Flensborg er kendt for havnen, Istedløven, den gode rom og meget andet godt. Men Flensborgs hyggelige baggårde fra byens stolte fortid som søfartsby er også værd at gå på opdagelse i.

Foto: Fra bogen 'Forelsket i Flensborg'

Bertel Haarder: “Derfor er jeg forelsket i Flensborg"

Bertel Haarders anmeldelse af bogen ‘Forelsket i Flensborg, insidertips fra grænsebyen’ er skrevet ud fra et personligt kærlighedsforhold til den omstridte by.

Her er en sommerferie-idé: Tag til Flensborg – og medbring den nye bog ‘Forelsket i Flensborg, insidertips fra grænsebyen’. Skrevet af Hans Christian Davidsen på forlaget Hovedland. Fyldt med gode fortællinger og beskrivelser af de utallige minderige steder i den omstridte by. Der er virkelig meget at fortælle. 

Tre gange har de danske konger mistet deres næststørste by. Først Malmø under Svenskekrigene, så Bergen under Englandskrigene og til sidst Flensborg under De slesvigske krige. Flensborgs byport bærer Christian den Fjerdes signatur RFP – i folkemunde “Riget Fattes Penge”.  

Både efter krigen i 1864 og efter Anden Verdenskrig var der dansk flertal i byen. Og overborgmesteren fra 2011-16, Simon Faber, var såmænd også dansk. Byen er zweiströmig, tvestrenget, fyldt med dansk-tysk historie og med dansk-tysk tragedie.  

Den blev ikke totalt ødelagt som Hamborg under krigen, men oplevede til gengæld en ødelæggende eksplosion i juni 1945, da nogle ammunitionslagre sprang i luften med katastrofal virkning, næsten som i Beirut sidste år. 250 dybdebomber på hver 125 kilo sprængstof eksploderede og smadrede alt i miles omkreds, væltede skibe i havnen og ødelagde mosaikkerne på Mariekirken tre kilometer på den anden side af havnen. 

Fra mit barndomshjem på nordsiden af Flensborg Fjord kunne vi om aftenen se lysene fra Flensborg – og det kæmpe fyrværkeri nytårsaften. I dagslys havde vi direkte udsigt over fjorden til Mørvig (Mürwik) Kaserne, hvorfra Karl Dönitz regerede Hitlers Tredje Rige i de sidste dage, fra den 3. til den 23. maj 1945; det vil sige længe efter kapitulationen den 8. maj.  

Topnazister i Flensborg 

Der var fyldt med topnazister, der flygtede ad “rottelinjen” op gennem Slesvig-Holsten til Flensborg, hvor de fik udstedt falske identitetspapirer. Dog blev massemorderne Heinrich Himmler og Rudolf Höss (Auschwitz-kommandanten) afvist af Karl Dönitz.  

Höss og Werner Heide, der myrdede 100.000 handicappede, gemte sig i omegnen af byen. Det lykkedes nogle at komme videre, bl.a. til Argentina, hvor byen Bariloche i Andesbjergene blev et af tilholdsstederne. (Jeg har været i byen på besøg hos hædersmanden Thøger Flensborg, der ikke var nazist, men dansk landmand i Argentina, udvandret fra Sydslesvig.) 

Karl Dönitz’ regering var desværre ikke kun en operette-regering, selv om Tyskland den 4. maj havde overgivet sig i Holland, Nordvesttyskland og Danmark. Bogen fortæller den tragiske historie om Asmus Jepsen, der på befrielsesaftenen forlod soldatertjenesten for at gå til sit hjem i Fruerlund uden for Flensborg. Det skulle han ikke have gjort. Han blev henrettet den 6. maj for faneflugt i Twedter Feld i Flensborg Øst. Ordnung muss sein, også efter, krigen var tabt! Han fik en villavej opkaldt efter sig i nabolaget. 

Flensborg på De Vestindiske Øer 

På De Vestindiske Øer har jeg set “Flensborg-sten” allevegne i de gamle bydele i Christiansted på Sct. Croix og i Charlotte Amalie på Sct. Thomas. De let genkendelige mursten er en hilsen fra den tid, hvor skibene efter at have losset sukkerrør til sukker- og rom-produktionen i Flensborg blev lastet med mursten fra teglværkerne ved fjorden, før de returnerede til øerne.  

Sukkeret var resultatet af slavearbejde, og derfor kan man godt sige, at Flensborgs velstand var grundlagt på slavearbejde. Men ifølge bogen afviste flensborgerne en opfordring fra København til at hente slaver på Guldkysten i Afrika til slavemarkederne på De vestindiske Øer.  

Næst efter København var Flensborg landets største sukkerproducent – og Europas største romby. Det kan man orientere sig om i søfartsmuseet ved havnen, Schiffbrücke, Skibsbroen.

Spritbådenes blomstringstid 

Det var også ved Skibbroen, man i min barndom og ungdom gik i land, når “spritbådene” fra Kollund lagde til. Men de fleste danske passagerer blev om bord. Spritbådenes eneste berettigelse var det toldfrie salg af cigaretter, cigarer og vin og spiritus af enhver art. Der blev drukket og smuglet i lange baner.  

De blev også kaldt “grog-bådene”, for man kunne få billig rom i varmt sukkervand med citron. Eller for fem kroner en hel flaske champagne! Skyllet ned til lyden af ‘Lille sommerfugl’, ‘Hvide syrener’ eller tyske schlagere som ‘Es gibt kein Bier auf Hawaii’. Champagnen gav en tømmermandsfri rus. Som dengang, jeg efter en tur vågnede op på en vejskråning uden for Kollund i (aldeles uskyldigt) selskab med en af pigerne fra højskolen. Det fik mine forældre heldigvis ikke at vide. De var forståeligt nok meget imod, at deres elever og børn tog med spritbådene. 

Denne skibstrafik var en fuldstændig tåbelig foreteelse. Derfor var det også med god samvittighed, jeg var med til at aflive den, da jeg som minister ivrede for, at toldfriheden skulle afskaffes. Galskaben stoppede i 1999. Men det siger sig selv, at det var et tab for Flensborg og flensborgerne, der kaldte dem “Butterschiffe”, for når bådene ikke sejlede, kunne de jo ikke så let komme over til købmand Filskov i Kollund for at købe smør og kød. 

Fra centrum til udkant efter 1920 

Flensborg blev for altid svækket af grænsedragningen i 1920, der forvandlede byen fra centrum til udkant. På begge sider af grænsen arbejdes der for at gøre grænsen usynlig, så de to udkanter igen kan blive kerneland. Men det undergraves af de gentagne grænselukninger, især i den lange corona-tid. 

Som et resultat af det gode dansk-tyske forhold kom “Istedløven” (Bissens imponerende mindesmærke over det store slag ved Isted i 1850) i 2011 tilbage til sin oprindelige plads på den gamle danske kirkegård i Flensborg. – I bogen kan man læse om indvielsen af monumentet i 1862, hvor H. C. Andersen var inviteret med. Han skrev senere, at en tanke “anelsesfuldt” gik gennem hans hoved: “Hvad vil ske, hvis en fjende engang her besejrer os.” Det skete som bekendt to år efter indvielsen. 

Alt dette og meget andet kan man orientere sig om i den rigt illustrerede bog, der så rigeligt begrunder bogtitlen ‘Forelsket i Flensborg’. Der fortælles også levende om Helligåndskirken – den danske kirke med Bjørn Nørgaards glasmosaikker – og Oluf-Samson-Gang, “som frække drenge skulle en tur ned ad for at fnise og stirre nysgerrigt på damer…”  

De 55 kapitler er nemme at finde rundt i, men man må være forberedt på, at der ikke er megen systematik. I nogle tilfælde overlapper de hinanden. For eksempel når flere forskellige kapitler fortæller om romproduktionen og Det Tredje Riges sidste dage. 

Men man bærer over med det, fordi det hele er bundet sammen af indbydende fotografier fra den smukke, gamle by, som ånder af tusind års kulturelle brydninger, der i dag ses som en rigdom fra alle sider i det gamle, frugtbare og omstridte grænseland. 

‘Forelsket i Flensborg’. Af Hans Christian Davidsen, 295 sider, 269,95 kr. Forlaget Hovedland.