenes rettigheder, mener Stefan Seidler.

“Hvis SSW ikke havde siddet her, og vi derudover havde ydet et godt, solidt arbejde, og ikke kun har talt om mindretal hele tiden, men også om nogle andre områder, så ville vi slet ikke have opnået det. Og det næste er det, som vi gør bag kulisserne, og derfor er jeg lidt tilbageholdende med at fortælle alt for meget om det, men forbundsdagen er i gang med at give sig selv nogle nye vedtægter. Og hvis mindretalsrepræsentanten kan få lidt mere taletid og flere muligheder for at sætte ting på dagsordenen, så har vi nået næste store skridt.”

Helt afgørende for at have en plads i Forbundsdagen er, at SSW som mindretalsparti har undtagelse for den skrappe tyske spærregrænse på fem procent.

“Der er lang vej mod at få rettighederne ind i forfatningen, Men omvendt har vi allerede opnået meget mere, end jeg havde håbet på i de første år, mens vi har siddet her.”