En tidlig lørdag morgen i april 2016 blev dansk-ukrainske Erik Sviatchenko ringet op med besked om, at hans kæreste, Anne, var gået i fødsel. Det var ti dage før terminen og den anden sidste kampdag i den skotske liga, Scottish Premiership, som Celtic FC, Glasgow, stod til at vinde stort. Erik Sviatchenko var dengang midterforsvarer for Celtic FC og blev på grund af sin evne til at bremse angriberne kaldt ‘big Erik‘. I huj og hast løb han ud af det hotel, som Celtics spillere var indkvarteret på forud for eftermiddagens kamp og skyndte sig i en taxa, uden andet end sit træningstøj og de småpenge, han havde i lommen.   

Heldigvis var taxachaufføren Celtic-fan og meget mere interesseret i sin prominente passager end i at modtage betaling for den 45 minutter lange køretur fra hotellet til hospitalet, hvor Anne lå på fødegangen og ventede parrets første barn. “It’s big Erik”, råbte chaufføren til sin søn, som han ringede op, mens taxaen drønede gennem Glasgows gader. Turen betalte Erik Sviatchenko med en autograf og et “hej” til chaufførens søn.

“I Glasgow var jeg lidt af en superstjerne. Jeg kunne ikke gå nogen steder uden at blive genkendt. Fodbold er vildt stort i Skotland og særligt i Glasgow, der huser landets to største klubber, Celtic og Rangers. Der er en enorm dyrkelse af spillere og klubber, og fankulturen kan slet ikke sammenlignes med noget i Danmark, ikke engang med euforien om vores landshold”, siger Erik Sviatchenk

For Erik Sviatchenko er det skotske højland siden januar 2018 skiftet ud med den midtjyske hede, hvor den 26-årige fodboldspiller har spillet sig op i egnens store klub, FC Midtjylland, der i år blev dansk mester i Superligaen. Hvis alt går efter planen, er opholdet i Danmark kun midlertidigt.

Erik Sviatchenko har ambitioner om igen at spille fodbold på internationalt topniveau, allerhelst i den engelske Premier League, ligesom han også har ambitioner om igen at komme til at spille på det danske landshold, som han debuterede på i marts 2015. Der er kun få uger til VM i fodbold afholdes i Rusland, hvor Danmark deltager, men uden at Erik Sviatchenko dog er udtaget til landsholdet.

Identitet er ikke et nulsumsspil

Erik Sviatchenko bor midlertidigt i sine svigerforældres parcelhus i Houlkær i det nordlige Viborg sammen med sin kone og sin søn – kun få hundrede meter fra den fodboldbane, han spillede sine første kampe på som barn. Magasinet Grænsen er blevet budt inden for til en samtale om fodbold, fankultur og national identitet set fra en professionel fodboldspillers perspektiv. For hvordan står det egentlig til med nationalfølelsen, når man som Erik Sviatchenko har forældre, der kommer fra Ukraine og er opvokset med det russiske sprog i hjemmet? Hvilket landshold tilhører man, når man som ham har haft mulighed for at vælge mellem det danske og det ukrainske? Og er det nationale overhovedet afgørende for en fodboldspiller som ham, der ligeså selvfølgeligt repræsenterer en skotsk storklub som en dansk? 

Erik Sviatchenko smiler. Det med det nationale tilhørsforhold er noget, han tidligere har tænkt meget over.

“National identitet er ikke et nulsumsspil for mig. Jeg er et hundrede procent dansk, for jeg er født og opvokset i Danmark. Men jeg er også ukrainsk, for mine forældre kommer fra Ukraine, og jeg er også opvokset med ukrainsk kultur og russisk sprog, som har betydet meget for mig. For mig er det ikke et enten-eller”, siger han.

Landsholdet er det ypperste

Før sin debut på det danske landshold i 2015 havde Erik Sviatchenko leget med tanken om at spille for Ukraines landshold. Hvis der ikke kom et tilbud fra den daværende danske landstræner Morten Olsen i løbet af tre til fire år, ville han vælge det ukrainske landshold, sagde han dengang til pressen.  

“Jeg har altid haft ambitionen om at spille på det danske landshold. Landsholdet er det ypperste, man kan opnå som fodboldspiller. Men dengang så det ud til at blive svært at komme på landsholdet, og da man i fodboldens verden ældes meget hurtigt, var det først og fremmest en fodboldmæssig overvejelse: Hvis ikke det kunne blive det danske landshold, kunne det måske blive det ukrainske landshold.”

“Det ville sikkert have været en kæmpe oplevelse at spille for Ukraine og få lov til at opleve det land, mine forældre er født i, som mine forfædre og mit efternavn kommer fra”, siger Erik Sviatchenko, hvis forældre kom til Danmark fra Ukraine og bosatte sig i Viborg i 1990, et år før han selv blev født.

Overvejelsen om at spille for Ukraine blev dog aldrig konkret for Erik Sviatchenko. Kort tid efter han havde udtalt sig til pressen, prikkede Morten Olsen ham på skulderen. Han fik sin første kamp på det danske landshold, og da han senere det år spillede i EM-kvalifikationskampen mod Armenien, blev han låst. For selv om statsborgerskab i fodboldens verden ofte bliver anset for at være en formalitet – Erik Sviatchenko kunne formentlig forholdsvis nemt have fået et ukrainsk pas for at spille på Ukraines landshold – bliver man som nationalspiller låst til det A-landshold, man spiller sin første kamp i en kvalifikationsturnering for.

I alt blev det til fem landskampe for Danmark, før en uheldig kombination af skader og mindre spilletid under en ny træner hos Celtic FC i begyndelsen af 2016 satte Erik Sviatchenkos landsholdsambitioner på pause.

“Om jeg kunne have fået flere kampe på det ukrainske landshold, er ikke noget, jeg tænker over. Jeg er afklaret med, at jeg har valgt at spille for Danmark, og det er jeg stolt af. Jeg ser det ikke som urealistisk, at jeg igen kan komme til at spille på landsholdet. Der skal dog en hel del forarbejde til, og man skal spille kontinuerligt godt. Men det skal også være svært. Landsholdet er det ultimative hold, og man skal gøre sig fortjent til det og kæmpe for det. Det skal man være ydmyg overfor”, siger Erik Sviatchenko.

​Multikultur på landsholdet

Særligt siden et etnisk broget fransk landshold blev verdensmester ved VM i   Frankrig i 1998, er mange europæiske landshold blevet stadig mere   multikulturelle. Fodboldnationer som Frankrig og Belgien har som følge af   deres kolonialhistorie mange spillere med baggrund i afrikanske lande. Og de   store migrationsstrømme af tyrkiske gæstearbejdere til Vesteuropa i   1960’erne og 1970’erne samt flygtningestrømmene fra Balkan i 1990’erne   har sat deres spor, både i mange vesteuropæiske landes befolkninger og på   deres landshold.

I dag kan man på det danske landshold finde spillere som Pione Sisto, der er   født i Uganda af sydsudanesiske forældre, og Yussuf Yurary Poulsen, hvis far kom til Danmark fra Tanzania. På kvindelandsholdet har en spiller som Nadia Nadim, der har afghanske rødder, gjort sig bemærket. Erik Sviatchenko vurderer, at de fleste med en anden baggrund end traditionel dansk er ekstra stolte af at spille på landsholdet.

“Der ikke mange, der kommer igennem nåleøjet, og der er endnu færre med anden etnisk baggrund, der gør det”, siger Erik Sviatchenko.

Ved fodbold-EM i 2016, der blev spillet i Frankrig, og som Danmark ikke kvalificerede sig til, viste en opgørelse som dagbladet Politiken fik lavet, at mere end hver fjerde spiller havde rødder i et andet land, end det han repræsenterede. Forhenværende træner for Danmarks U/21-landshold Keld Bordinggaard, der selv har arbejdet en del med spillere med indvandrerbaggrund, har i den forbindelse over for Politiken påpeget, at et hold, såfremt det ledes fornuftigt, bliver styrket af kulturel diversitet, der forener forskellige personlige spillestile, kvaliteter og karakterer.

Erik Sviatchenko er enig, og han mener også at fansene bifalder, at man på landsholdet ser flere spillere med anden etnisk baggrund.

“Et eksempel, der nok er bedre end mit eget, er en spiller som Pione Sisto, som jeg kender fra FC Midtjylland. Han har sydsudanesiske forældre og er født i Uganda. Så han kommer virkelig fra en anden baggrund, hvilket man også kan se på ham. Men han taler mere jysk, end jeg gør, og da han kom på landsholdet, blev han pludselig en publikumsdarling, fordi han kan nogle ting med bolden og samtidig har en spændende baggrund”, vurderer Erik Sviatchenko.

Konflikt og stammedans

Stor kulturel diversitet på et hold kan imidlertid også lede til konflikt. Ved VM i Sydafrika i 2010 var det blandt andet en konflikt mellem grupper af spillere med forskellig etnisk herkomst, der bidrog til det franske landsholds tidlige exit fra turneringen efter et nederlag mod Sydafrika.

Erik Sviatchenko mener ikke, at det danske landshold er udfordret i den henseende, og han har heller ikke oplevet kultursammenstød på andre hold, han har spillet på.

“Det gode ved fodbold er, at man bare blender ind. Lige meget hvad man hedder, så er det ens personlighed og spillet, det drejer sig om”, siger Erik Sviatchenko og uddyber, at han personligt blender særlig godt ind på det danske landshold, da han ligner enhver anden dansker.

“Måske var det lidt noget andet for Pione Sisto, som jo kommer fra en helt anden baggrund og også er mørk i huden. Men jeg er sikker på, at han også bare har følt sig godt modtaget på holdet.”

“Jeg kan huske, da han blev udtaget til landsholdet, at hans forældre og familie kom og lavede stammedans og holdt fest. Jeg synes, det var vildt imponerende at se den form for stolthed. Og jeg er sikker på, at både de andre spillere og fansene har det på præcis samme måde som mig. Det er det gode ved, at fodbold er så enkelt. Det handler bare om at spille godt”, siger Erik Sviatchenko.

Global klub, lokal forankring

Selvom Celtic FC ikke er blandt de største klubber i Europa, er klubben stadig stor på globalt plan. Erik Sviatchenko vurderer, at det lokale opgør i Glasgow mellem Rangers FC og Celtic FC, der også er kendt under navnet ’Old Firm’, hører til blandt de ti største klubopgør i verden, når man måler på historisk betydning samt bevågenhed fra medier og fans.

Historisk har Rangers FC rødder i Glasgows protestantiske befolkning, mens Celtic FC støttes af byens katolikker. Spilles Old Firm-opgøret på Celtic FCs hjemmebane, Celtic Park, er det foran mere end 60.000 tilskuere, og da Erik Sviatchenko i 2016 var med i opgøret på Skotlands nationalstadion, Hampden Park, og i øvrigt scorede mål, fulgte ifølge den britiske avis The Sun 100 millioner mennesker fra hele verden kampen i fjernsynet.

“Da det gik bedst for mig og holdet lavede fansene en sang til mig. Den lyder: ’Erik Sviatchenko is magic, you know’, og så kører den bare videre. Det var så fedt. Når jeg lige havde lavet en god tackling, så kunne jeg høre den sang i baggrunden. Den der støtte var fantastisk”, siger Erik Sviatchenko. 

På verdensplan har Celtic FC over 160 fanklubber i over 20 lande. Og i 2017 blev Celtics fans kåret til verdens bedste fans af det internationale fodboldforbund FIFA.

Et springbræt ud i verden

Erik Sviatchenko beskriver den støtte, han har oplevet i skotsk fodbold, som en del af britisk fodboldkultur, der er forankret i lokale traditioner, der går generationer tilbage.   Derfor ville han også allerhelst tilbage til Storbritannien, når han efter udgangen af   sæsonen i Superligaen vil finde et udenlandsk hold at spille for. Erik Sviatchenkos søn   William Erik Sviatchenko, har allerede lært lidt engelsk i den skotske daginstitution, han   besøgte i Glasgow, og den sprogudvikling kunne forældrene godt tænke sig at støtte i   fremtiden.

“Min store drøm er at spille i Premier League, helst i en by der også har noget at byde   på for min familie, som flytter med mig. Men som fodboldspiller kan man ikke altid   vælge, og der er mange gode klubber i Europa, som jeg gerne vil spille for, selvom vi   som familie må gå lidt på kompromis. Det drejer sig trods alt om en begrænset   årrække”, siger Erik Sviatchenko.